Det ville være nemmest og rarest uforbeholdent at kunne anbefale den her bog for dens fokus på de enorme miljøkatastrofer, som den vestlige verdens overforbrug og grådighed afstedkommer.

Men det kunne jo let forlede nogen til at tro, at den nu 64-årige norske forfatters roman også er stor kunst. Det er den ikke – selv om dens emne er livsvigtigt for kloden.

LÆS OGSÅ Norges yndlingsforfatter: Hvorfor piller skandinaver altid i egen navle?

Mino er barn af forældre i en sydamerikansk junglelandsby, hvis befolkning bliver udryddet af gringo-håndlangere som led i et USA-selskabs hæmningsløse ressourcejagt.

-Far, mor, søskende – alle er dræbt, mens den seksårige knægt var ude i skoven og jage sjældne sommerfugle.

Mord på bestyrelser og chefer
Sådan skaber man en terrorist, vil romanen fortælle os.

Dét skal nok passe, selv om der desværre er varianter, alt efter hvor i verden der myrdes, ydmyges og nedværdiges i religionens, »vækstens« eller markedsdemokratiets uhellige navne.

Romanens (unødvendigt) lange handling viser forløbet:

Femten-tyve år senere udfører Mino og tre voksne kammerater under navnet Mariposa-bevægelsen økoterrorisme i form af vellykkede mord på (enkelte tilfældigt tilstedeværende plus) bestyrelser og chefer for multinationale selskaber i det, forfatteren kalder den verdensomspændende »hamburgermafia«.

Forfatteren fortalte selv i et interview her i avisen (8.11.), at bogen er inspireret af mordet på regnskovsforkæmperen Chico Mendes i 1988.

Romanen her udkom nemlig første gang allerede i 1989. Men først for tre år siden valgte norske læsere, radio- og tv-stationen NRK og Dagbladet i Oslo romanen til »alle tiders bedste norske bog«.

21 års forsinkelse
Og nu kommer den så på dansk, med 21 års forsinkelse.

På den tid har alverdens terrorisme ikke alene overhalet bogens eksempler – Mino & Co.s sprængning af en amerikansk skyskraber, f.eks. – men også dens standpunkt:

Efter Twin Towers, Mumbai, Madrid, London osv. er ikke engang stupid miljødestruktion og folkemord nok til at forsvare lige så uanfægtede, ja, triumferende snigmord.

Heller ikke selv om sommerfuglens firebande ejer ungdommens charme og – økologisk korrekt? – dræber med pusterør, pil og plantegift.

Bogens miljøforbrydelser har herren hjælpe os rigeligt med sidestykker i den historiske virkelighed, hvorimod Minos liv er eventyr i den magiske realismes stil, lige fra oplæringen hos en omrejsende tryllekunstner over studieårenes vekslen mellem de fire glade unge menneskers påståeligt jalousifri promiskuitet og timerne hos en samfundskritisk biologilærer – og til den vellykkede terrorismes bitre ende på en strand ved Alanya.

Det holder hverken som konsekvent politisk diskussion eller som helstøbt fortællekunst.

Ingen sproglig forblænding

Nygårdshaug er ingen sprogligt blændende fortæller, kun habil, og ligesom i hans tidligere oversatte roman ’Provst Gotvins geometri’ – som andre var gladere for end jeg – overtrumfer hans målbevidste budskab og trang til at ’få det hele med’ gang på gang stoffets egen logik og personernes psykologiske sammenhæng.

LÆS ARTIKEL Norsk forfatter fortæller hverdagens stille drama

’Fri fantasi’ betyder ikke fri for konsekvens.

Som Kumbel sagde, har også magi sine stramme regler, hvis jeg husker rigtigt:

»Alt det trylleri, der gi’s / foregår på samme vis: // Kom en hvid kanin i hatten, / træk den så igen op af den! // Før du laver trylleri: / Husk og kom kaninen i!«.

fortsæt med at læse

Små boghandlere kan tryne kæderne