Danmark er godt med i øjeblikket, hvad angår kulde og mørke, men hos Jón Hallur Stefánsson skal vi længere ind. Helt ind i kulden og mørket i den islandske provins. Og det er den del af ’Pyroman’, der fungerer bedst. Vi er i den lille østislandske by Seydisfjördur i en ordentlig snekoger. Indenfor i villaerne går det hårdt for sig med utroskab, druk og sladder. Udenfor i gaderne rør en tilsyneladende uvorn ungdom på sig, og nu også en pyroman. Den lokale politimand er, som det kan være tilfældet i Island, i familie med nogle af bysbørnene, og da de tillige er mistænkte for ildspåsættelsen, må han have hjælp udefra, og kriminalkommissær Valdimar Eggertsson, som vi kender fra forgængeren, ’Kvinden der forsvandt’, flyver fra Reykjavik til vinterland og tjekker ind på det stedlige pensionat.
Ordentligt klædt på til vejrliget er byboen jo ikke, men med en rød tophue ned over ørerne går han i gang med at løse gåden om, hvem der har stukket ild på først præstens hus og så stedets finérfabrik. Kønsdrift i flowerpowergenerationen Opklaringsarbejdet er tungt – også for læseren – spændingen er svær at fastholde og bogen nem at slippe. Hallur Stefánsson har virkelig kæmpet med denne svære toer. Ligesom i hans mere lovende debutroman, ’Kvinden der forsvandt’ (da. 2008), slutter opgøret i ’Pyroman’ med en overraskelse. Dét er Stefánsson god til.
