Modstandsgruppen Die weisse Rose er en af Forbundsrepublikkens stoltheder – med god grund: De seks München-studenter og deres netværk er det mest spektakulære udtryk for ’det andet Tyskland’, der trodsede naziregimet. Gruppen er emne for talløse hel- og halvdokumentariske bøger, men især er den foreviget i et enestående kunstværk: Marc Rothemunds film ’Sophie Scholl – die letzten Tage’ (2005) med Julia Jentsch i rollen som den 21-årige oprørerske.
LÆS ANMELDELSE Kæmp for alt, hvad du har kært
Hvis man har set den, sidder den og hun for evig tid på den indre skærm, og man husker filmens raffinerede brug af amerikansk jazz som underlægningsmusik. Og i slipstrømmen bagefter kom også gode bøger – som Annette Dumbachs og Jud Newborns ’Sophie Scholl & The White Rose’ med bevægende billedmateriale. Er virkeligheden ikke god nok? Efter den film skal der unægtelig mod, for ikke at sige dødsforagt, til at skrive en roman om og på stoffet. Men det er, hvad Erik Knoth har gjort, oven i sine romaner ’SOS Wilhelm Gustloff’ og ’Eva Brauns hemmelighed’. Projektet er diskutabelt. Hvorfor gentage og udvande, hvad Marc Rothemund har gjort så eminent? Hvorfor endda doktorere på det?
