Traudl Junge, kvinden, der var Hitlers sekretær, og hvis erindringer ligger bag filmen 'Der Untergang', mente i mange år at have handlet i ungdommens gode tro og uforskyldte uvidenhed - indtil hun på Münchens universitet så mindepladen for de henrettede medlemmer af modstandsgruppen 'Weisse Rose'. Søskendeparret Hans og Sophie Scholl var 24 og 21 år, altså jævnaldrende med den unge sekretær i førerbunkeren, da de i 1943 tog aktivt stilling imod Det Tredje Rige - og betalte for det med deres liv. Dén erkendelse rystede Traudl Junge. Og den 37-årige tyske instruktør Marc Rothemunds film om de to Scholl-søskende må ryste enhver. Dels ved et drastisk middel: Filmen igennem følger man næsten uden afbrydelse den unge barneplejestuderende Sophies synsvinkel og identificerer sig med hende og hendes idealer - dermed også i dét øjeblik, da guillotinens blad falder, og alt bliver mørkt! Men hvor stærkt det end er, er den foregående scene - hvor hun tager afsked med sine aldrende forældre - lige så rystende. Og lige så oprørende er den foregående scene igen - hvor hun og broren uforsagt forsvarer deres kristne, humanitære ideer mod en parodi på en inkvisitionslignende 'folkedomstol'. Der er for en gangs skyld intet forgjort ved at oprulle filmen 'bagfra', som jeg her er begyndt. Historien er velkendt i Tyskland, endda fortalt før på film ('Fünf letzte Tage') - og titlen 'røber' jo det hele. For 'spændingen' angår ikke udfaldet - så lidt, som den gør det i 'Der Untergang' - men det, der belyses undervejs om de års tyske bevidsthed og samvittighed - og mangel på samme. Historien her er ellers bevidst blottet for sidelys på modstandsgruppen, tiden, miljøet - i fokus står kun den nøgne beretning om sidste uge af Sophies liv, fra 18. til 23. februar 1943. Den første dag deler hun og broren flyveblade ud på universitetet, og fem dage efter henrettes hun, broren og en tredje 'medskyldig' i protesten mod fortsat og håbløs krig mod overmagten. Kort proces med 'landsforrædere' mod Det Tredje Rige og dets 'totale krig'. Julia Jentsch, der havde en mindre rolle i 'Der Untergang' og for nylig i 'The Edukators', er i titelrollen lige så usminket som historien. Rank og med klart blik, sideskilning og hårspænde så dydigt som en Anne Frank, afslår hun et tilbud fra Gestapo-forhørslederen Mohr - filmens anden hovedrolle, mesterligt nuanceret af Alexander Held, også fra 'Der Untergang' - om at slippe billigere ved at lade broren tage hovedskylden. Det strider både mod søskendekærligheden og den kristne frejdighed, der i stedet driver hende direkte op mod mørkets magt »med et fadervor i pagt« - præcis som i den borgerlige del af den danske modstandsbevægelse, Hans Edvard Teglers beskrev i 1945 med bogen 'Kæmp for alt hvad du har kært'. Filmen havde verdenspremiere på Berlins filmfestival i januar i år og skaffede både Rothemund og Julia Jentsch velfortjente sølvbjørne som bedste instruktør og bedste kvindelige hovedrolle. Samme dag i München angreb nogle nynazister tusindvis af fredelige tyske borgere ved en 60-års mindehøjtidelighed for krigsafslutningen. Demonstranterne havde hvide roser i hånden, mens nynazisternes slogan var 'Slut med skyldkomplekser!'. Med nationalt selvransagende mesterværker som 'Der Untergang' og 'Sophie Scholl' kan man dårligt beskylde disse års tyske film for virkelighedsflugt.