Dybt inde i den värmlandske skov bor to gamle, ensomme mennesker, en lille kilometer fra hinanden. De har været fjender siden barnsben. Intet er så effektivt som god opdragelse. Maj Britt på 92 ryger for meget hash og hører for meget Bob Marley. Hun er vred, rigtig vred, ikke bare på et lokalt, men også på et globalt plan. Derfor bedriver hun, hvad hun selv opfatter som undergravende virksomhed på sin hjemmeside. Jeg vil ikke være kompetent! Maj Britts nabo og fjende hedder von Borring. Han er godsejer, spejder om en hals og ikke mindst en usædvanligt ivrig fuglekigger. Von Borring sluttede sig til spejderbevægelsen som 23-årig, hvor han ved verdensroverstævnet på Ingarö hilste på selveste den store spejderfører Baden-Powell. Siden da har von Borring sovet udendørs hver nat og levet efter spejderloven. Næsten pletfrit, når man ser bort fra et lille intermezzo med en engelsk spejderleder, Ernest fra London, engang i halvtredserne. Ind i dette typiske Erlend Loe-univers kommer en mand gående sammen med sin søn Gregus og en elg ved navn Bongo. Manden er Doppler, som i Erlend Loes forrige (fremragende og morsomme) roman med samme titel lagde sit gode job og sin lykkelige familie bag sig og flyttede ud i skoven uden for Oslo for at begynde på ny, som jæger og samler. For at slippe for at være så helvedes dygtig og kompetent hele livet igennem. Til sidst blev Norge for småt for ham, og derfor møder vi nu den lille karavane - Gregus, der ligger og sover på en slæbekærre bag elgen Bongo, og Doppler himself - i Värmland. Den evige Roskilde Festival 'Volvo Lastvagnar' handler på sin egen absurde måde om, hvorvidt Doppler kan finde mening i en tilværelse uden projekt og vision. Doppler og hans mærkværdige følge lander først hos Maj Britt, som blander sit lumske stof i en vaffeldej. Doppler har god appetit og spiser 8-10 vafler. Det giver ham en pirrende følelse i hele kroppen af den nydelse, der ligger i at miste kontrollen. Noget, han ikke har gjort meget, meget længe. I den tid, Doppler er hos Maj Britt, mister han både elg og søn i sit forsøg på at realisere tilværelsen som én lang Roskilde Festival, der aldrig stopper. Stort potentiale som spejder Erlend Loe har ligesom Doppler en drøm om at miste kontrollen - med sin bog. Det giver sig udslag i en masse afstikkere og litterær slapstick undervejs. Sat på spidsen er 'Volvo Lastvagnar' en roman skrevet på legesyge digressioner. For eksempel forfølger Loe spørgsmålet om, hvorvidt Lars von Trier er spejder, siden han har en reproduktion af et maleri af Baden-Powell hængende på sit kontor.Ligesom han lystigt kommenterer bogens plotløshed og inddrager læseren i sine associationer. Loes underfundige, troskyldige humor gør, at han kan gå rigtig langt ud, før jeg taber tålmodigheden med ham. Men 'Volvo Lastvagnar' når simpelt hen ikke de samme højder som forgængeren 'Doppler', hvor humoren træder frem på en mørkere baggrund. En smule udvikling eller snarere tilbageskridt, om man vil, er der i 'Volvo Lastvagnar'. Doppler bliver sendt på en mission af Maj Britt: Han skal placere en død solsort på von Borrings trappesten. Det går galt, og Doppler ender med buksevand og spejdertræning hos von Borring, som prøver hans evner udi at huske genstande og binde knob. Det viser sig snart, at der er gået en spejder tabt i Doppler, som er rigtig dygtig og kompetent. Altid beredt? Det lykkes Loe at tegne en verden af store og små spejderførere så godt op, at det gradvis går op for én, at vi lever i en spejdertid. En tid, hvor enhver kritik af spejderideologien her til lands kan affærdiges med et »Der er ikke noget at komme efter«. Vi er alle en slags spejdere for den herre. Efter at have gennemgået spejderuddannelsen hos von Borring indser Doppler med et stænk af resignation, at han savner sin gamle tilværelse med familie, cykel og skummetmælk. Han beslutter sig for at tage afsked med sin læremester og rejse hjem. Den sidste replik, de to udveksler, er så Erlend Loe-agtig som noget: »Altid beredt? siger von Borring. Tja, siger Doppler. Vi får se«.