Det er så sært med Edith Södergran (1892-1923), den store, finlandssvenske lyriker, der kun blev 31 år og døde af tuberkulose; sært, fordi hun - nøjagtigt ligesom amerikanske Emily Dickinson - på samme tid er en digternes digterinde og kært allemandseje, uhyre elitær og glødende folkekær. Hendes personlige, biografiske skæbne lagde op til et vist mål af mytedannelse, men det er især digtene, der ulmer og sitrer, sprænglevende og bomstærke den dag i dag. Det er vanskeligt at forklare præcis hvorfor, for Södergrans lyrik, der er en central del af den finlandssvenske modernisme i 1920'erne, er stærkt præget af russisk futurisme, tysk ekspressionisme og fransk symbolisme, ligesom den unge og særdeles velbegavede digterinde var velbevandret i Rudolf Steiners, Friedrich Nietzsches, Arthur Schopenhauers og Immanuel Kants filosofiske nåleskove - ikke just en cocktail, man almindeligvis ville forvente gav ophav til denne stadig højt elskede mellemting mellem Tove Ditlevsen, og så, ja, Edith Södergran. Men hendes digte har en voldsom, umiddelbar appel, der er en eksistentiel inderlighed og patos, som blafrer ubesværet, virtuost og komplet usentimentalt gennem digtene. Magtfantasier Og så er der den underbare, skandinaviske natur, de finske og svenske skove, skovsøerne, blomsterne, himlen, lydene, årstiderne. Der er beske og søde ord om forholdet mellem mand og kvinde; og så den gode gamle evergreen, Døden, der unægtelig spiller med i mange af digtene, tidlige som sene, og alle med den træske tuberkulose som dyster underklang. Der er islæt af det, nogle har villet se som en tidlig feminisme, men der er også overmenneske- og magtfantasier skåret direkte over Nietzsches læst. Der er kosmiske visioner, hvor især en hel ikonografi kredser om stjernerne og månen og skovsøen, og så er der febrilske og utopiske og apokalyptiske fremtidsvisioner, parret med dunkle krigsdigte fra tiden omkring den russiske revolution i 1917, og Første Verdenskrig 1914-18. Alt i alt en skønsom blanding af tidstypiske og mærkeligt aktuelle tangenter og elementer, hvor det hele dog bæres og næres af de utrolige ord. Skuffet ... Edith Södergran er med rette kanoniseret efter alle kunstens regler, og nu har vi så fået dette udvalg på dansk, 88 digte oversat og fortolket af en ravperlekæde af vore bedste kvindelige lyrikere og prosaister, fra Aidt til Torp. Jeg indrømmer beredvilligt ikke at være Södergran-ekspert, men udvalget forekommer umiddelbart at være rimeligt og dækkende i forhold til de 218 digte, jeg har i min svenske udgave, minus Södergrans diverse og bestemt ikke uinteressante aforismer. Men hvordan er det nu med oversættelserne? De er jo ganske forskellige, men synes generelt at fungere vældig godt, undtagen de steder, hvor Södergrans viltre og egenartede svensk efter min opfattelse gøres en smule mere platfodet og dansk, end godt er. F.eks. er der det berømte 'Dagen svalnar...' fra 1916, hvor der i fjerde og sidste vers står: »Du sökte en blomma/ och fann en frukt./ Du sökte en källa/ och fann et hav./ Du sökte en kvinna/ och fann en själ - / du är besviken«. Disse hårde og smukke ord, er på dansk blevet til: »Du søgte en blomst/ og fandt en frugt./ Du søgte en kilde/ og fandt et hav./ Du søgte en kvinde/ og fandt en sjæl - / du er skuffet«. Nu er 'skuffet' jo helt korrekt, og hvad skulle der måske ellers stå? Men der er et antal dirrende ekkoer fra 'besviken' (sveget, bedraget, svigtet), der falder bort i det prosaiske 'skuffet'. Smukt og glitrende Sådan er det naturligvis uundgåeligt med særlig lyrikoversættelser (der vel rettelig burde hedde gendigtninger), men hvad så med det pragtfulde 'Violetta skymningar', digtet om de kvindelige amazoner over for de grå og slappe mænd, hvor sidste linje lyder: »tigerfläckar, spända strängar, stjärnor utan svindel«, der bliver til: »tigerpletter, spændte strenge, sande stjerner«. »Sande stjerner« er jo ikke nødvendigvis det samme som »stjerner uden svindel«. Det rokker imidlertid ikke ved, at udvalget er fint, og oversættelserne smukke og mange steder glitrende - og lad os så slutte af med Södergrans egne ord. Jeg vil tillade mig en smule uhøfligt at antage, at det går på svensk, og citere første halvdel af titeldigtet, 'Triumf att finnas till...': »Vad fruktar jag? Jag är en del utav oändligheten./ Jag är en del av altets stora kraft,/ en ensam värld inom miljoner världar,/ en första gradens stjärna lik som slocknar sist./ Triumf att leva, triumf att andes, triumf att finnas till! Triumf at känna tiden iskall rinna genom sina ådror/ och höra nattens tysta flod/ och stå på berget under solen./ Jag går på sol, jag står på sol,/ jeg vet av ingenting annat än sol«.