Tamme fugle længes. Vilde flyver!, erklærede den finlandssvenske lyriker Elmer Diktonius (1896-1961) som 25-årig i sin første bog (’Min dikt’ , 1921). På det tidspunkt var æstetisk og politisk radikalitet for ham to sider af samme sag eller, om man vil, det samme røde flag.
Det var de år, da han sammen med Edith Södergran (1892-1923), Gunnar Björling (1887-1960) og Rabbe Enckell (1903-74) skabte en tidlig, dristig, vilter nordisk lyrisk modernisme på et program om total stilmæssig frihed og suveræn kunstnerisk integritet, båret oppe af social indignation, titanisk omstyrtningsiver i billedstormeren Friedrich Nietzsches ånd samt ikke mindst en hæsblæsende vitalisme: »Sove?/ Hvordan kan jeg sove,/ når min sjæl danser?«, spørger han i debuten. LÆS OGSÅSödergrans solrige triumf I modsætning til Södergran, der er grundigt oversat og beskrevet, og Björling, der blev dyrket af Poul Borum og oversat af Peter Laugesen (’Dit øjes blod’, 1988), har Diktonius stort set måttet vente på en præsentation på dansk.
