At være både krimiforfatter og svensker er måske nok en hjælp til at få salgssucces også i udlandet, men noget kvalitetsstempel i sig selv er det selvfølgelig ikke.
Derom minder Karin Wahlbergs roman ’Trøsteren’.
LÆS OGSÅ Kepler-krimi har farsbrød i midten
Selv om forfatteren er oversat til adskillige sprog og går som lune kanelbullar hjemme i Sverige, er ’Trøsteren’ ikke lige så god, som den er lang.
Der er tale om 450 temmelig træge sider om et måske-mord involverende et omfattende persongalleri foruden overlægen Veronika Lundborg og kriminalkommissæren Claes Claesson, der er gift med hinanden og de gennemgående centrale karakterer i Wahlbergs serie af spændingsbøger.
En skyldig sjusker
I ’Trøsteren’ får lægen og kommissæren den udfordring, at Veronika Lundborg udråbes til at være en skyldig sjusker, da en af hendes patienter pludselig findes død i sin hospitalsseng efter ellers at være blevet erklæret uden for livsfare oven på en skudepisode og en operation.
Veronika Lundborg nages af bekymring over, om hun har begået fejl. Hendes mand bistår i efterforskningen, selv om han naturligvis på grund af sin inhabilitet overlader en stor del af arbejdet til en anden kendt Wahlberg-figur – kriminalinspektør Louise Jasinski.
Sideløbende med hovedsporet i handlingen kører andre historier: Et nyfødt barn findes efterladt i en æblekasse uden for politistationen. En ung kvindelig ansat på hospitalet dvæler i indre dialoger ved sine tanker om et forhold til en gift mand og sin forelskelse i en kollega. Louise Jasinski tænker på sin forhenværende partner, der forlod hende for en anden, og Veronika Lundborg er igennem en graviditet, som muligvis kompliceres af, at hun er midt i fyrrerne.
Potientalet kunne udnyttes bedre
Næsten mere end selve plottet er det personernes hverdage, som optager forfatteren.
Karin Wahlberg er selv uddannet både lærer og læge. Hendes erfaringer som gynækolog i Lund gør hendes beskrivelser fra sygehuset og om graviditet og fødsel nøjagtige og mere detaljerige end hendes iagttagelser af politiarbejdet og livets gang i Oskarshamn, hvor der åbenbart ikke siver megen omverden ind i menneskenes bevidsthed.
Bortset fra vejrskift. Sne og slud, regn og sol beskrives i vendinger, der ikke er sprogligt opsigtsvækkende, mens nogle af de forskellige spor i romanen i næsten påfaldende omfang viser sig at hænge sammen, som siderne skrider frem mod slutningen.
Nævneværdigt berører ’Trøsteren’ ikke på trods af, at Karin Wahlgren interessant nok gennem en af sine karakterer viser, at man kan være både synderen og syndebukken. Dét kunne der være kommet en lille stram, skarp historie ud af.
fortsæt med at læse
