Denne artikel blev bragt første gang i 2011.
Gæsterne på den københavnske gourmetrestaurant har kastet stjålne blikke over damaskesdugene det meste af aftenen.
Men de to ældre kvinder lader ikke til at ænse de mange øjne, der klæber til dem; i mere end 40 år har de begge være genstand for omverdenens begær og forargelse – mænds og kvinders, fysisk, intellektuelt og litterært – og som de sidder dér, den ene klædt i eksklusiv New York-elegance lige fra det bobbede blonde hår til de kostbare Manolo Blahnik-sko, den anden i sorte læderbukser, tung øjenmakeup og turban om håret, lades ingen i tvivl om, at disse to damer, der begge nærmer sig deres 70-års fødselsdag, er larger than life.
De er ikke aldrende koner. De er levende ikoner.
»Hvem har et kamera?«, mumler en gæst, da lysene er brændt ud, vinglassene er tomme og Erica Jong og Suzanne Brøgger træder ud på gulvet for at tage afsked med hinanden med læbestiftstunge kindkys og »see you in New York«.
Perfekt makeup, men intet honorar
Erica Jong smiler hjerteligt til alle omkring sig og spadserer langsomt, men aldeles selvsikkert, ud i den københavnske nat, hvor en taxa venter på hende for at køre forfatterinden de 800 meter langs havnefronten hen til Hotel Marriott, hvor hun er indkvarteret under sine fire døgn i København.
Feministisk ikon fejrer kampdag i Danmark
Her ankommer hver formiddag en dansk stylist, som gør mrs. Jong klar til dagen. Stylisten er eneste betingelse, som feminismens førstedame har stillet for at flyve til Danmark og holde oplæg ved KVINFO og Det Kongelige Biblioteks markering af Kvindernes Internationale Kampdag.
Perfekt makeup, men intet honorar. Lige dele flamboyant og generøs.
Erica Jong har en divas habitus.
Hun ved det godt.
Carrie Bradshaw har tyvstjålet Jongs liv
Og kvinden, der opfandt ’the zipless fuck’ – det gnidningsløse knald, som skulle sætte både kvinderne, seksualiteten og fantasien fri – har været et fyrtårn for alverdens kvindesagsforkæmpere, siden hun i 1973 skrev sin berømte og berygtede debutroman, ’Luft under vingerne’ (samme år, som hendes åndsfælle og kommende veninde i Danmark Suzanne Brøgger debuterede med ’Fri os fra kærligheden’), har til alle tider provokeret radikale rødstrømper, der ikke mente, at læbestift, hotpants og høje hæle var en del af kampuniformen.
Længe inden årtusindeskiftets ’Sex and The City’-generation besluttede sig for, at stiletter ikke længere var kvindeundertrykkende, men et symbol på økonomisk selvstændighed, dyrkede Erica Jong sin helt egen feminisme på høje hæle.
I en grad, at hendes frigjorte skriverier, lyse krøller, jødiske newyorkerbaggrund og forkærlighed for designersko har fået adskillige amerikanske tv-anmeldere til at antyde, at mændene bag successerien ’Sex and The City’ har tyvstjålet Erica Jongs liv til at skabe showets hovedperson, Carrie Bradshaw.
Fra Brøgger til Bradshaw, Erica Jong har været der hele vejen.
Så længe, at kulturkommentatorer med års mellemrum udnævnt hende til at være en has-been, en forhenværende, som lever videre på sit renommé og kærligheden fra sine millioner af fans.
Fans, som fik revolutioneret deres selvopfattelse og sexliv dengang i 1970’erne, da ’Luft under vingerne’ og hovedpersonen, den erotiske opdagelsesrejsende Isadora Wing, udfordrede de traditionelle kvinderoller og gik litterært triumftog over hele den vestlige verden.
Bogen har i dag solgt mere end 26 millioner eksemplarer og er oversat til mere end 25 sprog. Med sådan en debut er det ikke kun toeren, der er svær. Det er resten af forfatterskabet.
Erica Jong vil altid være kvinden, der skrev ’Luft under vingerne’. Og de seneste 10 år er ingen af hendes nye bøger blevet oversat til dansk.
Så Erica Jong har altså ikke kun kvindernes sag, men også sin egen, at kæmpe for på den isnende kolde 8. marts i København.
Forever Jong
Unge og gamle, tykke og tynde, hvide og brune. Alle varianter af kvinder sidder her skulder ved skulder i Det Kongelige Biblioteks totalt udsolgte Dronningesal:
Kvinder i ortopædiske sko og i sylespidse stiletter, kvinder med gråt pagehår, med rødt strithår, med lange brune krøller, kvinder med nedbidte negle og andre med lange påsatte af slagsen, kvinder i knivskarpe blazerjakker, i blomstrede bomuldskjoler, i sorte blondetoppe, i fleecetrøjer.
Gamle rødstrømper og deres gravide døtre. Bysmarte, tyggegummityggende veninder. Aldrende kolleger. Logesøstre og rigtige søstre.
Salen er en Noahs Ark lastet med alle repræsentanter for kvindekønnet.
Men kun et dusin mænd har sneget sig om bord, hvis man ser bort fra striben af lydteknikere, kamerafolk og lysmænd, der er på arbejde i aften.
Flere af mændene ser lidt betuttede ud, og endnu flere af dem griner friskfyragtigt, når Erica Jong siger »fuck« eller »cock« oppe på scenen.
Det gør hun med jævne mellemrum.
Hun bander lystigt, men kender koderne, og kan som kun de veluddannede, velbjergede, venstreorienterede kvinder fra Manhattans Upper West Side balancere, så man aldrig lyder som en rejekælling, men derimod som en frigjort intellektuel karakter i en Woody Allen-film.
Salen er noget nær ekstatisk
Erica Jong er i hopla i aften. Allerede da hun skred ind gennem sidedøren til Dronningesalen iført en lårkort designerkjole i fuldfed silke, strålede smilet i hendes ansigt og øjne.
Nu sidder hun og svarer rapt, vittigt, sarkastisk, passioneret, provokerende på alle spørgsmål fra intervieweren, Lene Johansen, og salen kvitterer flere gange med begejstrede klapsalver, når Erica Jong eksempelvis spidder »nutidens narcissistiske småbørnsmødre«, som bruger al deres energi på at henkoge økologisk frugt til babymad, mens de ikke orker at tage politisk stilling til samfundet.
Når hun opfordrer kvinder til at tænke deres identitet længere end til moderskabet, for »kvinde, du kommer til at leve i 95 år. At opdrage et barn tager 20 år. Hvad skal du så stille op med resten af dit liv?«.
Eller når hun insisterer på, at kvinder skal forsøge at komme af med den tilsyneladende genetisk betingede skam over at have faglige ambitioner:
»Der er intet ved en livmoder, der afholder dig fra at få et kunstnerstipendium, og der er intet ved at være mor, der forhindrer dig i at være kunstner«.
Efter en times tour de force gennem Erica Jongs liv og meninger er salen noget nær ekstatisk. Både unge og gamle, tykke og tynde, hvide og brune lader til at mene, at dundertalens ophavskvinde er aldeles nuværende, ikke forhenværende.
Dén bog rammer endnu en gang Jong
Og så sker det: ’Luft under vingerne’ rammer endnu en gang Erica Jong.
En kvinde med flammende rødt, krøllet hår rejser sig op midt i Dronningesalen, kigger intenst op på Erica Jong og siger så: »Den bog var min bibel«. Der bliver stille.
Kvinden rømmer sig lidt nervøst, eller måske bevæget. Så fortsætter hun: »Jeg vil gerne takke for, hvad din bog gjorde. Ikke bare for mig, men for min generation«.
Mere end 800 hænder klapper begejstret. Nogle pifter vildt.
Og da Erica Jong forlader Den Internationale Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek denne kvindekampsaften, gør hun det som en af de få forfattere, der nogensinde har fået stående ovationer her på stedet.
Og jo. Erica Jong er skam glad. Taknemmelig for at have skrevet en bog, der rent faktisk har gjort den berømte forskel, og taknemmelig for de muligheder, ’Luft under vingerne’ i øvrigt har givet hende – ikke mindst den økonomiske sikkerhed gennem de 10 år, hun levede som enlig mor til datteren Molly.
Og alt det husker Erica Jong at svare, hver gang en fan eller journalist spørger, hvordan hun har det med sin debutroman.
Men alt det her med at være feministernes romanskrivende førstedame var slet ikke, hvad hun ville med sit liv.
Og Erica Jong er ved at være så træt af ’Luft under vingerne’, at hun er holdt op med at sige titlen. »Dén bog«, siger hun i stedet. Og da vi dagen efter mødes i lobbyen på Hotel Marriott, tilføjer hun et opgivende: »Åh ... dén bog«.
Så slår hun ud med en juvelbesat hånd: »Jeg var en prisvindende digter. Og pludselig opfattede alle mig som Den Lykkelige Luder. Åh, dén bog, altså. Jeg har resigneret over for den«.
Hun fortsætter med et alvorligt blik i de store, runde øjne: »Jeg ved godt, at millioner af kvinder har læst mig. Desværre har de ikke læst det, jeg er stoltest af at have lavet«.
»Jeg er helt bestemt digter først«
Hvad de færreste ud over Erica Jong selv husker, er, at hendes karriere faktisk begyndte med poesi.
Allerede i 1971 udgav hun den satirisk-erotiske digtsamling ’Frugt og grønt’, som høstede de amerikanske lyrikanmelderes respekt og anerkendelse og indbragte hende Poetry Magazines Bess Hokin-pris, som tidligere var tilfaldet store amerikanske digtere som Sylvia Plath og William Stanley Merwin.
Hendes følgende to digtsamlinger blev også hædret, blandt andet med en pris fra American Academy of Poets.
Siden har hun udgivet i alt syv digtsamlinger, senest ’Love comes first’ fra 2009.
Og beder man Erica Jong gøre status over sit livsværk efter 40 års international mission for kvindefrigørelse og lige rettigheder, vender hun igen og igen tilbage til det, hun føler, hun aldrig blev anerkendt for.
»Poesien opfatter jeg som det bedste, jeg har lavet. Men vi lever ikke i Pusjkins tid i Rusland eller Nerudas tid i Sydamerika. I USA har folk ingen interesse for poesi, og forlæggere har meget begrænset interesse for poesi. Hvilket på en måde er frigørende, for du ved, at du ikke kan tjene en penny på at skrive et digt. Så hvis du gør det, er det, fordi du ikke kan lade være. Jeg har været utrolig heldig, fordi jeg har haft muligheden for at tjene til livet ved at gøre det, jeg elsker: at skrive. Digtene skriver jeg så for min egen skyld. Og jeg synes, at jeg er en virkelig god digter. Da jeg var ung, vandt jeg alle priserne, så det er lidt ironisk, hvordan tingene har udviklet sig. Men folk, der har forstand på poesi, ved, at jeg er en god digter«.
Hvad opfatter du dig først og fremmest som? Digter, romanforfatter eller feminist?
»Digter. Jeg er helt bestemt digter først«, erklærer hun med lidt rynkede bryn, som om svaret er indlysende.
»Og både mine romaner og mine essays udspringer af poesien. Poesien er, hvor alting begynder. Tænk på D.H. Lawrence, Thomas Hardy, James Joyce ... de begyndte også i poesien. Poesien ligger til grund for alt, hvad jeg har skabt. Og jeg håber virkelig, at mit publikum en dag vil begynde at fokusere på mine digte. Dem, og så på min roman ’Fanny’, som jeg virkelig er stolt af«.
»’Fanny’ er min egen favorit«
’Fanny’, Jongs erotiske 1800-tals roman fra 1980, var en drøm at skrive, forklarer hun, fordi hun i årevis havde haft en ambition om at skrive en hybrid af en roman, der sprogligt lå tæt op ad hendes elskede 1800-tals forfattere som Swift og Fielding, men som handlede om moderne kvindetemaer.
»’Fanny’ er min egen favorit, og den var en international bestseller, men når du har en debutroman, som sælger 26 millioner eksemplarer, så er en roman, der sælger 1 million eksemplarer pludselig noget, hvor folk siger »Nå, den solgte ikke noget«.
Erica Jong piller lidt irriteret ved en kande urtete, der nu har trukket sig sort og bitter under hendes talestrøm.
»Men ’Fanny’ klarede sig virkelig godt«, fortsætter hun så. »Ja, den klarede sig ikke lige så godt som ’Luft under vingerne’, men intet ville have klaret sig lige så godt som dén bog. 26 millioner solgte eksemplarer ... hvad dét tal fortæller dig, er dybest set, at dén bog blev læst af folk, som ikke læser«.
Hvad er der galt med orgasmer?
Men så igen. Kunne det overhovedet have været anderledes?
Erica Jong fortæller, at hun har været feminist siden barndommen med sine to søstre i den store herskabslejlighed på Upper West Side, hvor faderen, Saymour Mann – søn af polske jøder – havde opgivet sin karriere som vaudevillekunstner til fordel for en langt mere indbringende karriere som importør af gaveartikler, mens hendes mor, kunstmaleren Eda Mirsky – datter af russiske jøder fra England – uafladelig beklagede sig over, at hun i sin ungdom havde tabt kampen om det prestigefulde kunstnerlegat Prix de Rome til en mandlig kunstner, »fordi de aldrig gav legatet til piger«.
Feminismen fik tydelige konturer for Erica, da hun som 17-årig begyndte på Bernard College, hvor Manhattans kreative klasse sendte deres døtre hen, og her udelukkende blev præsenteret for mandlige forfattere.
I skolen læste hun Shakespeare, Chaucer, Pope, Blake og Keats. I fritiden læste hun Virginia Woolf, Gertrude Stein, Simone de Beauvoir, Dorothy Parker, Colette og Doris Lessing.
Senere, da hun i 1965 tog sin mastergrad i engelsk 1800-tals litteratur fra Columbia University, sagde en af hendes mandlige medstuderende, at han troede, at hun en dag ville blive sekretær, hvorfor Erica i arrigskab nægtede at lære at bruge en skrivemaskine og derfor måtte skrive alle sine opgaver og sine første digte og bøger i hånden.
Og så kom ’Luft under vingerne’. Og Erica Jong blev forvandlet til et lige dele feministisk og popkulturelt ikon.
Siden ’dén bog’ har hun udgivet i alt tyve værker og skriver lige nu på fire vidt forskellige nye bøger.
Kredser om kvindeliv og hendes privatliv
Fælles for alle hendes digtsamlinger, romaner og essays er, at de kredser om kvindelivet. Og fælles for mange af hendes bøger er, at de har givet hendes læsere adgang til hendes privatliv.
Således har Jongfans kunnet følge med i, at hun siden ’dén bog’ har fået datteren Molly, tre børnebørn og tre eksmænd (markedsresearcheren Michael Werthmann, som hun var gift med i seks måneder, indtil han blev diagnosticeret skizofren, dernæst den kinesiskamerikanske børnepsykolog Allen Jong, som havde det meste tilfælles med Isadora Wings hanrej af en ægtemand i ’Luft under vingerne’, og endelig forfatteren Jonathan Fast, som hun fik barn med, inden de gik fra hinanden efter seks års ægteskab). I dag bor Erica Jong sammen med skilsmisseadvokaten Kenneth Burrows. Begge tvivlede de så meget på ægteskabets velsignelser, at parret, da de endelig inviterede til bryllup, skrev:
»Erica og Kenneth er forundrede over at kunne fortælle, at de skal giftes«.
I dag er den seksuelle revolution stilnet af, også for 67-årige Erica Jong, der vedkender sig, at hun ikke længere er »besat af mænds kroppe«, men til gengæld er begyndt at udforske tantrasex de senere år, fordi hun gerne vil have »orgasmer med hele kroppen«.
Hun ser på mig: »Orgasmer er da fantastiske. Hvad skulle der være i vejen med orgasmer?«.
Ingenting, bliver vi enige om.
The zipless fuck
Du har beskæftiget dig med sex i næsten alt, hvad du har sagt og skrevet gennem årene. Hvad handler sex om for dig som feminist i dag, spørger jeg så.
»Sex handler om sex. O.k., det ændrer sig gennem livet. Men sex spiller en stor rolle i din fantasi, når du er teenager, når du er i 20’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne, og sex er aldrig holdt op med at spille en stor rolle i min fantasi. Jeg er aldrig stoppet med at fantasere«, siger kvinden, der i 1973 introducerede ’the zipless fuck’ i Isadora Wings fantasi.
»Hvis jeg møder en mand på et fly og vi har en behagelig samtale og flirt, fordi vi tilfældigvis sidder ved siden af hinanden, tænker jeg stadig:
»Hvordan mon det ville være med ham?«. Men jeg gør det ikke. Ikke længere. Jeg vil ikke ødelægge den intimitet, jeg har med min mand, ved at introducere en tredje part«.
Erica Jong har ikke opgivet den seksuelle revolution, hendes version har måske bare fået et mere afdæmpet udtryk. Eksempelvis udgiver Erica Jong til sommer i USA en antologi om sex, hun blandt andet skriver sammen med Fay Weldon og sin egen datter, Molly Fast-Jong.
Hvorfor? Fordi sexdebatten er tværet ind i pornoficering, hykleri og pop, mener Erica Jong, der vil have »virkelige kvinder til at fortælle om virkelig sex«.
Men hendes vigtigste mission i disse år handler ikke nær så meget om frigørelse af vores sexliv som om frigørelse af vores forhold til vores børn.
Og de, der kaldte hende en has-been, måtte i november 2010 endnu en gang konstatere, at Erica Jong stadig kan sætte luft under vingerne på kønsdebatten.
Moderkultens narcissistiske småbørnsmødre
Hun havde skrevet det sarkastiske essay ’Mother Madness’ til det amerikanske dagblad Wall Street Journal.
Her advarede hun mod »moderkulten« og »narcissistiske småbørnsmødre«, som gør sig selv til ofre for deres eget moderskab og dermed kan blive en større trussel mod kvinders frihed, end mænd nogensinde har været.
Sådan så verden ud ifølge Jong. Men hun var ikke alene. Pludselig var det, som om noget eksploderede, ligesom dengang med ’dén bog’:
Erica Jong: Moderkulten er en byrdeEssayet om ’Moderkulten’ bredte sig med viral hast over det meste af verden – det blev også trykt i sin helhed i nærværende dagblad 3. januar i år – og endnu hidsigere blev diskussionen, da 32-årige deltidsforfatter og hjemmegående mor til tre børn Molly Fast-Jong pludselig svarede igen med et essay om sin opvækst hos Erica Jong og sine grunde til at forlade arbejdsmarkedet for at kunne være tæt på sine børn.
Erica Jong ser faktisk stolt ud: »Jeg er blevet fuldstændig overrumplet af, hvordan det essay bliver diskuteret over hele verden. Det er, som om det essay har ramt noget i tiden, lige nøjagtig som ’Luft under vingerne’ gjorde«.
Kan man sige, at cirklen er ved at blive sluttet? At ’Luft under vingerne’ handlede om kvindernes frigørelse, og at ’Moderkulten’ handler om konsekvenserne?
»Ja. Begge emner har været omgivet af en del hykleri, og hykleri har altid provokeret mig. Jeg synes især, at de populære medier i USA er ufattelig hykleriske i deres gengivelse af, hvor perfekte mødre skal være for at være ordentlige mødre. Det er skyld og skam, der begynder én gang til. Og det er vigtigt, at vi ikke lyver om, hvor godt alting er. At fortælle sandheden er vigtigt. Og sandheden er, at tingene ikke har ændret sig nok – for kvinder og for mænd. Vi havde håbet at skabe et nyt samfund, hvor der ikke bare ville være lighed mellem mænd og kvinder, men forståelse mellem mænd og kvinder. Vi ville have mænd og kvinder til at fatte hinanden. Jeg må konstatere, at det ikke er lykkedes«.
Er du skuffet over, at det er dig og ikke en kvinde i 30’erne, der åbner den diskussion?
»Næh. Når du er i 30’erne, er du et andet sted. Og når du lige har fået et barn, er du sikker på, at du er den eneste kvinde i verden, der lige har fået et barn: »Fortæl mig ikke om Eva! Fortæl mig ikke om Charlotte Brontë, der døde i barselssengen. Fortæl mig ikke om Simone de Beauvoir, der aldrig fik børn!«. Der kommer en helt utrolig narcissisme tidligt i moderskabet. Det skaber en slags tunnelsyn, hvorimod jeg kan se et mønster, der er så tydeligt for mig: Min bedstemors generation måtte slås for deres stemmeret. Vi har stemmeret i dag. Den anden bølge, 1970’ernes feminister, kæmpede blandt andet for økonomisk lighed og fælles ansvar for børneopdragelse. De skridt har vi også taget i dag. Men fik vi større forståelse mellem mænd og kvinder? Måske ikke. Dér er feminismens næste skridt – for både mænd og kvinder«.
»Det er ... fucking dumt«
Erica Jong taler så indædt nu, at de nyindkøbte sølvørenringe fra Georg Jensen vipper voldsomt i hendes øreflipper.
Som for at få samling på sig selv griber hun sin håndtaske og fisker en læbestift op.
Mens hun dupper læberne, forsøger hun at fordøje nyheden om, at Danmarks ligestillingsminister umiddelbart inden 8. marts ytrede sin ambition om at nedlægge kvindernes kampdag.
»Det er ... fucking dumt. Hør lige her: Visse ting varer ikke evigt af sig selv. Demokrati, for eksempel. Hvis man holder op med at kæmpe for demokratiet, så overtager fascisterne lidt efter lidt. Hvis man holder op med at kæmpe for lige rettigheder, så beholder man dem ikke. Oplysningsidealerne må du aldrig negligere. Vi skal blive ved med slås for demokrati og ligestilling, for ellers vælter idealerne, frihed, lighed og broderskab, uden at nogen siger: Hey, vent et øjeblik. Hvad skete der med broderskabet? Og inkluderer det piger?«.
Fortæl hvor man kan finde mine digte
Hendes iPhone ringer. Erica Jong besvarer samtalen og diskuterer hastigt kønskvoter med en mandlig bekendt fra parlamentet i Washington. Erica Jong er for. Det er han også så, siger han.
Så vender hun sig om med læbestiften i den ene hånd og iPhonen i den anden og siger pludselig med næsten punkteret stemme:
»Vil du ikke godt fortælle danskerne, hvor de kan finde mine digte? De udgiver jo ikke mine bøger længere her i landet. Vil du ikke skrive, at man kan finde mine digte på internettet?«.
Jeg nikker. Erica Jong rækker hånden frem til afsked. Hun kaster et blik ned på mine sko.
»Fantastiske. Jeg har også Louboutin med. Men de er umulige at gå med i København og i Rom, synes jeg«.
Og så er hun væk, digteren, der spiller rollen som Erica Jong så godt.
fortsæt med at læse
