H.C. Andersens ’Klods-Hans’ fra 1800-tallet kendes og bruges endnu. Og pointen er der sådan set ikke ændret et komma ved i Manu Sareens moderne gendigtning af eventyret.
’Klods-Hassan’ hedder historien, når forfatteren, faderen, folketingsmedlemmet (Det Radikale Venstre) m.m. fortæller om tre brødre, der bejler til samme pige. Nu foregår frierierne på Nørrebro, brødrene er fra Somalia, og »bedstefar giver den wallah billa mega top gas« i begyndelsen af bogen, hvor den sproglige humor er størst.
LÆS OGSÅ
Men forudsigeligt er det jo, at det ikke er de to blærerøvsbrødre med masser af bling bling, der scorer datteren af Nørrebros ’konge’: ejeren af Kunta Kinte Grill og Kunta Kinte Klip!
Det er naturligvis ham, ingen regnede for noget, som charmerer prinsessen. ’Klods-Hassan’ er ingen umulig opfølger til Manu Sareens ’Hvad fætter gør er altid det rigtige’. Og det er en ubetalelig detalje, at en af klodsede Hassans afgørende gaver til Kunta Kintes prinsessedatter Umfufu er en gammel gummisko i størrelse 52.
Ikke uforglemmeligt
Men noget nyt tilføjes H.C. Andersens oprindelige historie egentlig ikke i sit inderste væsen. Den omsættes til en nutid, hvor en tidligere høvding i en somalisk landsby er blevet lokalkejser på Nørrebro, og hvor familiens patriarkalske hierarki – selvfølgelig – fortsætter.
Bedstefar har gerne mere end et ord at skulle have sagt også om grillbaren, der laver »byens bedste kulling«.
Det er da morsomt, men det er ikke uforglemmelig læsning, og på en måde havde vi hele historien i forvejen.
Der er jo det ved ham H.C. Andersen og mange af hans eventyr, at der er plads til alle mulige mennesker i dem. Det kommer an på, hvordan man læser ham.
fortsæt med at læse

Minister anklages for »tyskerfjendsk« bog
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























