Lige nu er Karl Ove Knausgård norsk litteraturs wonder boy. Han er halvvejs i sit livs romanprojekt. I seks romaner på tilsammen cirka 2.500 sider vil han skrive sig igennem sit eget liv. Seks romaner, som udkommer på under et år. Seks romaner, som i detaljer skildrer familien Knausgårds og Karl Oves egen nedturshistorie. En historie om forældrenes skilsmisse, faderes totale deroute og død i 1998, besejret af kong Alkohol, som også har haft fingrene ude efter Karl Ove.

Og naturligvis historien om, hvordan verden ser ud for forfatteren i 2010. Et år, hvor han afslutter sit kæmpeprojekt og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Min Kamp 1’ efter en bogsæson, hvor anmelderne bar netop dén bog ind på skjolde. Karl Ove Knausgård er lige fyldt 41. Kan det blive bedre? Nej, og det er også for godt til at være sandt, mener forfatteren Jan Kjærstad. For få dage siden kastede han en hel spandfuld grus ind i den velsmurte norske anmeldermaskine. »Den, som ligger med næsen i gruset, er blind«, skrev Kjærstad i et stort indlæg i avisen Aftenposten, hvor han gik til angreb på den samlede anmelderstand. Den norske forfatter, kendt for sin Wergeland-trilogi, forstår simpelthen ikke, hvordan en kreds af professionelle anmeldere ved landets største medier nærmest kritikløst kan modtage et heftigt foromtalt romanværk. Kritikerne er faldet for Knausgårds trick »Mange vil frygtelig gerne have mig til at sige, hvad jeg selv mener om ’Min kamp 1’, og mange tror, at jeg vil fortælle, at kejseren ikke har noget tøj på, men det er slet ikke min intention. Jeg mener, han har tøj på, men at han måske ikke er kejseren, og at tøjet er meget mere almindeligt, end mange anmeldere synes«, siger Jan Kjærstad til Politiken. En af hans hovedpointer er, at hvis ’Min kamp 1’ var så stor en litterær præstation, som anmeldelserne antyder, ville der også have været kraftige modstemmer i kritikerkorpset. Men kan man automatisk drage sådan en slutning? »Se eksempelvis på Hamsuns to banebrydende bøger ’Sult’ og ’Mysterier’. De mødte modstand, fordi de var så radikalt anderledes, og mange forstod ikke, hvad han ville. Men han så et nyt billede af mennesket, og når man gør det, vil man møde modstand. Men kan man – som du selv spørger – tænke sig en bog, som både er stærk og nyskabende, og som alle lægger sig på maven for? Jeg ved det ikke, men jeg så gerne, at nogen tog udfordringen op og skrev om det«, siger Jan Kjærstad. Groft sagt mener han, at kritikerne – ureflekteret – er faldet for Knausgårds trick med at skrive selvbiografisk, fordi det skaber en vis nyfigenhed. »Ville ’Min kamp 1’ have været den samme sensation, hvis den var skrevet af eksempelvis Lars Saabye Christensen, og hvor kun navnet på hovedpersonen f.eks. var Willy Bråten? Jeg tror det ikke. Knausgård får en masse fascination gratis ved, at den lidt skumle, den flittigt omtalte Karl Ove Knausgård, skriver om Karl Ove«, skriver Kjærstad i Aftenposten, og han efterlyser en læsning af bogen som ren tekst – hvor al støjen udenom er væk. Han forstår ikke, hvorfor kritikerne ikke har forsøgt at sætte bogen ind i en lidt større sammenhæng. Eksempelvis ved at drage paralleller til Lars Noréns 1.700 sider lange selvbiografiske skildring i ’En dramatikers dagbok’. »Meget bliver lidt mindre enestående, når man trækker det ind i et nøgternt litteraturhistorisk perspektiv«, siger han. Nyskabende, nej Karl Ove Knausgård sidder lige nu midt i arbejdet med sit romanprojekt og siger derfor nej til alle interview. I en mail til Politiken siger han dog, at han ikke ser sine romaner som nyskabende. »De går ind i en lang tradition af selvbiografisk skrivning og befinder sig et sted mellem dagbogen, bekendelsen og den gestaltende roman. Det, som interesserer mig i litteraturen for tiden, er det nærvær af et andet menneske, den giver rum til det bestemte menneskes tone, temperament, følelsesregister, psykologi, meninger, holdninger, alt det, som viser sig i sproget og stilen«, skriver Karl Over Knausgård til Politiken. »Grænsen mellem fiktion/ikke-fiktion er ikke en afgørende grænse i litteraturen. Det vigtige er det, litteraturen gør. Hvor den vender sig hen, hvad den ser efter, hvad den forsøger at nå«. Upålidelig forfatter Jan Kjærstad understreger, at det ikke er Knausgård selv, han er ude efter. Men han forstår ikke naiviteten, romanernes selvbiografiske element er blevet mødt med. »Hvor er den grundlæggende skepsis, både til forhåndsomtalernes signaler om, at stoffet er selvbiografisk, og til det forfatteren siger om sin skrivemåde og andre ting? I et interview før udgivelsen fortæller Knausgård for eksempel, at han i den sidste tid slavisk har skrevet ti sider om dagen, og at han derfor, hvis der kun var syv sider færdige, før han skulle afhente i børnehaven, måtte skrive de sidste tre sider på rekordtid. Det står selvfølgelig forfatteren frit for at lave myter om sig selv, men at folk tydeligvis tror ham, er fantastisk. Hvad bliver det næste? At nogen siger, de har skrevet en roman i søvne? (Wow! Han har skrevet en roman i søvne)«, skriver Kjærstad i Aftenposten. Han minder om, at man ikke skal tage det for gode varer, at noget skulle være selvbiografisk, og at den sidste, man skal stole på, er en forfatter. Karl Ove Knausgård forklarer til Politiken, at han forsøger at skrive så oprigtigt og sandt, han overhovedet kan. Men at stoffet selvfølgelig er vinklet skarpt, og at det overordnede mål for ham som kunstner er romanen og det, romanen siger. Ikke hans eget liv. »Det er i det lys, man må bedømme troværdigheden. Jeg bruger mig selv i et forsøg på at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske, lige her, lige nu. Det sted er ’jeg’, og det udforsker jeg, så tro som muligt mod det, jeg er og har været, uden at det i sig selv er hovedsagen«. Knausgård har stort set ikke læst norske anmeldelser i et halvt år, så han vil helst ikke udtale sig om bøgernes modtagelse, men i sit indlæg i Aftenposten spørger Kjærstad retorisk, hvad der kan være grunden til, at en bog på den måde kan modtages med en konsensus, der grænser til det servile. »Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg have troet, at manglen på modstemmer skyldtes frygten for at blive ufordelagtigt omtalt i bind seks. Mere logisk er det at spørge, om denne samstemmighed, denne iver efter at læse med hårene kan skyldes den konservative antropologi, hele den kristen-freudianske verdensanskuelse, som ligger under ’Min kamp 1’ (Faren og Sønnen)?« spørger Kjærstad