I Isabel Allendes roman ’Øen under havet’ fragtes læseren tilbage i tid til slutningen af 1700-tallet, hvor nye politiske frihedsstrømninger med kraft slog op mod de gamle undertrykkende.

Men kampene for frihed kostede dyrt, for de reaktionære kræfter var i perioder de stærkeste, og de forsøgte med brutalitet at nedkæmpe selv de spædeste forsøg på at løsne de snærende og nedværdigende bånd, som enkelte idealister så småt forsøgte at gennemføre. Hovedpersonen i ’Øen i havet’ og den skikkelse, hvori de nye strømninger spejles, er mulatpigen/-kvinden Zarité, som fødes på øen Sainte-Dominique – den ø, som senere blev til Haiti. Zarité er født som slave, hendes herre er en fransk plantageejer, og selv om han og flere andre af disse plantageejere ved deres aftensamtaler over rommen går ind for de nye demokratiske frihedsstrømninger, som så småt er på vej, mener de dog ikke, at disse skal gælde deres ejendom dvs. deres slaver, for de tilhører jo dem. Det er jo indlysende, mener de. Men verden bevæger sig – om end langsomt og med store omkostninger for dem, der prøver at skubbe udviklingen i retning af frihed. Zarités liv er hårdt, brutalt og med få lyspunkter, men hun besidder en livskraft og -vilje, som gør, at hun på trods af de overgreb og de problemer, hun må kæmpe med og imod, klarer sig, om end hun får sår på både legeme og sjæl. Zarité er i centrum en god del af romanen, en anden bærende figur er hendes ejermand, franskmanden Valmorain. Han er kommet til øen i den tro, at han hurtigt kan smutte hjem til Frankrig igen med en god portion guld i lommerne.