Det er ellers ikke, fordi de islandske sagaer har levet en stedmoderlig tilværelse her til lands. Sagaerne er blevet hyldet af digtere fra Grundtvig til Gelsted – sidstnævnte har ligefrem udråbt dem til »Nordens eneste bidrag til verdenslitteraturen«. Samtidig er de troligt blevet terpet af danske skoleelever, i tusindvis af klassesæt er blevet tygget igennem, for vi har at gøre med noget, der er næsten endnu mere indiskutabelt nordisk end silden, salturten og sortebærrene:
De islandske sagaer har stået og står som dna’en i den litterære fællesnordiske selvforståelse. Men den version, som enhver dansker fra gymnasieeleven til Otto Gelsted har haft i hænderne, er i virkeligheden en litterær bastard.
