Havet er kuldeblåt og aldrig i ro, en kæmpemæssig skabning, der trækker vejret og oftest tåler os, men til tider ikke, og så drukner vi. Menneskets historie er ikke særlig kompliceret«. Nej, ikke når man ser det i stor overflyvningshøjde, som Jón Kalman Stefánssons vi-fortællerstemme gør det i romanen ’Himmerige og helvede’. Så handler det om liv og død, de samme grundlæggende drømme og behov, og om et øjeblik er vi alle væk. Fortællerens refleksioner over sit fortælleprojekt har følgende udgangspunkt: LÆS OGSÅErotikken er tilbage i de islandske sagaer »Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul«. Reddes fra glemsel Den første, der reddes fra glemsel, er Bjartur, ven til Drengen, som vi følger i nogle dramatiske døgn. Sammen drager de fra Staden, en by med 800 indbyggere på den islandske vestkyst for over 100 år siden.
De skal ud til fiskerhytterne, og sammen med en håndfuld mænd sætter de sig ved årerne i den kolde martsnat for at nå fiskebankerne langt ude på Ishavet. Da de rækker ud efter skindanorakkerne, opdager Bjartur, at han har glemt sin. Han har haft hovedet for fuldt af Miltons digte ’Det tabte paradis’. Han har lige citeret nogle ord derfra til kæresten i et brev: »Intet er mig skønt uden dig«. Poesien, der løfter livet og giver det ord, og som på den måde er en slags hovedperson i romanen, bliver dødbringende for Bjartur. Ordene kan ikke noget uden en skindanorak. Han fryser ihjel, inden de når i land efter tolv timer strabadserende uvejr, hvor bølgerne forvandler hans valkede trøje til en isbrynje. Livet er konkret På land skal der kaffe og rugbrød i maven, og fisken skal renses, selv om der ligger et lig i hytten. Livet er konkret, men Drengen magter ikke at deltage i det, og han vandrer tilbage til Staden, denne gang over den farlige hede og højderyggen.
