0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ny islandsk roman er poetisk sanselig

Jón Kalman Stefánssons poetiske roman om to unge mænd er en smuk pastiche.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Poesi. Bjartur har ikke fået sin anorak med på havet, fordi han har travlt med at citere digte. Så han fryser ihjel efter tolv timers uvejr. Foto fra omslaget: Corbis/Polfoto

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Havet er kuldeblåt og aldrig i ro, en kæmpemæssig skabning, der trækker vejret og oftest tåler os, men til tider ikke, og så drukner vi. Menneskets historie er ikke særlig kompliceret«. Nej, ikke når man ser det i stor overflyvningshøjde, som Jón Kalman Stefánssons vi-fortællerstemme gør det i romanen ’Himmerige og helvede’.

Så handler det om liv og død, de samme grundlæggende drømme og behov, og om et øjeblik er vi alle væk. Fortællerens refleksioner over sit fortælleprojekt har følgende udgangspunkt:

LÆS OGSÅ

»Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul«.

Reddes fra glemsel
Den første, der reddes fra glemsel, er Bjartur, ven til Drengen, som vi følger i nogle dramatiske døgn. Sammen drager de fra Staden, en by med 800 indbyggere på den islandske vestkyst for over 100 år siden.

De skal ud til fiskerhytterne, og sammen med en håndfuld mænd sætter de sig ved årerne i den kolde martsnat for at nå fiskebankerne langt ude på Ishavet. Da de rækker ud efter skindanorakkerne, opdager Bjartur, at han har glemt sin. Han har haft hovedet for fuldt af Miltons digte ’Det tabte paradis’. Han har lige citeret nogle ord derfra til kæresten i et brev: »Intet er mig skønt uden dig«.

Poesien, der løfter livet og giver det ord, og som på den måde er en slags hovedperson i romanen, bliver dødbringende for Bjartur. Ordene kan ikke noget uden en skindanorak. Han fryser ihjel, inden de når i land efter tolv timer strabadserende uvejr, hvor bølgerne forvandler hans valkede trøje til en isbrynje.

Livet er konkret
På land skal der kaffe og rugbrød i maven, og fisken skal renses, selv om der ligger et lig i hytten. Livet er konkret, men Drengen magter ikke at deltage i det, og han vandrer tilbage til Staden, denne gang over den farlige hede og højderyggen.

Nok er »de fleste flækker i Island bygget af torskeben, de er grundpillerne under drømmenes kuppel«, som fortælleren indskyder, men langs havet vil Drengen ikke gå. Han indleder endnu en helvedesrejse, denne gang på land, og ribbet for sin eneste ven er han ligeglad med livet. Hvad er meningen med at være i live, spørger han sig selv. Alle i hans familie er døde alt for tidligt.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce