Domitian er ikke den mest spektakulære af de romerske kejsere, men det lykkedes ham alligevel at blive snigmyrdet i en alder af 45 år og siden frakendt enhver ære og selvfølgelig også den guddommelighed, han så overmodigt havde tildelt sig selv. Datidens senat forbandede hans minde! Eftertiden har givet ham en blandet anmeldelse for hans 15-årige herredømme (81-96), men der er vist almindelig enighed om, at han var ganske fornuftig i mange henseender, førte en forstandig nærmest sparsommelig finanspolitik, men støttede offentlige biblioteker, kunst og videnskab. De helt store krige blev han skånet for; til gengæld lå han i magtkampe med senatet.
Det er måske her, man skal finde roden til den angst for sammensværgelser og, som det hedder i mit gamle Hagerups leksikon om Domitians sidste tre leveår, »en til Vanvid grænsende Mistænksomhed, der bevirkede, at der i disse Aar herskede Terror i Rom«. Mangler dynamik Spændende sager og et rigtig godt udgangspunkt for den latinkyndige Jo Hermann, som foruden romaner og noveller er forfatter til ’Latinsk grammatik på dansk’. Hun vælger at se begivenhederne op til kejserens fald fra to sider: breve fra kejserens forstødte og forviste niece Flavia Domitilla fra en øde ø til de fire skjulte børn om alt, hvad der ledte op til hendes families ulykke, samtidig med vi følger hendes forvalter, den frigivne Stefans gøren og laden.
