Hvis man har læst de tre tidligere bind, ’Folkene på Innhaug’, ’Magret’ og ’Et nyt rodfæste’, kender man efterhånden den norske forfatters hovedperson, Magret, temmelig godt – den stædige, selvrådige og arbejdsomme bondedatter, der aldrig fik lov at glemme, at hun var en horeunge, men senere ved hårdt slid fik skabt en gård ved kysten, fjernt fra sin fødeegn på fjeldet. Firebindsværket er oprindelig udgivet i Norge 1976-80. Det afsluttende bind, ’Vejene mødes’, reder de sidste livstråde ud og samler dem, indtil Magret kan gå på aftægt sammen med sin lidt svage mand. Ham, der i sin tid ville have hende, selv om det var hans bror, der havde gjort hende gravid. Men han har aldrig glemt, at det ikke er ham, der er far til sønnen Mons, og var derfor unødigt hård ved drengen. Det fik Magret til, i forrige bind, at sende den tiårige søn ned til hendes mor på Innhaug.
Nu vender Mons tilbage som en ung mand. At skulle være mor efter omtrent ti års adskillelse med sporadisk kontakt er en udfordring for Magret. Romanens omdrejningspunkt er opgørene mellem de to lige stejle mennesker, og det store livtag kommer, da sønnen har gjort en pige gravid. Margret tvinger et giftermål igennem. I sidste ende kommer der noget godt ud af det. Alle forsones, men ikke uden kampe.
