Det er altid risikabelt at ironisere. Ironien er et lumsk, tveægget sværd, der uden varsel kan ramme den, der tror at holde godt fast i håndtaget. Et sted i Ole Rosenstand Svidts debutroman, ’Indbrud’, er hovedpersonens debutroman udkommet til blandede anmeldelser; det hedder i en af anmeldelserne, at bogen er »dybt interessant«, men samtidig kritiseres »det flade, billedfattige sprog«. Og det er der unægtelig noget om! Læst fra en vinkel er ’Indbrud’ en raffineret, finurligt metafiktiv Aarhus-roman, der på den ene side beskriver et menneskes gradvise selvdestruktive undergang i paranoia og psykose og på den anden side satirisk hudfletter en kreativ kulturs dyrkelse af kunst og kunstnerisk succes. Vi lever på et bjerg af ophobede værdifulde genstande – men livet på bjergtoppen er hjemsøgt af frygt og angst, for indbrud, overfald, røveri. Katastofen tager fart I Svidts roman er hovedpersonen, Elo Rosenørn Schmidt (bemærk, at han deler initialer med den virkelige forfatter), kulturjournalist ved Århus Stiftstidende. Han er single og barnløs, han er midt i trediverne – og han er en monumental nørd. ’Monumental’ i den forstand, at han er genert og kejtet noget ud over det sædvanlige, i sin omgang med kvinder især, og derfor er henvist til lange stræk af ufrivilligt cølibat. Han nørder også med sine samlinger af litteratur og særligt musik, og han er en lidt utilpasset nørd på avisen, hvor han er nederst i hakkeordenen. Han er dog stadig et funktionelt, anstændigt borgerligt individ, der passer sit arbejde og betaler sin skat. Men fra dette udmærkede, om end lidt trivielle, udgangspunkt tager katastrofen fat og fart.
Tillid og kærlighed er kuren
Det begynder alt sammen med et indbrud i vor antihelts stuelejlighed. Indbruddet fungerer som katalysator for et veritabelt sneskred af mere og mere bizarre følgevirkninger; og gangen i dette sneskred mimes og fordobles i den roman, hovedpersonen skriver på og som nævnt ovenfor får udgivet – naturligvis hos Forlaget Nulpunkt. Naturligvis på 324 sider. Og selvsagt til blandede anmeldelser – som dem, jeg gætter på, dette ’Indbrud’ har fået, får og vil få. Jeg vil forbigå et længere referat. Det må være tilstrækkelig at nævne, at Svidts sans for både stille og grotesk komik kommer til fuld udfoldelse. Hvad er kuren, hvad kunne kuren have været? Ifølge forfatteren: tillid. Tillid og kærlighed. Men ironien er, at da kærligheden mirakuløst indtræffer i hovedpersonens liv, og tilliden gradvist og forsigtigt genopbygges, ja, da fungerer dette kun som endnu en ond bølgebevægelse i den nedadgående spirals slubren. ’Indbrud’ er en veloplagt og fængslende og kvikt metafiktiv beretning om, hvorledes indbrud ubønhørligt kan lede til sammenbrud.
