Armbevægelserne er store i Muniam Alfakers nye digtsamling. Den 56-årige iraker er efterhånden en slags dansker, eftersom han har boet her i snart et kvart århundrede og udsendt otte digtsamlinger på dansk. Men hans poetiske verden er dybt fremmedartet. Hvis den ligner noget på vores kanter, er det barokkens poesi, for han bygger sine digte over de elementer, som selve verden består af: himmel og hav, sorg og glæde, død og liv. Men modsat Kingo og konsorter ser han disse par som hinandens modsætninger. De blander sig hele tiden, gemmer sig inden i hinanden eller forveksles. »Du er den evige glæde/ som sorgerne kredser omkring«. Men hvem er så ’du’? Jo, »’Du’ er et ord/ som betyder ’jeg’«. På landjorden tørrer havet sine drømme af, skriver han. Men hvad er så havet? Jo, det er »en massegrav/ af floder/ der har begået selvmord«. Metoden med at blande elementer kommer til en skræmmende flot udfoldelse i samlingens første sekvens af digte om et værelse, dets beboer og dets omgivelser. ’Værelset er mine klæder af sten’ er overskriften. Det lyder, som om det er en fange, der taler. Meget i teksterne bestyrker den udlægning. Værelset er en celle, hjemmet er et fængsel for den talende fange. Enkle dualismer Men det første digt begynder med noget andet: »Jeg er/ efterkommeren af et værelse/ hvis slægt/ slutter med mig«. Her er det ikke fangen, men værelset, der taler: »Jeg er Verdens arv, lagt ind i en sten«.
Det er for resten ikke bare de banale fire vægge, der udgør værelset, nej, det er selve Verdens arv. Digtet fortsætter med at udmale lokaliteten. Der står to kopper på et bord, den ene netop drukket. Nogen har altså forladt stedet, en fange måske? Nej, for det er tingene, der taler, den anden kop »søger hjælp«, og balkonen, den står på, ’spejder’. Som læser bliver man både spærret inde i dette værelse og identificeret med det.
