Man skal ikke lade sig narre af en bogs omslag; det gælder både i positiv og negativ retning. I tilfældet 'Slørets by' af Zoë Ferraris burde jeg have vidst, at bogen var en kamufleret godbid, for Zoë Ferraris er også forfatter til den stærkt underholdende og øjenåbnende ørkenkrimi ’Den sidste sura’, som jeg roste sidste år. LÆS ANMELDELSEØrkenkrimi underholder, forarger og oplyser Også den var bedre end sit lovlig kulørte omslag. Rå kvindehumor'Slørets by' er som sin forgænger en krimi, der, hvis den havde foregået i Sverige, måske ville have været endnu en i rækken. Men nu foregår Zoë Ferraris’ bøger i Saudi-Arabien, nærmere betegnet den »store, lovløse og hæmningsløst ugudelige« kystby Jedda, hvor den amerikanske forfatter selv boede et år hos sin daværende saudiskpalæstinensiske mands store familie, inklusive svigermor. Så hun kender til omgangsformerne, kønsrollerne, de riges vaner, det religiøse politi, ørkenen, kamelerne og firehjulstrækkerne – og »det usædvanligt store antal mænd i den her by, som har lyst til at gøre kvinder fortræd«. For eksempel med en iqal, den sorte rem om mænds hovedtørklæde, som er et meget tilgængeligt og derfor brugt våben til afstraffelse af kvinder. (Der er for øvrigt ordliste bag i bogen). Det er netop lokal- og kulturkendskabet - samt en rå kvindehumor, en godt tøjlet indignation og en heldigvis mærkbar kærlighed til det hele – der gør disse veloversatte romaner til noget ud over det sædvanlige. Hvis det udvikler sig til en serie om den fromme og konservativt tænkende ørkenguide Nayir og den ambitiøse kriminaltekniker Katya, kunne den godt blive kult hos mig, ligesom Alexander McCall Smiths serie om Damernes Detektivbureau i Botswana. Løbsk libido og undertrykkende kvindesyn I 'Slørets by' er der flere spor: dels følger vi den frustrerede unge kone til en amerikansk tidligere soldat i Irak, der nu arbejder som sikkerhedsvagt i Jedda, men pludselig forsvinder; dels opklaringen af mordet på en ung kvindelig fotograf, der filmede hykleri og råddenskab i det saudiske civilsamfund, især hvad angår forholdet mellem kønnene. Men først og fremmest følger vi de to, som i ’Den sidste sura’ mødte hinanden under opklaringen af et andet kvindemord, men som er så forskellige, at der umuligt kan blive et par ud af dem. Og dog? Nayir kæmper med kombinationen af sin løbske libido og sit undertrykkende kvindesyn. Det første tøjler han konsekvent og selvfølgeligt, og det sidste sårer og frastøder de potentielle partnere, han møder, for eksempel Katya. Hun kæmper for at få lov at arbejde og gøre karriere inden for det, hun er god til. Katyas behov for den mest elementære anerkendelse som individ skildres medrivende uden letkøbt selvgodhed og sentimentalitet, ligesom Nayirs (for en vestlig læser) politisk ukorrekte holdninger og hans isolation i forhold til det modsatte køn, fordi han ikke har slægtninge til at introducere sig, skildres loyalt. Man fatter sympati for manden - som så også meget belejligt er en helt med mange kræfter og uovertruffen viden om den ørken, han lever af at vise rige beduiner rundt i. Indsigt i det saudiske samfund Krimiens basalekonventioner er således overholdt, og den flersporede handling er så spændende, som den slags skal være. Til overflod er plottet så fleksibelt, at det skifter fokus undervejs som en naturlig følge af begivenhedernes gang. Men det er ikke plottet, endsige mordernes motiver, man husker; det er først og fremmest forfatterens karakteristikker af sine personer og hendes indsigt i deres samspil i det saudiske samfund. Nogle ting er dog alment menneskelige: »... hver gang nogen bevægede sig, så han automatisk i deres retning med et blik der røbede, at han var parat til enten at hjælpe dem eller fortælle dem, at de bar sig forkert ad, eller på anden måde bidrage til at gøre universet mere perfekt«. Det er den samme mand, der i en kosteligt beskrevet lingeributik henvender sig til politimanden Osama »med samme kontante tonefald som én, der er vant til at have med idioter at gøre«. Zoë Ferraris behandler ikke sine læsere som idioter, og midt i det alvorlige og for en vestlig læser forargelige skinner forfatterens humor igennem. FACEBOOK