Kan man tillade sig at lægge ærkeenglen Gabriel ord i munden? Eller følelser i hele den bevingede krop? Ja, kan man rent ud sagt tillade sig at kigge op under kjortelen og drage det ophøjede væsens kønsidentitet i tvivl?
Salman Rushdie indledte 'De sataniske vers' med at lade Gabriel skråle et omkvæd fra Brechts opera 'Mahagonny', og se selv, hvordan det gik ham!
Tæt på ærkeenglen
Nå, men ikke desto mindre er Sjón altså mindst lige så nærgående over for ærkeenglen, eller rettere sagt:
LÆS OGSÅ
Han var det allerede i 1994, mens fatwa-postyret omkring Rushdie endnu var på sit højeste.
Denne roman af Nordisk Råds islandske litteraturprismodtager i 2005 er nemlig 17 år gammel og udkom første gang på dansk i 2002.
For den liderlidt bævende sjæl
»En superlitterær bog«, kaldte Connie Bork den i Politikens anmeldelse dengang, »men især er den en roman for den liderligt bævende sjæl«.
Hvordan andenudgaven her er »revideret«, fremgår ikke (men Lembeks fordanskning er lydhør og karakterfuld), og den (gen)udsendes nok især, fordi den udgør første bind i en trilogi, hvis andre bind skal udkomme 2012 og 2013.
Fortjener ny opmærksomhed
Men den fortjener også ny opmærksomhed i sig selv - ja, kræver opmærksomhed.
Sjóns kompositionsprincip er - og var allerede i 1994 - som vævning eller splejsning: Flere tråde og lag skifter pladsen og flettes sammen.
Gentager skabelsen
Her beretter en stemme om nogle dages forunderlige og bundsjofle begivenheder i en nedersaksisk flække, men beretningen afbrydes jævnlig af en dialog mellem fortællerstemmen og en tilhører, måske mig?
Alt imens den bevingede højhellighed i en noget selvfed udgave prøver at holde højde mellem afsnittene og overvåge det jordiske kravl - men fristes til nærkontakt med en jordisk yndighed.
LÆS OGSÅ
Da en udmagret stakkel ankommer til byens gæstgiveri, førhen bordel, får tjenestepigen Marie-Sophie til opgave at pleje ham døgnet rundt, og dét i »præstekammeret«, hvor byens gejstlige engang fik afløb for drifterne og blev udspioneret gennem et kighul i væggen ind til værelse nr. 23.
Staklens til døden afkræftede tilstand skyldes, at han er forfulgt jøde, muligvis kz-flygtning; men pigens bøvede lokale kæreste bliver jaloux og udsætter hende i sin forurettede afmagt for akkurat det, han beskylder staklen for at have gjort.
Hvorpå staklen - han hedder Löwe, viser det sig - gengælder pigens omsorg og åbenbarer sin hemmelighed for hende. Sammen afværger de fortabelsen og gentager skabelsen med en slags kysk golem-ritual.
Sprogligt uovertruffent
Smukt er det, sprogligt uovertruffent, men også komplekst og delvis kun antydet. Men måske kan det udlægges sådan, at begæret alene kan føre i døden, men når det ikke kun søger sit eget, kan det genskabe livet; umenneskelig afstumpethed sætter sig igennem med vold, men i det lange løb sejrer medmenneskeligheden også, for det er frugten af den, der fortæller historien.
Og det ene kan ikke tænkes uden det andet. Sjón er lige så god en dialektiker som Brecht, men frit fabulerende uden dogmatik.
Titlen - fra Salmernes Bog 139, 15-16 - antyder, at det er en roman om guddommelig eller bare gensidigt menneskelig overvågning.
Men også om modsætningernes nødvendighed for hinanden og for liv: Da »magtkampen mellem lys og mørke var forbi«, standsede tiden, og »Jorden er ikke længere det guddommelige og djævelske sted, som vi kender fra gamle bøger: Uden had og kærlighed, vugge og grav, kan den hverken bruges i fortællinger eller digte«.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
