Tore Renbergs romaner om Jarle Klepp er fulde af sjove, varme og undertiden lidt overstyrede scener – som skabt til film. Efter den danske udgave af ’Kompagni Orheim’ kom ’Mig og Yngve’, som i 2008 blev filmatiseret efter Renbergs eget manus, ligesom denne tredje roman, der som film fra i år har fået titlen ’Jeg reiser alene’.
De skægge scener leveres for en stor del af titelpersonen: Charlotte Isabel er en syvårig datter, som den litteraturstuderende Jarle pludselig bliver konfronteret med. Frugten af hans fordrukne nat i 1990 sammen med en Annette Hansen, han hverken har mødt før eller siden. Datteren, Lotte for short, er en usædvanlig gæv og livsduelig lille unge med ligefremme spørgsmål til livet, også farens.
Derrida og et udelukkende fysisk forhold
Hans liv er til gengæld ganske kringlet. Litteraturstudiet i Bergen fylder hele hans horisont, og det er irriterende for ham, at han ikke kan forklare ungen, hvorfor »den proustske onomatologi« (emnet for hans ph.d.-afhandling, om navnene hos Proust) er vigtigere end f.eks. tv-transmissionen af Prinsesse Dianas begravelse, som Lotte går op i med liv og sjæl få timer efter ankomsten til Bergen.
Tænker Jarle på andet end sin egen akademikerkarriere, er det på Herdis Snartemos perfekte kropslige frodighed – men som instituttets feministiske kronprinsesse tilhører hun nu også »akademia« (som romanen insisterer på med en norvagisme at kalde den akademiske verden).
De to har »et udelukkende fysisk forhold«, mens hun tilbeder deres midaldrende svenske litteraturprofessor, som – oh, højdepunkt! – har besøgt selveste Jacques Derrida. Jarles studiekammerat Hasse er på vej med en »genial« afhandling om »fodnoter og parenteser i fransk attenhundredetalsprosa«!
Litteraturteorien kunne have været til hjælp
Renbergs billige grin over litteraturteori som beskæftigelse modsvares af efterhånden mere og mere sentimentale og usandsynlige tildragelser på privatlivsfronten.
Efter Jarles svært forudsigelige druktur og jalousiskandale dukker både Charlotte Isabels mor og farmor (Jarles mor, kendt og tilgivet fra de forrige romaner) samt alle romanens andre optrædende op til pigens syvårsfødselsdag, formet som karneval i en slags discountudførelse af det blixenske »På din maske skal jeg kende dig«.
Renberg er en ferm og vittig scenesnedker med et festligt sprog, ikke mindst i glimtene af de fysiske fornøjelser med »feministluderen«, og med et ædrueligt syn på/igennem vore selvbedrag.
Men hans ret enkle og uimodsigelige pointe – at det er vigtigere at leve end at læse, især hvis læsningen alene er litteratur teori – svækkes her sjovt nok ved at blive hentet for billigt hjem. Dét kunne en klog forlagsredaktør nu nemt have advaret ham imod. Ved hjælp af helt enkel litteraturteori.
fortsæt med at læse
