Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Rolig. Vi er dårlige til at tackle forandringer i os selv, mener Astrid Saalbach. Men »der er jo egentlig ingen grund til, at man skal blive sindssyg af at blive en anden«.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et solidt gok i nødden er nok til at forsvinde

Et enkelt uheld på skiløjpen, og vi mister alt, lyder det ubærlige budskab i Astrid Saalbachs roman 'Fordrivelsen'.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man behøver ikke at dø for at forsvinde. Et solidt gok i nødden er nok. Og ingen af os befinder os på noget tidspunkt længere fra det frie sociale fald og den absolutte ensomhed end et uheldigt møde med en kantsten eller kofanger. Slår man hovedet hårdt nok, skal man ikke regne med noget. Eller nogen.

»Altså, man bliver forladt«, siger forfatteren Astrid Saalbach.

»Sådan er det«.
Ændrer personlighed

I hendes nye roman 'Fordrivelsen' bliver den midaldrende Andreas straffet for et uopmærksomt øjeblik på en skiløjpe ved at blive smidt ud af sit liv af sin kone, sine børn og sine kolleger. Efter ulykken ændrer han personlighed. Pludselig har de svært ved at genkende ham og derfor også ved at kendes ved ham.

Og det er ikke noget, Astrid Saalbach har fundet på, bedyrer hun. Også i den del af virkeligheden, som ikke er pagineret og befolket med opdigtede tragedier, kan løfter som »til døden jer skiller« opsiges med kort varsel.

Og bliver det rask væk, viste det sig, da hun undersøgte, hvad der bliver af patienter med hukommelsestab og personlighedsforandringer.

»Hvis man slår hovedet tilpas meget, mister man alt«, opsummerer hun det barske pensum.

LÆS OGSÅ

»Man mister sit arbejde, og det er meget sjældent, at man ikke også bliver forladt af sin ægtefælle. For så er man ikke længere sig selv«.

Den slags mennesker »falder ned mellem livet og døden«, siger forfatteren, og bliver et problem, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. For, siger hun:

»Man kan jo ikke bare sige: Helt ærligt, hvad synes du selv? Skulle vi ikke ... få det her sluttet af?«.

Sart og undersøgende
Det begynder ellers muntert - og alt andet end skråsikkert, da Astrid Saalbach tager imod i entréen til den store, lyse lejlighed på Østerbro. I cowboybukser, grå bluse og en stemme, der lyst og søgende lytter mere, end den taler, og synes hyldet i et usynligt slør af latter.

»Nå!«, griner hun, da hun ser mig vrikke støvlerne af.

»Så kan jeg også godt tage skoene af. Jeg hader at have sko på«.

Det viser sig hurtigt at være et af de - i hvert fald forholdsvis - fastboende træk i forfatterens egen personlighed. Det sarte og undersøgende, der føler sig frem. Selv lejligheden synes at komme en anelse bag på hende. Hvor vi skal sidde. Og i hvilken rækkefølge vi skal gøre hvad. Alt er til diskussion. Også kaffen er selvfølgelig kun et forslag.

»Jeg har altid været enormt fascineret og skræmt af det her med, hvem man er«, siger hun, mens hun viser vej gennem lokalerne.

»Det er mærkeligt, hvor dyrisk vi reagerer på andres forandring. Vi kan mærke: Hov! Han er ikke sig selv. Og så er vi væk. For det kan vi ikke tåle«.
LÆS OGSÅ


Undersøgelsen af fænomenet er åbenbart ikke slut med udgivelsen af romanen. Tankerne står stadig åbne i alle sammenføjninger. Og tvivlen rækker også til, hvor mange »udkrads fra virkeligheden« man egentlig har lov at bruge i en roman.

»Jeg har fået sådan en skyldfølelse over at forgribe mig på virkeligheden«, siger hun og tager opstilling ved komfuret og våger over vandet, der knaser i kedlen.

Men, som hun siger:

»Hvad skal man ellers forgribe sig på?«.

Skiløbets beruselse
Astrid Saalbach har altid selv været bange for at komme til skade på ski. Og for 10 år siden hørte hun så om en mand, det skete for, og som mistede alt. Siden har hun forvandlet familiens årlige skitur til et litterært terrarium, hvor hun kunne studere menneskene. En lille glaskuppel med bjerglandskab og ikke mindst sne.

»Jeg er meget fascineret af sne. Fordi … det er så uskyldigt. Og det viser det fine ved mennesket, synes jeg«.

»Altså, hvert år undrer jeg mig over, hvorfor jeg gør det her. Det er dybest set sindssygt ubekvemt. Det er vanvittig dyrt. Man slider på miljøet. Og man skal stå i kø, og så er det risikabelt ad helvede til. Det er sådan fem minutters ren nydelse. Og seks dages mas. Hvorfor gør vi det?«.

»Fordi det er så sjovt!«, svarer hun selv. »Fordi vi så gerne vil lege, og det her er så tæt på at flyve, vi kan komme. Vi vil så gerne have plader under fødderne og styrte ned ad bakken, ligesom da vi var børn«.

Vi har en kerne

Også lejligheden er en hvid verden, viser det sig, da jeg - som den blinde vejviser - fører an ind i stuen, hvor sollyset daler ind gennem vinduerne og lægger sig på de lysegrå gulve.

Lokalet ender i en gavl af bøger. Ellers har øjnene ikke meget at hvile på. Ud over et sort flygel. Selv tager vi plads i hver sin ende af den falmede røde hjørnesofa midt på gulvet. Som to små bogstaver på et stykke hvidt papir.

Vi taler om, hvad der dybest set gør os til dem, vi er. Et mønster af vaner, følelser og reaktioner. Eller følelsen af, at det jo altid er os, der stirrer ud gennem øjnene, når vi slår dem op. Astrid Saalbach har som andre forældre i sine to sønner set, hvordan man straks fra fødslen er nogen. Vi har altså en kerne, konstaterer hun.

»Men der er også en konstruktion uden om. Ens opvækst. Samfundet, tilfældet og skæbnen. Så personligheden er på samme tid en solid konstruktion og uhyre skrøbelig«, siger hun.
Gik til grænsen

Fra sit eget liv husker hun tidspunkter, hvor hun nær var blevet væk fra sig selv. Da hun som skuespillerelev »kom lidt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling«, som hun siger. Dels fordi hun »muligvis var lidt skør«, men også fordi det blev forventet på skolen, at man eksperimenterede med sig selv og gik til grænsen.

»Det tog jeg så lige lovlig bogstaveligt«, griner hun.

LÆS OGSÅ

Astrid Saalbach kom tilbage fra kanten, mens andre fortsatte rejsen ad mere lodrette ruter. Eksempelvis en kvinde, hun mødte dengang.

»Og når jeg ser forskellen på vores liv …«, siger hun og trækker benene op i sofaen, halvt under sig, halvt til siden - som et komma.

»Nogle gange er det et tilfælde, der gør, om man mister sig selv eller redder sig i land. Om man bliver hentet ind igen eller faktisk går i stykker, så man ikke kan repareres«.

Betinget kærlighed
Andreas kan ikke repareres. Flere måneder har han simpelt hen glemt, da han vågner efter ulykken. Og værre: Han er blevet meget impulsstyret, fyldes pludselig af raseri og må ustandselig gå afsides og meget bogstaveligt tage hånd om sin seksualitet.

Og selv om han uendeligt gerne vil være den, hans omgivelser har kendt, kan han ikke huske, hvordan den person er.

Andreas' kone smider ham ud, fordi hun føler sig forladt. Men vist også lidt, fordi han har haft en affære med en mand.

Også før ulykken var han altså en anden, end hun troede. Børnene har mistet deres far, men kan ikke engang sørge over tabet. For død er han jo ikke. Bare lettere tosset.

»Vi tror, det er ubetinget kærlighed, vi føler, men de færreste vil leve sammen med en, der har slået hovedet«, siger Astrid Saalbach og tøver et øjeblik.

»Der er ikke meget ømhed i omløb«, smiler hun.
Selv de tætteste bånd er skrøbelige

Derfor var bogen hård at skrive. Uanset hvor gerne hun ville, kunne hun ikke snige sig uden om konklusionen: at selv vores tætteste bånd er skrøbelige, og at de betingelser, vi elsker hinanden på, hurtigt kan falde bort.

»Livet er jo kort for os alle sammen«, siger hun. »Og der skal ikke meget til, før man siger: Arh, men har han nu også pligt til at leve sammen med hende? Man kan selvfølgelig ofre sit eget liv. Men vil du det?«.

Selv tvivler hun stærkt på, at hun ville.

»Jeg ville ikke kunne leve med forandringen. Men ... «, smiler hun. »Jeg ville muligvis heller ikke kunne leve med, at jeg ikke kunne leve med det«.

Kræsne kvinder
Først forsøgte hun sig med en kvinde. Det gik ikke. Så med en mand, som hun fortalte om i tredje person. Til sidst trådte hun ind i Andreas og skrev om en mand. Som en mand. Hvilket især har åbnet hendes øjne for én ting: Hvor svært det er at være mand.

Det er ikke længere velset at være beskidt, behåret, aggressiv og enkel. I 'Fordrivelsen' ernærer Andreas' kone sig ligefrem ved at fjerne kropshår, men også i den virkelige verden gives der færre point for den uforudsigelige og omkringfarende maskulinitet.

Bortset fra, når det er kvinderne selv, der udøver den.

»Det lyder som en floskel, men altså, jeg mener, at det er helt umuligt for mænd at stille kvinder tilfredse nu om dage. Det er aldrig pænt nok eller veltrimmet nok eller succesrigt eller glat nok«.

Sådan har mænd vel også set på kvinder?

»Ja, men tænk, hvis vi kunne udvise lidt mere generøsitet fra begge sider. Det for eksempel kunne lade sig gøre, at kvinder vælger nedad i stedet for altid opad. At man siger: Jeg er heldig, for fanden! Der er en mand, der vil have mig. Så tag ham dog«.
Søger det perfekte

Nogen har sagt, at man ikke nødvendigvis bliver lykkelig af det, man selv ønsker sig?

»Netop! Og de nye muligheder, kvinder får i fremtiden, vil måske i virkeligheden få os til at fravælge noget, som kunne gøre os lykkelige«.

I de seneste ti år har vi vænnet os til at forvente det perfekte af tilværelsen og af hinanden, mener Astrid Saalbach. Med grådighed og arrogance til følge.

»Det er gået over stok og sten, og i samme takt er vores krav til hinanden steget. Vi vil kun have det perfekte. Man skal se godt ud, være intelligent og tjene godt«.

Tror du ikke, at folk, der slog hovedet før, også blev forladt?

»Sikkert. Men så var der måske nogle andre til at tage over. Normerne påvirker os, tror jeg. Og når vi får at vide, at vi har ret til at leve et perfekt liv, føler vi, at vi har ret til at skaffe os af med det uperfekte«.

»Men måske er der noget, der er større end det perfekte. Vi mangler blik for det ikke-produktive og ikke-kontrollerede. Der kommer så måske nu i takt med nedturen en større menneskelighed også. For i nedgangstider kan vi måske se os selv i manden på bænken«.

Udstødt clairvoyant
Mens Astrid Saalbach skrev på sin roman, hang der et udklip fra Politiken på hendes opslagstavle, om et foredrag af en professor i neurologi i Aarhus, 'Hjerner kan spå' hed det.

Hun nåede aldrig over til det, men det fik plads i bogen, hvor Andreas efter ulykken tilsyneladende viser sig at være blevet clairvoyant.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det handlede om, at hvis man slår hovedet og forandrer sig, mister man noget, men får måske også noget. Nogle kan pludselig tale engelsk. Andre ser syner«.

Ikke at Astrid Saalbach tror på clairvoyance. Men, som hun siger:

»Når naturvidenskaben efterhånden har indset, at det eneste, de ved, er, at de ingenting ved, er alt jo muligt. Og måske vil man engang se tilbage på vores tid, ligesom vi ser på dengang, man troede, Jorden var flad«.

De clairvoyante bliver imidlertid også bange for Andreas. For i det fag må man kun fortælle positive ting. Det står der i reglerne for clairvoyanceforeningen, forklarer Astrid Saalbach. Men fordi Andreas ikke tror på det, siger han lige, hvad der falder ham ind.

»Så der bliver han også udstødt«.

Andreas er godt klar over, at han har mistet noget stort. Ikke mindst sin status. Men det er heller ikke det eneste, det er værd at stræbe efter her i livet.

LÆS OGSÅ

»Hvad nu, hvis det ikke var sådan, at vi altid skulle have det tilbage, som vi har haft. Hvis vi kunne sige: Tag det roligt. Du har haft kæmpe succes. Nu er du en anden. Slap af, spis is og løb på Fælleden. Hav masser af sex«, griner Astrid Saalbach.

»Der er jo egentlig ingen grund til, at man skal blive sindssyg af at blive en anden«.

Den menneskelige idiot
Andreas er langt mere menneskelig »som idiot«, end han var før ulykken, mener hun. Han skjuler ikke sine behov længere. Der er ikke noget uden om ham.

»Han er et menneske uden konstruktion. For den er klasket sammen. Og han lever sikkert langt mere i nuet og er meget tæt på noget dyrisk. Som en hund, der prøver at træde sin kurv ordentlig ned ... «, smiler hun og lader ordene følge af en klappen rundt i sofaen.

Er det lykkeligt?

»Det tror jeg. Det kræver bare noget mod. Og jeg siger ikke, at jeg selv har det. Jeg siger, at jeg desværre ikke tror, at jeg har det. Men: Kan man elske en arbejdsløs mand? En tyk mand? Eller en grim kvinde, som måske elsker meget mere end en perfekt? Der er så mange ting, vi ikke ser, fordi vi har sat os for at stræbe højere«.

»Tror jeg«.

»Jeg synes, at Andreas bliver så menneskelig efter ulykken. Der kommer en sårbarhed og barnlighed, og hans impulsstyrede adfærd har også noget meget fint over sig. Ligesom man kan tænke om mentalt retarderede, at de nok i virkeligheden ved mere end os andre, fordi de har kanaler til noget, ligesom et spædbarn«.

Der er noget sne over dem?

»Virkelig tæt sne«, griner hun.

»Udsigten er også stærkt begrænset«.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden