Vi er i den ydmyge del af København, måske et sted ude i det vage terræn bag Kødbyen. Eller snarere mellem Den Brune Kødby, hvor dyrene endnu lever, og den hvide, hvor kødet har forladt knoglerne og er blevet til steril vare. Den Grå Kødby, altså, et ubestemmeligt sted midt imellem liv og død. Her ligger der et talgsmelteri, hvor flomme fra dyrenes indvolde bliver behandlet, så fedtet driver op ad stolper og ned ad vægge, addrr! Det er ikke til at se ud gennem kontorvinduet henne i hjørnet, hvor hr. Kühleborn sidder ved et skrivebord med stempler og fakturaer.
Ham følger vi lidt rundt på gulvet og i livet på hans 55-års fødselsdag, da han har købt morgenbrød til alle talgsmelterne, skønt han har så svært ved at komme i kontakt med dem, at han ender med at kaste det tørre brød i Sortedams Sø til ænderne. Den enes død den andens brød. Eller andens. En tåge Denne kühleborn er romanens ledefigur og trendsetter. Han er en tåge »opstået ved et møde mellem varme og kulde« og i fare for at lette, hvad øjeblik det skal være. Han tilbringer meget tid med at vente i læskuret ved busstoppestedet, hvor han funderer, om ikke ligefrem over livet, det emne er for stort for ham, så over den læsende kvinde på bænken ved siden af, hvis knæ han har lyst til at berøre. Han bevæger sig rundt i et København, hvis tid er lige så ubestemmelig som dets steder. Han ser en ugerevy produceret af Saga Film, hvor »Løjtnant Jensen skriver sin Moder et sidste Farvel«, som var det før Anden Verdenskrig. Men på gaden udenfor promenerer afrikanske prostituerede i dynejakker og miniskørter, som var det efter Irakkrigen. Vi er kort sagt i den indre by.
