Lyngplanten er et komplekst fænomen – sådan er det også med dagens debutant, der anmelder for Femina og Information, og som i dag under- eller overskriver sig tværs gennem Tove Ditlevsens debut ’Pigesind’ fra 1939.
Olga Ravns (f. 1986) prosalyriske ’Jeg æder mig selv som lyng’ tager form af forskellige slags autokannibalisme, eller selvfortæring. Autokannibalismen kan være både selvforelsket, øm og aggressiv, Ravns er alle de ting og lidt til.
Fortæringen retter sig mod Ditlevsens debut, der ædes med hud og hår; mod det selvbiografiske stof, hvor tekstens jeg gennemgår en abort og erindrer lidt af hvert; mod det medicinske blik, her særlig kirurgen Astley Cooper og hans videnskabelige optagethed af brystet; mod sproget, der udsættes for intens bearbejdning; mod farver (hvor rød spiller en dominerende rolle) og endelig mod kroppen og kønnet.
De syv tentakler på Ravns lyngplante er indbyrdes forbundne langs snoede stier og klumpede overgange.
Det løgnløse sted
Værket falder i 9 adskilte, betitlede dele. I del 7 ved navn ’Baby’ hedder det: »I det kærlige knepperi, når vi lukkede øjnene, opstod der lige et løgnløst sted«.
Det er sigende, at der ikke står et ’sandt’ sted, men alene, i et glimt, et sted uden løgn – hvilket ikke nødvendigvis er det samme som et sandt sted.
På dette løgnløse sted indsættes pigekroppen ifølge Ravn som en vektor eller omveksler, der i grænsezonen (mellem f.eks. barn og voksen, uskyld og seksualitet) undersøger, kærtegner og opbryder forskellige skemaer.
Et centralt, polemisk mål for den altædende lyngplante er f.eks. ideen om et ubrydeligt bånd mellem krop, køn og identitet – i teksterne iværksættes forsøg på en nedsmeltning af det bånd, ikke en overskridelse af det: »Indefra smelter alt trådlignende. Ikke dybt. Ikke gennem at overskride«.
Målet: at løsne og frigøre subjektet, uanset hvilken krop og hvilket køn det nu tilfældigt er blevet udstyret med vel vidende, at foretagendet som minimum er paradoksalt, fordi: »at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes« – det sidste en lille hilsen til Inger Christensens ’Alfabet’.
Ditlevsens debut
Sproget er jo et redskab, der allerede grammatisk og syntaktisk tvinger os til at følge reglerne.
Men Ravns selvbevidst legende omgang med sproget tager form af en forkærlighed for gentagelsesserier og sekvenser af særlige udsagn, der vendes og drejes i kaskadeagtige styrt, den viser sig pletvist som brud med grammatiske forskrifter, og som et spil med skægge kuffertord som f.eks. »hudhåbende«, »tvangstankebørn«, »myrramund« og »istappeynkende«.
Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Ravn slutter kærligt: »jeg forstår alt hvad du siger med dine grønne grønne, med din omplantning, lilla lilla marcherer, din sorg løber over til mig. Hey smukke«.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?
