De fleste kender Åke Edwardson fra krimiserien om kommissær Winter i Göteborg. Men han har også skrevet andre ting som romanen ’Jukeboks’, der er et livligt og underfundigt tilbageblik på et stykke svensk provins, dengang musikken kom fra en jukeboks. I den nye roman med den lange titel, ’Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem’, befinder vi os også i Udkantssverige. I Smålands dybe skove, hvor Johan, den arbejdsløse snedker, har arvet et stykke skov og sammen med ægtefællen og skolelæreren Ann er flyttet ind i faderens hus.
En storm hærger skoven, og Johan kan se det, han skulle leve af, falde som pindebrænde. Parrets tiårige søn Andreas rammes af et træ og ligger i koma på det lokale sygehus. Eneste fremskridt efter to måneder er, at han kan trække vejret uden respirator, og muligvis har han bevæget en arm. Tror Ann. Evig ventetid At miste et barn er den største krise, man kan komme ud for, ifølge krisepsykologien. Og det er man heller ikke i tvivl om efter læsning af denne roman. Nu er Andreas ikke død, men håbet om, at han kan reddes, virker lige så fjernt som svalernes højdeflyvning. Hvordan håndterer parret dette her? De sidder og taler med den syge søn, for hørelsen er det sidste, man mister, som det populært hedder.
