Vi er i stumfilmens allersidste dage, gamle stjerner slukkes, nye fødes, filmselskaberne opruster, det er som en krig. Så sker det, at Betty Winter, en af det lille produktionsselskab La Belle Films opstigende stjerner, dør midt under optagelserne af tonefilmen 'Elskovstorden', ramt i hovedet af en af studiets centnertunge projektører, dernæst brændt ihjel. Skæbnens, ironiens, gudernes lunefulde spil? Et attentat anstiftet af det konkurrerende Montana? En gal mands værk? Tyske Volker Kutschers anden kriminalroman fra Berlin under Weimarrepublikken er ikke meget forskellig fra forgængeren 'Den våde fisk'. Vi følger igen kriminalassistent Gereon Rath gennem opklaringsarbejdet og et endnu uafsluttet faderopgør (faderen er politichef i Köln), som har afsmittende virkning på hans forhold til sine foresatte i Berlin, foruden gennem hans besværlige kærlighedsliv og traumerne efter et uagtsomt drab begået i tjenesten. På tur i historiske Berlin Forfatteren er gået langt for at give Rath dybde, resultatet er en sympatisk noir-kliché. Vi er også endnu en gang på tur gennem historiske kulisser i et politisk oprørt Berlin med autentiske bifigurer. Blandt de sidste er Horst Wessel, den legendariske nazimartyr, hvis begravelsestog blev fulgt af 30.000 berlinere, heraf et par af Gereon Raths kolleger fra politistationen på Alexanderplatz. En anden er Konrad Adenauer, Kölns overborgmester og senere det til husbehov afnazificerede Vesttysklands første forbundskansler. Det er fornøjeligt, ligesom den grundige registrering af gadenavne, værtshuse og forlystelsessteder, der gør det muligt at følge den evigt omkringfarende Rath hen over den tids berlinkort. Men mest virker det nu som staffage og teatertorden. Drøvtyggende tankereferater Endelig er vi igen i den noget gumpetunge fremstillingsform, der afrapporterer fra personernes indre i lange udredende, for ikke at sige indtil det drøvtyggede forklarende tankereferater: »Krempin! Som var styrtet i døden for øjnene af ham! Hvad mon Böhm ville sige til den historie på mødet i morgen!«. Samme håndfasthed præger stilen. I romanens sproglige univers kommer man »bag tremmer«, »vreden raser« i én, man »dulmer nerverne« med en cigaret, man »priser sig lykkelig«, i mere dristige øjeblikke bliver lyset »søvnigt«, mens kulden holder berlinerne »på pinebænken«. Kutschers roman gør - som forgængeren - et forglemmeligt indtryk, men er over samtlige sine mere end 600 sider ærlig underholdning, ikke dårlig, heller ikke god. FACEBOOK