Vægelsindet roman vil både være Indiana Jones og Deadline

Slinger. Der er en del dramatisk slinger i valsen i den nye krimi 'Gudindens sidste offer'.
Slinger. Der er en del dramatisk slinger i valsen i den nye krimi 'Gudindens sidste offer'.
Lyt til artiklen

Vi begynder i Mellemøsten og slutter i Mellemøsten. Her finder en arkæologisk udgravning en lille guldfigur af den assyriske månegudinde fra oldtiden, den almægtige Ishtar, den store skøge fra Babylon. Hun er ikke kun noget værd i penge, men også i sin betydning som amulet og talisman for fanatiske kræfter som stræber efter nutidig magt og megen rigdom. Samtidig, eller faktisk lidt senere, kontakter en videnskabsjournalist, den smukke og synkefri Thea Vind i København, en dansk forsker i mellemøstlige studier for at få et interview om, hvorledes islam infiltrerer den frie forskning på hans felt. Den vilde skattejagt Men kort tid efter interviewet findes forskeren død, en moske på Nørrebro brænder, og Thea Vind er viklet ind i eksotiske intriger med fangarme til både London og Damaskus. Nu går den vilde skattejagt efter fortidens gemmer. Mens vi også er midt i Mellemøsten netop nu og for lidt siden. ’Gudindens sidste offer’ er især drevet frem af ægte- og forfatterparret Lisbeth A. og Steen Billes smittende fortælleglæde og episke energi til at give los og sparke røv i en forrygende ferm historie om en rask journalistpiges meritter og trakasserier på et persisk marked med røgelse og mystik. Dramatisk slinger i valsen Selvfølgelig med genrens obligatorisk besværlige lillesøster, bekymrede mor og utro kæreste. Og tempoet er da også i starten højt, men falder så lidt for meget til føje, når vi skal have det hele med om historiens fup eller fakta. Det er sådan set romanens designmæssigt største svaghed, om den nu vil være ’Indiana Jones på nye eventyr’ eller Kloge Åge i ’Deadline 2’. Vi skal høre om både Østens mysteriesamfund og Mellemøstens politik, og det giver plotmæssigt vægelsind og dramatisk slinger i valsen.

Hvorfor dog ikke bare drage af sted på den flamboyante fortællings flyvende tæppe og så overlade det moderne Syrien og omegn til Puk Damsgaard? Men Thea Vind er en frisk kvinde, kæk og koket, og der er ved profetens skæg sågar også lidt orientalske amoriner i luften. Fortsættelse og flere bind følger. Så op med humøret, Thea er heldigvis stadigvæk på vejen til Damaskus.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her