Bøger om krig sælger. Danskerne elsker dem om Anden Verdenskrig, og forleden kunne man her i avisen konstatere, at autentiske soldaterhistorier fra krigene i Irak og Afghanistan ligger øverst på de amerikanske bestsellerlister. Af indlysende grunde. Nu vender også de amerikanske kamuflagejakker hjem, men hvad lader de bag sig. Og hvilke mennesker er de blevet til? Spørgsmål, læsere fra krigsførende nationer gerne vil have ærlige og oprigtige svar på. Imponerende detaljerigdom I den forbindelse kan man undre sig over, hvad en romanforfatter som nu Henriette E. Møller har at gøre i en militærlejr i Irak – er det ikke stadig den dokumentarisk-journalistiske genre, der står stærkest, mens vi venter på, at tiden skaber afstand, på, at den kollektive bearbejdelse bundfælder sig i form af god, dyb fiktion? For det første afslørede Henriette E. Møller i et interview om romanen ’Danskerheld’ i lørdagens bogsektion, at hun aldrig selv har sat sine ben i Irak. Den viden havde jeg i første omgang gerne været foruden, eftersom Møllers imponerende detaljerigdom i beskrivelsen af Randerspigen Lauras militærtjeneste forførte mig til at tolke forfatterens ambition om at »være en flue på væggen i den danske lejr i Irak« som et udtryk for, at hun rent faktisk havde besøgt soldaterne.
Sejt, tænkte man uvilkårligt. Garanti for hvad? Omvendt taler det netop fiktionens sag, at Henriette E. Møller hjemme ved skrivebordet former (billedet af) en kvindelig soldat med en helt egen autenticitet, at hun formår at beskrive (ideen om) en militærlejr, så man mærker sandet i øjnene, sveden som nede i kampvognen lugter mere af angst end af gymnastiksal og smagsvariationerne i de amerikanske feltrationer Meal Ready to Eat.
