Den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut var 83 år, da han i 2005, to år før sin død, udgav sin sidste bog, 'En mand uden fædreland', med undertitlen 'Erindringer fra livet i USA under George W. Bush'. Vonnegut indrømmer i bogen gladelig, at han er et sludrechatol. Det må man give ham ret i. Bogen er holdt i Vonneguts tilbagelænede, småsludrende stil, men snarere end at forplumre pointerne sætter det ham fri til at fremføre sin indædte kritik af, hvad han opfatter som Amerikas politiske forfald, lufte sin pessimisme på menneskehedens vegne og udfolde sin jordbundne, humanistiske livsfilosofi med et konstant overskud af galgenhumor. Agnostikeren og humanisten Vonnegut heppede på Jesus som det bedste menneske i menneskehedens historie, men havde ikke meget tilovers for de kristne i amerikansk politik, der alle som én kan Det Gamle Testamentes strafferamme på fingrene, men ikke kunne drømme om at slå et slag for Bjergprædikenen. At humoren er desperationens iltmaske, har sjældent været mere tydeligt end i disse causerier fra en forfatter, der mener at have set røvere og psykopater overtage sit land og dets arv fra Abraham Lincoln på et tidspunkt, hvor det hele allerede er ved at gå ad helvede til med miljøet. Vonnegut anså løbet for kørt. LÆS OGSÅNyt fra afdød kultforfatter udkommer kun på e-bogTilbage til Dresden Som udtryk for, hvor desperat stemningen var i mange kredse i USA over den løgnagtigt begrundede Irakkrig, er 'En mand uden fædreland' et tankevækkende dokument. Bogen er skrevet før Obama, men sætter fingeren på et mere dybtstikkende problem end ansigtet og navnet på statslederen. I USA kalder man det med et pænt ord lobbyisme, men andre steder kalder man det klientilisme, når situationen reelt er, at magthaveren kun kan blive valgt takket være 'gavmilde' donationer fra enormt magtfulde økonomiske interesser, som man så skylder at pleje behørigt, når man er blevet valgt. Som krigsfange overlevede Kurt Vonnegut under Anden Verdenskrig englændernes udslettelse af Dresden med brandbomber. LÆS OGSÅNekrolog: Mellem galaktisk mystik og moderne videnskab Det mærkede ham for livet. Han skabte sin berømte roman 'Slagtehal 5' over begivenheden, og han vender flere gange tilbage til Dresden i denne sene bog. Vonnegut så krigens ansigt fra en vinkel, som for altid gjorde ham til arg kritiker af politikere, der som George W. Bush og Dick Cheney frejdigt omgikkes planer om en rask krig. Den røde tråd er blå At Vonnegut er et sludrechatol (altså sammenlignet med Abraham Lincoln, vel at mærke!), forhindrer ham ikke i at ramme plet. På et tidspunkt fire gange på tre sider: 1. »Vi er her på Jorden for at daske rundt. Lad ikke nogen forsøge at bilde dig noget andet ind«. 2. Hans søn, børnelægen Mark, gav ham dette svar på spørgsmålet om meningen med livet: »Far, vi er her for at hjælpe hinanden gennem dette her, hvad det end er«. 3. Sin gravskrift: »Det eneste bevis, han behøvede for Guds eksistens, var musik«. 4. Om Vietnamkrigen: »Dén krig gjorde kun millionærer til milliardærer. I dag gør krig milliardærer til billionærer. Se, dét er hvad jeg kalder fremskridt«. Der er både guldkorn, nålestik og hyggelig sniksnak i Kurt Vonneguts sludrechatol. Bogens røde tråd er blå. Nemlig de grafiske håndskrevne ordbilleder, som Kurt Vonnegut i en sen årrække lavede sammen med billedkunstneren Joe Petro III. De giver den lille bog med de tunge tanker og mange vitser en behagelig lethed i udtrykket. LÆS OGSÅNye Vonnegut-noveller på gaden til efteråretMarsmænd frygter global opvarmning Et andet gennemgående træk ved bogen er Vonneguts fascination af komikere af den gamle skole. Her er Vonneguts bud på en joke: »Den dårlige nyhed er, at marsmænd er landet i New York City og bor på Waldorf Astoria. Den gode nyhed er, at de lever af hjemløse mænd, kvinder og børn af alle hudfarver, og at de pisser benzin«. Marsmændene, som er små og blå, ender imidlertid med at tage tilbage til Mars i deres flyvende suppeterrin af frygt for den globale opvarmning. Men inden de tog tilbage, måtte deres lille blå leder konstatere, at der simpelthen var to ting ved den amerikanske kultur, hun og de andre marsboere aldrig ville kunne fatte: »Hvad er det, hvad er det dog med blowjobs og golf?«. FACEBOOK