»Ingen bemærker de ældre koner med deres indkøbsnet, de er overalt«, konstaterer fru Duszejko et sted i Olga Tokarczuks særegne lurendrejer-roman. Men folk burde måske holde et vågent øje med disse kvinder – især hvis de, som fru Duszejko, har vundet sølv i polensmesterskabet i hammerkast.
Det er ganske vist nogle år siden, kræfterne rakte så vidt. Nu om dage er den pensionerede ingeniør med en nebengesjæft som engelsklærer for lokalsamfundets yngste plaget af rindende øjne og andre skavanker, der begrænser hendes ensomme, men ovenud passionerede virketrang – først og fremmest til gavn for skovens vilde, forsvarsløse dyr. Dog, da vreden melder sig, kan intet stoppe dyreaktivisten: »Min krop var som en spændt fjeder, jeg var beredt til kamp«. Troen på, at vreden forlener mennesket med et guddommeligt klarsyn og en efterfølgende handlekraft, er en af fru Duszejkos kæpheste. Og dem har hun nogle stykker af. Emsig, bedrevidende og konstant simrende i sin egen fortørnethed er hun i krig med jægerne, myndighederne, de nyrige, skolen, ja, det meste af verden, når vi ser bort fra en håndfuld ugifte, barnløse og uproduktive enspændere, der går til livet med en lignende distant tolerance.
