Nazismens vanvid er søgt beskrevet både i udfoldede litterære værker, og i hvad man næsten kan kalde detailstudier. Det sidstnævnte er, hvad Hans Keilson har begået i en kort, men bevægende roman, som stiller helt skarpt på de følelsesmæssige skælv og efterskælv, som ryster de involverede, da en jødisk flygtning flytter i skjul hos et yngre ægtepar i jødeforfølgelsernes tyskbesatte Holland. Keilson kender sit stof. Begge hans jødiske forældre døde i Auschwitz, selv overlevede han ved at gå under jorden. Hans roman kan læses som en nøgtern litterær rapport om den helt særlige situation, som den, der skjuler sig, og dem, der skjuler, pludselig befinder sig i. Lammet af sorg Handlingen foregår i ægteparrets hus. Af og til høres lyden af engelske bombemaskiner, men det er længe det eneste, man hører til samfundet udenfor. Al fokus er på den hverdag, som deles af Marie og Wim, ægteparret, og flygtningen, en tidligere parfumesælger, der kalder sig Nico.
Ingen må vide noget om ham. Hverken manden, der sælger fisk ved døren, rengøringsdamen eller ægteparrets øvrige bekendte og venner. Nico gemmer sig i et ledigt værelse ovenpå, Wim har indrettet et skjulested til ham i et hulrum bag trappen. Om aftenen spiser de tre sammen nedenunder. Langsomt lærer de hinanden at kende. Ingen ved, hvor lang tid situationen vil vare ved. Det meste af sin vågne tid tilbringer Nico i selskab med sine egne tanker. Stående bag gardinet, lammet af sorg i sin seng, krummet sammen i hulrummet, musestille, når der er besøg. Han er »afsondret fra alt, hvad der plejer at være en del af ham og forbinder ham med livet som med fine nervetråde«. Tillader sig at være menneske Andre flygtninge i samme situation, de musikalske, tegner klaviaturer på bordpladerne og spiller lydløse melodier, ligesom Beethoven, der komponerede videre, efter at han blev døv. Nico fordriver tiden med at spille skak med sig selv og med at læse og studere både fransk og engelsk. Han fylder sit ikke-liv med det indhold, han nu kan. Ensomheden og uvisheden er byrdefuld. »Da han ikke kunne kræve noget af omverdenen – det, han fik, blev givet frivilligt og var næsten en gave – vendte kravene indad og blev uendelige«. Mere skal ikke nævnes. Keilsons roman, novelleagtig af omfang, afdæmpet i tonen og dyb og anfægtende i sit indhold, er et studie i tunge følelser: Sådan er det ikke at kunne give noget til gengæld. Sådan er det at skulle opføre sig, som om man ikke eksisterer, fordi dem, man bliver hjulpet af, risikerer deres liv, hvis man tillader sig at være menneske. Hans Keilson blev født i Tyskland i 1909. I maj 2011, 101 år senere, døde han. Hans roman, der 63 år efter sin udgivelse nu endelig foreligger på dansk, er en lille mørk perle. FACEBOOK
