Hvor mange fjumreår skal kvinderne i dansk samtidslitteratur ha' lov at tage, før regeringen griber ind? Mens virkelighedens statistikker bugner af flittige skolepiger, og trendforskningen spår os et land befolket af selvsikre karrierekvinder med maskuliniseret adfærd - blandt andet når det kommer til pardannelse (yngre, smukkere, dummere mænd), ser det anderledes trist ud i litteraturen. Hul på det 'rigtige' liv
Såvel hos de garvede forfattere Kirsten Hammann, Helle Helle og Ida Jessen som hos de nyere på banen - Stine Pilgaard, Iben Mondrup, Kamilla Hega Holst, Henriette E. Møller med flere - har kvinderne svært ved at komme i gear og ligesom få taget hul på det dér 'rigtige' liv. Det liv, der kan gøres op i lønsedler, børnefødsler og BMI og en gang for alle holde omverdenen i skak endsige en bekymret mor fra telefonen.

Også hos 29-årige Signe, hvis navn rimer på den debuterende forfatter Stine (Askov), er det op ad bakke med at tage sig en uddannelse, finde en kæreste eller få gjort noget ved den bunke papirer, der måske gemmer et romanmanuskript i sig. LÆS OGSÅDetailstudie af nazismens vanvid er en mørk perle Angsten 'skraber i hende med sit skarpe næb', og mod slut får vi den triste erkendelse: »Jeg kendte godt den angst. Det var mig, der ikke ville være mig selv. Der ville have et andet liv, der ville være noget andet, der ikke kunne finde ud af at forandre mig og alle dagene, der lå foran mig«. Det er 'alle dagene der lå foran', som på den ene side rummer den uendelige tristesse, på den anden side indgyder læseren en smule håb på grund af datidsformen.
Politisk ukorrekt humor Findes der for fortælleren Signe et lykkeligere 'nu' på næste side?