0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Tætvævet mesterroman fra Kerstin Ekman

'Mordets praksis' spejler hundredårig svensk idéroman på fremragende vis.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MEDICINMÆND. Det vrimler med læger i Kerstin Ekmans metaroman, der er skrevet 'oven på' Hjalmar Söderbergs 'Doktor Glas'. Arkivfoto: Holger Damgaard

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Enkelte værker – lige fra ’Medea’ til ’Raskolnikov’ – bliver stående som altid aktuelle menneskelige udfordringer tværs igennem generationer og århundreder.

Sådan et værk er ’Doktor Glas’, Hjalmar Söderbergs ’skandaleroman’ fra 1905.

Titlens læge, Tyko Gabriel Glas, udrydder en præst, der underkuer sin kone erotisk med pligten over for Guds skaberværk som det sjofle påskud.

Men lægens sympati for kvinden er ikke udelukkende næstekærlighed, og drab falder ham allerede ind ved synet af præstens grimme udseende.

Desuden vil han gerne tro om sig selv, at han kan handle, gribe aktivt ind i livet og ikke kun iagttage det, som var han sin egen skygge.

Utroværdig, men blid Romanens dagbogsform gør Glas til et af litteraturens mest interessante eksempler på den ’upålidelige jegfortæller’, ligesom vores egen landsbydegn hos Blicher eller ’Løgneren’ hos Martin A. Hansen:

Langsomt, men sikkert bliver medicinmandens selvbedrag gennemsigtigt som hans navn og stiller alt det foregående i nyt, afslørende lys.

Men samtidig er romanen »en forunderlig blid bog«, som Tom Kristensen skrev: »som et vindue, man en formiddag har åbnet ud imod Stockholm, og den kølige blæst tager i de hvide gardiner, og gardinerne vifter alle morderiske, uansvarlige tanker bort«.

Tankebog, følelsesbog
En »tankebog«, kaldte Söderberg selv sin idéroman, uundgåeligt et indlæg i tidens sædelighedsdebat og en principdiskussion af et menneskes ret og måske ligefrem moralske pligt til at tage en andens underlødige liv, debatteret i samtidens ekkorum af Nietzsches tanker om mennesket som sin egen eneste moralske dommer efter Guds død.

Men det er »også en følelsesbog«, mente Kerstin Ekman i forbindelse med 100-års dagen for bogens udgivelse.

Man afskyr ikke den morderiske læge, men »trækkes ind i hans ensomhed, hans vemodige længsel efter at den skal blive brudt, og i hans afmægtighed – han forstår jo, at han aldrig kommer ud af den«.

Hendes overvejelser er efterord til denne 3. udgave af Söderbergs roman, som første gang kom på dansk i 1909 og er blevet filmatiseret mange gange.

Doktor Glas under glas
Nu har Kerstin Ekman så taget konsekvensen af sin inddragelse og lagt doktor Glas »under glas«, som der står – altså mikroskopets afslørende glas.

Men måske på skrømt, for det er igen en dagbogsfortæller, der skriver sådan om sig selv: en ung læge, der engang flygtigt har mødt Söderberg og bilder sig ind at have leveret idé til både titelfigurens profession og præstemordets praktiske udførelse: cyankalium i pilleform med virkningen tidsforskudt nok til at kunne forveksles med et hjerteanfald.

At teori skal omsættes i praksis af ham selv, ved den fattige medicinske kandidat Pontus Revinge dog ikke ved mødet med forfatteren. For at betale af på forældrenes gæld pukler han dobbelt, ved Garnisonshospitalets klinik for hud & hor samt med sundhedstilsyn på et bordel.

Lolita med anstand
Han afskyr begge dele, ja, især alle menneskelige lugte, og slår til, da den ældre læge Johannes Skade gør ham til assistent i sin praksis og logerende i familiens bolig. Men ikke alene frekventerer gamle Skade bordellet, han kaster også slimede blikke på sin mindreårige steddatter Frida.

»Skadedyret« udryddes, og unge Revinge overtager enken og afdødes praksis i en »forretningsaftale«, som han selv foreslår med en kynisme, der ikke lader enkens nedladende trivialiteter noget efter. Fuld af foragt afviser han fruens natlige