Ronnie Andersen har udgivet tre romaner om drenge og følelser, senest ’Tilfælde’ fra 2011. Knudedrengen har ingen kyndigere beskriver end Ronnie Andersen, og bøgerne er skrevet af en, der ved besked. Derfor er det noget af en satsning, om alle disse kanter, afvisninger, bortforklaringer og indsnørede følelser kan få liv i pigen Maj på omkring 15 år. I ’Komatøs’ fortsætter forfatteren i hvert fald sit livtag med kontrol og spil og tilfældigheder, idet scrabblespillet har sat sig på sproget. Eksempelvis er mor »skuffedrikker« og Maj er »natteprutter«. Historien indledes med, at hovedpersonen falder igennem isen og dør. Måske.
Og handlingen går så tilbage til Majs elendige forhold. Mor får tæsk, alting roder, og i skolen bliver pigen nådesløst mobbet. Bødlerne hedder C.C. – Camilla og Caroline – men de er blot et par scrabbleagtige »amatørmobbere«. Maj har opbygget et panser af høflig afvisning, men hun løber sin vej med et brag, når nogen kommer for tæt på. Over for mor har hun en sær attitude, der ligner ømhed. Det er måske i forholdet mellem de to marginaliserede kvinder, at ’Komatøs’ har sin tyngde. Fulgt af scenerne med C.C. der indkredser pigemobning med giftig pen. Skolen og lærerne og den lille jyske by anskues tåget og afsøges for farer med vågne øjne af det lille Maj-dyr, som verfer de hjælpende hænder bort. Det er ikke opmuntrende læsning, og det er ikke helt nemt at forstå Majs adfærd. Ronnie Andersen går dertil, hvor kæden knækker. Han færdes i grænselandet mellem dødens ro og den fandens virkelighed. Han indkredser dæmoner og følelser, som man godt ved er derude, men som man egentlig helst ikke vil vide noget om. Han har mødt bæstet. På mange måder ligner ’Komatøs’ Vibeke Bækkelund Lassens konkurrencevinder ’Mit lorteliv’ (2008), men Ronnie Andersen er strengere.
