»Da jeg var lille, troede jeg, min far ejede Island«.
Sådan åbner den talentfulde ungdomsforfatter Sanne Munk Jensen sin tredje roman, ’Arangutang’. Og allerede dér, i den første sætning, er det nemt at lade sig indfange af det mundrette sprog, der kendetegner romanen.
Titlen, ’Arangutang’, henviser til en karakters charmerende misforståelse af ordet ’orangutang’ og kan tolkes som en diskret henvisning til, at det er helt o.k. at være den, man er.
Selvmordets spor
Hvilket er nemt nok at sige, men sværere at efterleve også i et lille samfund som romanens, hvor jegfortæller og hovedperson Sigga bor. Grænsen mellem tryghed og omklamring er hårfin i Siggas og hendes mors hjemby.
Der boede de, da den nu 16-årige pige var en tumling. Og dertil flyttede de igen efter nogle år i Island, hvorfra Siggas far kom, og hvor han også endte med at tage sit eget liv.
Selvmordets spor, den tætte stemning i den lille by og Siggas relationer til den mere dominerende veninde Ditte og den iagttagende barndomsven Patrick pensles ikke ud i ord, men skrives frem gennem erindringer, dialoger og handlinger.
Også følelserne for forældrene og de første seksuelle oplevelser - på en ikke for vellykket druk-, sol- og scoreferie i Grækenland - berettes uden sentimentalitet, men med en underliggende antydning af, at noget afgørende er under forandring i Sigga.
Indre udvikling
Mod slutningen af bogen sker der ikke så lidt med både hende, hendes relation til Patrick, Ditte og moderen og med de nævnte og flere mennesker til. På kryds og tværs.
Der bindes lige lovlig mange sløjfer i den lille by, men Sigga lader sig ikke stramme af dem.
Hun begynder at gøre sig fri i en historie, som bortset fra farens selvmord for år tilbage ikke indeholder voldsomme ydre smertepunkter. Det er den indre udvikling i Sigga, som er kernen.
Enkelte steder er der støjende småfejl som for eksempel forkert grammatisk tid i denne her letlæste coming of age-fortælling, der især henvender sig til piger fra 14-års alderen.
Pyt. Der er jo heller ikke noget, der hedder ’arangutang’. I hvert fald ikke uden for bogens fantasi. Som Sanne Munk Jensen er ferm til at give videre.
fortsæt med at læse
