Karl Ove Knausgård, norsk litteraturs grænsesprænger, nåede sit mål. Han har skabt et litterært bjergmassiv fuldt af glitrende tinder og dybe afgrunde. Han ville skrive om sin alkoholiserede far, men det blev til et mesterværk om – det hele. Et modigt eksperiment i ultrarealisme, som insisterer på at gengive virkeligheden, som den fremstår, når man skræller alt det, vi normalt sparer hinanden for, væk. LÆS OGSÅKnausgårds mesterværk vil få lige så stor betydning som Goethe Mest ramt er jeg af Knausgårds rystende ærlige skildring af et drenge- og mandeliv. Så hudløst har jeg aldrig før set det beskrevet. Jeg har følt mig løftet, beriget, tryllebundet. Knausgård har igen og igen ramt mig lige i hjertekulen. Jeg har grint og grædt. »Vi har en forhøjet bevidsthed om alt« Det afsluttende bind 6 - 1.295 sider - rummer enestående passager, som dem, hvor Knausgård, den tanketunge far, skifter ble og bader sine børn om morgenen og kæmper med at få dem til at sove om aftenen. Med Knausgårds værk har en ny tids omsorgsfulde fader endelig fundet sin plads i litteraturen. Men ’Min kamp’ er så vældig meget mere end det. »Vi har en forhøjet bevidsthed om alt«, skriver Knausgård, og det er ved at give stemme til dette refleksive menneske, som er ved at segne under byrden af sin egen selvudforskning, at han rammer sin tid renest. LÆS OGSÅNorsk anmelderdrøm begår endnu et mesterværk Knausgårds værk virker så stærkt, fordi han har ladet det syvende slør falde. Fordi han forbryder sig mod de mest fundamentale spilleregler for fortrolighed.
Det forunderlige er, at han kommer om på den anden side af normbruddet og ender med at vise, at alt det, der er åh så pinligt, prekært og smerteligt i hans eget liv, er det samme, som vi andre slås med.
