Det er de store temaer udsat for fuld orkestrering, vi konfronteres med i afghansk-amerikanske Khaled Hosseinis debutroman 'Drageløberen'. Den fortæller om venskab, om en søn på jagt efter sin fars kærlighed, om ære, flugt fra politisk undertrykkelse, tab af livsform og overlevelse i et nyt land. Khaled Hosseini er født 1965 i Kabul. Hans familie fik politisk asyl i USA i 1980, og i dag er han læge i Californien. Hans erindring om en barndom i det gamle Afghanistan, før statskup, russisk invasion og senere Taleban, udgør det stemningsmættede grundstof i skildringen af et gammeldags liv med fastlagte roller og traditioner, som de eksilerede afghanere så vidt muligt fører videre i deres enklaver i Californien, selv om der er vendt totalt op og ned på deres forhold. Nogen egentlig erindringsbog er romanen så langtfra. Dertil er den for tilrettelagt efter traditionelle episke principper med et spændende plot, mange sammentræf af den type, der kun optræder i en roman, samt en hel del melodrama. Det hele glider ned på grund af den udfoldede lokalkolorit, som det er en dobbeltkulturel forfatters privilegium at have autentisk adgang til. Det er skildringen af de gamle afghanske miljøer, der låner romanen sin besnærende kraft. Uadskillelige venner Amir og Hassan er to afghanske drenge, der vokser op i en relativt beskyttet enklave i det gamle Kabul. Begge er moderløse fra fødslen, men Amirs far, en velstående forretningsmand, sørger for den samme amme til begge drenge. I det hele taget er han påfaldende omsorgsfuld over for Hassan med hareskåret, søn af hans tjener, der tilhører den foragtede etniske gruppe af hazaraer. De to drenge er uadskillelige, om end deres sociale positioner ligger fast. Amir læser højt for Hassan, der ikke går i skole. De skyder med slangebøsse og flyver med drager under den årlige turnering. Den tolvårige Amir har sat alt ind på at blive nummer et i 1975 for at vinde sin afmålte fars kærlighed og respekt. Han nedlægger den sidste drage på himlen under stor applaus, mens Hassan skal løbe den nedlagte drage op og finde den. Den triumf tillader taberne ikke en hazari. De voldtager ham, mens Amir ser til fra sit skjul uden at gribe ind. Svigt, skam og soning Han svigter en ven, der vil forsvare ham til sin sidste blodsdråbe. Den skam kan han ikke leve med, og den sætter en paradoksal kædereaktion i gang - han gør alt for at undgå sin ven, ydmyger ham og får endelig med en grusom handling fjernet ham og hans far fra familiens tjeneste. Inden russerne rykker ind i Afghanistan, smugles Amir og hans far under frygtelige omstændigheder ud af landet for endelig at ankomme til Californien i 1981. Svigt, skam og soning er den treklang, der danner det psykologiske grundmønster i denne pageturner af en roman. Soningen kommer først mange år senere, da Amir som voksen gift mand i Californien kaldes tilbage af en klog ven af familien, der altid har belært ham om, at »det er muligt at gøre uret god igen«. Turist i eget land Da han genser det Talebanstyrede Afghanistan, ser han de frygtelige ruiner af et land. En taxachauffør belærer Amir om, at han egentlig altid har været turist i landet. Med sin klassebaggrund har han aldrig lært det egentlige Afghanistan at kende. Det er hans forfatter til gengæld velbevandret i, om end det er de besiddende klassers storhed og fald, vi først og fremmest følger, både i Afghanistan og i USA. En gammel professor møder vi som tigger i Kabuls gader, en eksileret general på bistandshjælp sidder på loppemarkedet i Californien i sit blankslidte jakkesæt og venter på bedre tider. Amirs far, en af romanens bedste og mest komplekst skildrede figurer, bliver en hårdtarbejdende håndlanger med beskidt arbejde på et værksted. Til det sidste opretholder de stor stolthed og forældede traditioner, indtagende beskrevet i alle de regler, Amir som ung collegestudent skal praktisere for at blive gift med generalens datter. Fermt romanhåndværk Romanen, der er under oversættelse til alverdens sprog, er en oplagt bestseller. Isabel Allende anbefaler bogen på romanens bagside, og dermed er romanens episke slægtskab indirekte angivet. 'Drageløberen' er en vældig dygtigt udført fortælling. Sine steder er maskineriet for velsmurt, men ved siden af det ferme romanhåndværk banker et varmt hjerte, der gør bogen til et møde med gammeldags moral, hjælpsomhed, sammenhold og en stolt mentalitet - den slags, som hele verden tilsyneladende er i fuld gang med at afvikle under overskriften 'modernitet'.