På dødslejet opløses ikke blot immunforsvaret, men også den kritiske sans. Derfor ender mange ellers tænksomme mennesker med at give efter for religiøs sentimentalitet og bukker under for følelsernes forvirring. Præster har altid haft en joker i ærmet, som de kan smide på bordet til allersidst: Vi ved alle, vi skal dø, men ingen ved, hvad der sker derefter - og religionerne tilbyder oven i købet en rituel afskedsceremoni. Den eksistentielle grundtvivl er alle kirkers trumf. Man må jo hellere være på den sikre side af Perleporten, ikke? Den sidste bastion Heldigvis udløser dysten med døden også en sjælden grad af klarhed hos enkelte; dem, der er stærke nok i fornuften. Den britiskamerikanske essayist Christopher Hitchens, der døde sidste år af spiserørskræft, har posthumt fået udgivet en serie berusende livsbekræftende tekster om sin kamp mod kroppens nedbrydning. Essaysamlingen 'Mortality' er et forførende, velskrevet og sjældent afklaret dødsskrift, der hylder livet før hjertestoppet. Bogen er et ekvilibristisk værk, der i sagens natur ikke fuldendes, men alligevel forløses som et galgenhumoristisk afskedsbrev, der ikke vil formulde foreløbig.
LÆS OGSÅ Verdens førende Rasmus Modsat var hudløst ærlig
Christopher Hitchens, der blev verdenskendt for sin ætsende polemik mod alskens hellige og fundamentalistiske prædikanter, udkæmpede sit måske vigtigste slag til allersidst - med sit eget liv som indsats i det, han kalder for 'Tumorville'.
Han brugte sine sidste kræfter, udmarvet af kræft, til at konfrontere forestillingen om, at religiøsitet kan lindre smerte og give sjælefred. Som en kamptrænet krigskorrespondent fra dødsfronten beretter han tilbage til os levende, at forstanden er vores sidste håb.
Hitchens beskriver, hvordan han lod sig bruge som forsøgsdyr i et genetisk dna-forskningsprojekt, som næppe ville have kunnet reddet ham selv, men måske andre efter ham med tilsvarende kræftformer - men som symbolsk blev bremset af det formørkede forbud mod stamcelleforskning i USA, hvor han boede. I konkret forstand bliver troen dermed, i form af den religiøst motiverede modstand mod fri og uhildet videnskab, en årsag til døden og netop ikke genopstandelse. Med det sidste åndedræt Udgivelsen af 'Mortality', som består af essays, som Hitchens fik trykt i magasinet Vanity Fair, er på bizar vis et vidnesbyrd om, at han rent faktisk lykkedes med at ytre sig kompromisløst til det sidste. Næsten kvalt i sit eget slim og frarøvet sin bralrende røst, skriver Hitchens: »Hvad håber jeg på? Hvis ikke en kur, så en pause i sygdommen. Og hvad ønsker jeg mig tilbage? I den smukkeste forening af sprogets to enkleste ord: freedom of speech«. LÆS OGSÅSump. Vesten kan ikke løbe fra ansvaret i Irak På selve dagen, da det stod klart, at han havde fremskreden cancer, mandede Hitchens sig fandenivoldsk op efter et hurtigt hospitalsbesøg og gennemførte aftenens to arrangementer: først som gæst hos Jon Stewart i 'The Daily Show' og dernæst i en forfattersamtale med vennen og åndsfællen Salman Rushdie.
