Vi kender Madeleine Hessérus på dansk for romanen 'Isola', der handler om en kvinde, der vender civilisationen ryggen og nærmer sig en eksistens, der ligner dyrets. I 'Byen uden kvinder' skriver hun også fra et sted, der ligger langt fra vores almindelige hverdagsliv. Her forestiller hun sig, fantasifuldt og i alle detaljer, et fremtidigt Stockholm, hvor mænd og kvinder lever i hver sin bydel delt op af en bevogtet mur.
En opdelt by Det er kvinderne, der har foranlediget adskillelsen som følge af omfattende vold og terror mod kvinder. Forplantningen klarer de på en klinik. Drengebørn er fejlslagne produkter af gen-designet, og de overgives til mændenes bydel ved en vis alder. Mange af dem kommer til at leve fortabte i byens underverden, dvs. dens kloaksystem, hvor de handler med stoffer og frister en kummerlig og forhutlet tilværelse. De mænd, der er mere eller mindre ovenpå, driver rundt, gør forretninger, indgår i uigennemskuelige magtspil, spiller endeløse videospil, går på barer. De højtstående kan nyde importerede prostituerede i gammeldags indrettede og hemmelige selskabslokaler ved storslåede fester. LÆS OGSÅHvorfor man skal læse Norén Til en sådan fest ankommer romanens hovedperson Jakob Hall for i hemmelighed at undersøge forholdene. Han er en del af skærgårdens modstandsbevægelse, og hans oplevelser i den delte by bliver et møde med resultaterne af adskillelsen mellem mænd og kvinder. I mændenes bydel er der alt andet end hyggeligt. Jeg forestiller mig, at noget tilsvarende må være tilfældet i kvindernes bydel, men om det har romanen ikke meget at melde, hvad der er en svaghed ved Hessérus' dystopi.
Læseren hænger på Visse dele af den giver mindelser om Margaret Atwoods 'Tjenerindens fortælling', ikke mindst i beskrivelserne af de magtfulde mænds forbudte udskejelser og benhårde hierarki. Her i landet har Hanne Richard Beck i sin seneste roman, '7 Sydøst', også beskrevet et opdelt fremtidssamfund, hvor opdelingen ikke går mellem mænd og kvinder, men handler om etnicitet i et efterkatastrofisk dansk samfund. LÆS OGSÅMussolinis Italien udfoldes som en romance på Rivieraen Problemet med både dystopier og utopier er, at der altid skal etableres et kæmpemæssigt nyt univers, hvor læserne ikke af sig selv kan udfylde fiktionens tomme pladser. Det lykkes nu godt for Hessérus at få læseren til at hænge på, mens hun med Jakob Halls undrende øjne fører os igennem et liv, der er så gennemført kunstigt, at det nærmer sig mareridtet. Alle er overvågede, og Jakob lister rundt på tåspidserne af skræk for at blive opdaget som én, der kommer udefra. Han skal lære at gebærde sig i et rent mandligt univers.
Alle naturlige bånd er ødelagt Dystopier fortæller altid noget om tiden før, dvs. vores egen tid. En mur er både konkret og et mægtigt symbol, man behøver bare at tænke på Berlinmuren. Men en mur mellem mænd og kvinder, hvor meget har det for sig som fremskrevet tankeeksperiment i dag? Det er jeg i tvivl om. Mere interessant er det, at Hessérus skriver et scenarie frem, hvor alle naturlige bånd er ødelagt og erstattet af magtrelationer og kontrol. Ikke bare bånd mellem mænd og kvinder, men også forældre og børn, og mellem venner. LÆS OGSÅHele verden vil læse om H.C. Andersens nyfundne eventyr Alle relationer er forretningsmæssige, alle skjuler sig, og deri ligger uhyggen i Hessérus' dystopi og dens ærinde: at skildre, hvad der sker, når man nedbryder de mindste og mest vitale bånd. Resultatet bliver en forrået jungle af et samfund.