Sælgere af kultur kan godt lide at hapse et par spændstige ord i en anmeldelse, når de skal reklamere for en film eller en bog. Citaterne kan vække appetit. Måske endda fortælle lidt om, hvad der er på spil. En anmelder skriver måske, at en bog har været en »fantastisk læseoplevelse«, eller at »man gyser sig hele vejen til sidste side«. Alt frit opfundet, naturligvis. Ikke så mange dikkedarer. Jordnære betragtninger, men som læsere ved vi i det mindste, at anmelderen mener det positivt. Prøv det, prøv det, lyder underteksten. Bag den kryptiske tekst Indimellem har man selv nået at læse bøgerne, før de bliver anmeldt, og så ved man nogle gange også, hvad anmelderne mener, selv når teksten lyder kryptisk. Men ikke denne gang. Jeg nåede ikke at få læst Thomas Bobergs romandebut, 'Flakker', før anmelderne. Ligesom alle andre kunne jeg så eksempelvis spekulere over, om 'inciterende' er et plusord. Ja, det er det vel egentlig, men der mangler ligesom noget, ikke sandt? Kunne det være 'skrummel'? Dobbelttydig anmeldelse I hvert fald kan man pludselig blive i tvivl om, hvorvidt det nu også er ment positivt, eller om det er lige så dobbelttydigt, som det fremstår. »Inciterende skrummel« er lige netop, hvad Politikens anmelder kalder 'Flakker', historien om Robert, der flakker rundt i verden og i øvrigt har problemer med både ophavet og kærligheden. Var det så en positiv anmeldelse? Det kommer vi tilbage til. Ujævn og famlende Jørgen Johansen flytter i sin anmeldelse i Berlingske konstant vægten fra det ene ben til det andet. Han mener, romanen er ujævn, men med fantastiske sekvenser. »Efter tre bind rejseminder og tretten digtsamlinger begiver forfatteren sig på prosafiktionens vinger ud i verden og ind i sindets og kærlighedens labyrinter. Bevægelserne hid og did er - som også titlen med stor tydelighed siger det - selve bogens mønster. Her skal rejses ud og fares vild for måske at finde hjem«. Men holder det? Jørgen Johansen prøver sig først frem. »Måske kan man sige, at hvad romankompositionen mangler i indlysende sammenhængskraft og persontegningerne i de mere diskrete nuancer, det hentes ind igen i omverdensorienteringen og de intense miljøskildringer«. Diskutabel omgang med hovedpersonerne Senere er han mindre diskret. »Som roman er 'Flakker' ujævn, og kompositionen med de stadige skift mellem Roberts jeg-fortælling og den alvidende forfatters omgang med de øvrige hovedpersoner er diskutabel. Det er den omfattende søgen og de mange skarpt tegnede miljøer på samfundets kant, der er bogens store styrke«. Selv om romanen åbenbart ikke hænger sammen og fortællerens omgang med hovedpersonerne er diskutabel, får bogen alligevel fire ud af seks stjerner. I Weekendavisen skriver Lars Bukdahl, at han ligefrem kommer i tvivl om sin egen dømmekraft. For 'Flakker' ligner egentlig, mener han, Bobergs vandrehistorier fra samlingen 'Under uret' og rejseminderne i 'Americas'. Alligevel keder han sig »gudsjammerligt!«. Unødvendigt rod »Den er et værre rod, romanen, ja, det er de andre prosabøger imidlertid også, men den er så måske et unødvendigt rod, hvor de andre er nødvendigt, forbandet, dynamisk, flintrende rodede. Fordi de andre prosaer stolt står ved deres hybrider - som hverken er fakta eller fiktion, bekendelse eller fabel, dagbog eller skrøne - mens romanen faktisk og forgæves prøver at være en roman«. Herefter giver han et citateksempel på, hvad han ikke kan lide i romanen: »Forelskelsen havde kastet mig ud i en glitrende sky, der svævede over ukendte lande. Den var vokset for hvert minut, det var som om den skulle være alt det jeg aldrig havde haft held med. Var det Yasmina, jeg forelskede mig i? Eller var det umuligheden? Hun var suget op af sit misbrug og de hurtige forretninger. Og hvem vedkommer det nu? [i hvert fald ikke mig. LB] Ikke min erindring, ikke den korte drøm hun havde været for mig. Et spejl for min egen uvidenhed, det undertrykte begær efter hele paletten, alt det jeg stadig ikke forstod, længslen efter bevægelsens ekstreme erotik. Der hvor man lever med hjertet ud af halsen, fordi døden er ekstasens andet ansigt«. Kustnerisk bullshit »Det er, må du sgu da indrømme, Thomas, bullshit rent kunstnerisk. Fordi intet personligt mellemværende sætter blus under, og ingen hallucineret showagtighed sender kulørt røg op«, skriver Bukdahl. Erik Skyum-Nielsen er ikke meget mere fornøjet i Information, hvor han skriver, at en instruktør ville stå med et fælt problem, hvis romandebuten var udkast til en film, for så ville bogens fire-fem mandlige hovedpersoner på en gang skulle ligne og adskille sig markant fra hinanden. »Det drejer sig nemlig om en flerstrenget fortælling, der fletter skæbner sammen til et mønster eller i hvert fald noget, der meget gerne vil ligne et mønster«. Flimret helhedsbillede Informations anmelder mener, at det måske kunne være en hensigt fra forfatterens side, at de mandlige sidefigurer skal stå uklare i et spøgelsesagtigt skær, måske som udspaltninger af hovedpersonen Robert. Men Skyum bryder sig ikke om det, eftersom det efter hans mening gør helhedsbilledet flimrende. »Men dertil kommer to træk ved bogen, som trods stilens aldeles indiskutable fascinationskvalitet får værket til at forekomme kunstnerisk overlæsset: For det første på det genremæssige plan en besynderlig centrifugal eller tangential tendens - det er, som om fortællingen når som helst kan fistre ud langs med en tilfældig streg og blive rejseberetning (ja, værre endnu, turistguide), krimi eller drømmekatalog. For det andet en karakteristisk vekslen mellem episk og lyrisk register, horisontalt og vertikalt«. »Aldrig så snart har Thomas Boberg taget fat på en fremadskridende handling, før han sender sine personer på opadsnirklende stigning mod himlen eller nedadkredsende tur mod døden. Hans livsbillede bliver i bund og grund poesiens, fordi de spredte tilløb til skæbnerids med dertil hørende årsagsforklaring modarbejdes af skriftens let patetiske drift imod drøm og fri fantasi«. Interessant hybrid Skyum-Nielsen slutter sådan her: »Man kan nyde 'Flakker' som den smukke tekst, den vitterlig er. Men man må samtidig beklage, at et stort anlagt episk koncept har fået lov at tåge ud i serier af digt med fast bagkant«. Og hvad mente vores egen anmelder så om historien om Robert Flakker og hans problemer med drømmepigen Miriam - plus diverse andre livsknaster? Altså, ud over at bogen er et »inciterende skrummel«. Zangenberg mener, at 'Flakker' er »en interessant hybrid mellem kunstnerromanen, selvbiografien og dannelsesromanen«, men han hælder så alligevel til i stedet for at sammenligne den med Joseph von Eichendorffs døgenigtroman 'Aus dem Leben eines Taugenichts' fra 1826. Besk og kærlig Altså, lige ved og næsten, og så alligevel ikke. Hver gang vi nærmer os noget konkret, er det hele ligesom noget andet. Det kan selvfølgelig være romanens skyld, som får disse ord med på vejen fra vor anmelder: »Selv om vi således har at gøre med en døgenigtroman af en slags, er det slående, at den rent moralsk balancerer på adskillige knivsægge; vi finder ingen romantiserende idealisering af bohemen, men snarere en både besk og kærlig beskrivelse af den ryggesløse og egoistiske, men dog også skægge og søde kunstner. Og vi får via Robert en tiltalende humanisme, der ikke desto mindre omgiver sig med en del kynisme og hårdkogt skepsis (særlig over for alle hånde typer forloren følsomhed og hedt hykleri), men også her og der garneret med en overraskende dosis tyk og sentimentalt-ironisk kitsch - som i en scene ved kantstenen på havnen i Barcelona, hvor Robert helt sønderkværnet pludselig mærker en hund, der slikker hans hånd: »Den kiggede op på mig med disse store våde hundeøjne (...) Så rejste den sig op, sendte mig igen et vådt solidarisk blik og luskede bort«. Helt reelt for så vidt, men samtidig helt morsomt overgjort kitsch, Storm P., der kammer over«, skriver Zangenberg. Så deeeet, som de siger i Nordjylland. Døm selv O.k., vi spørger så igen. Kan han lide den? Altså, romanen. Er den tiden værd? Zangenberg afslutter herefter: »Sådanne forsorne og næsten glade glimt møver sig konstant vej op gennem det, der også i lange stræk er en hård og mørk fortælling om de blindgyder og tab, vi alle tumler rundt i og udsættes for på livets skæbnesvangre landevej. Dog lyser et skær af sejlivet lykke gennem 'Flakker', for verden har jo den sære egenskab, at den kan blive ved med at blive født på ny, så længe lysets flakkende flamme ikke er pustet ud«. Døm selv? Og hvor kom den lykke lige fra? Men de vil Boberg det godt, anmelderne, og de ville sådan ønske, det var lykkedes for ham at overføre det, de kan lide i digte og rejseminder, til romanform.