Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sexistisk kunstnerliv er næsten fysisk ubehagelig læsning

Selve præmissen i Natasa Dragnics roman er dårlig. Hvorfor udgive bogen?

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det værste ved denne roman er ikke, at det er ugebladslitteratur, for det er en ærlig sag; det værste er, at den gør sig til af at være noget andet.

Havde debutanten, kroatisk fødte Natasa Dragnic (1965), fortalt sin historie uden fimsede skønlitterære ambitioner (Marguerite Duras på endårlig dag), kunne det måske have været en fin, dokumentarisk fortælling om to liv, der mødes og skilles. For hvem ved, om ikke noget af det er autentisk?

De konkrete, faktuelle oplysninger om tider og steder, der skurrer i den følsomme tone, kunne tyde på det. Hør her: To børn, drengen Luka og pigen Dora, født hhv. i 1959 og 1962 på en konkret lokalitet ved Adriaterhavskysten, forelsker sig ved første blik i børnehaven.

Man frastødes Allerede her går det galt for forfatteren, for det er i bedste fald usandsynligt, i værste fald et overgreb, at tilskrive børn på fem og to år sværmeriske, pubertære følelser for det modsatte køn og reducere dem til parforholdsfikserede Ken og Barbie. Som læser frastødes jeg af præmissen. Nå, de uadskillelige to med deres hemmelige steder og lege, især at kigge på skyer, skilles meget mod deres vilje, da Doras forældre i 1968 tager hende med til Paris, men mødes igen, da Luka, som i en periode er kunstmaler, udstiller der.

Den naturligvis yndige Dora bliver undervejs i romanen en fejret skuespiller. Men de tos kunstneriske liv er så glasurbelagt og sexistisk, småborgerligt skildret og ufrivilligt kitschet, at det næsten er fysisk ubehageligt at læse.

Intet dilemma

Det er næppe oversætterens skyld; rent sprogligt er der ikke en finger at sætte. Og der er gode glimt, for eksempel da Luka »kigger ud ad vinduet og leder efter sit liv«. Men kontrasten mellem stilens prætentioner (udmærket oversat) og indholdets selvsmagende hulhed giver denne læser kvalme. På grund af forskellige, vel at mærke helt utroværdige hensyn får Luka og Dora ikke rigtig hinanden før efter mange stjålne elskovsmøder og rejser frem og tilbage; men der er ikke engang et virkeligt dilemma eller skæbnevalg til at bringe læserens sind bare lidt i svingninger. Tro ikke, at jeg har røbet for meget her: Hele handlingen er nærmest refereret på bagsiden af ’Hver dag, hver time’. Det er uforståeligt, hvorfor Gyldendal har udgivet den.



Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden