Ja, undskyld stavemåden i overskriften – der er en slags dækning for den.

Vel staves ’snurrepiberi’ sædvanligvis med u, men her ser og hører vi faktisk i dén grad Snorre pibe og klage sig over sin skæbne, sine umulige børn og – i øjeblikke af klarsyn – sin egen manglende ydmyghed og menneskeklogskab.

Med god grund, for især den sidste mangel koster ham livet her, som allerede titlen på denne nordatlantiske beretning om et bebudet mord så tydeligt fortæller.

Kilder til nordisk mytologi
Og Snorre er altså ikke Snup, men Sturluson. Ophav til ’Snorres Edda’, en af de vigtigste kilder til nordisk mytologi, samt til ’Heimskringla’, de norske kongers historie siden 800-tallet. Værkerne skrev han i 1220’erne og 30’erne, altså to-tre årtier efter at Saxo havde skildret ’Daner(konger)nes bedrifter’.

Den lærde skjald og lovsigemand var også en hovedrig politiker med mange fjender – blandt andre nuværende og tidligere svigersønner.

Så da norske kong Håkon Håkonsson opgav at vente længere på indfrielse af Snorres løfter – med tyve års mellemrum – om at gøre Island til norsk len, havde han ikke svært ved at finde villige mordere. I de tidlige morgentimer 22. (eller 23.?) september 1241 blev Snorre hugget ned i sit eget hjem, Reykholt i nærheden af den sydvestlige Borgefjord, en gård, han ellers havde indhegnet som en ren fæstning og forsynet med hemmelige gange under jorden.

Den indre monolog
Alt dét er for så vidt kendt stof. Måske dog knapt så alment kendt, i hvert fald i Danmark, som 54-årige norske Thorvald Steen forudsætter her. For stoffet får vi i alt andet end kronologisk rækkefølge, kun som brokker af den dækkede indre monolog, der kværner gennem den gamles skæggede hoved disse sidste dage.

Selv om forfatteren før har udgivet historiske romaner om bl.a. den norske konge Sigurd Jorsalfars korstog via ’Konstantinopel’ (på dansk 2002) – som vi netop kender fra Snorre – er ambitionen her nemlig nok så meget en psykologisk indlevelse som en historisk: Hvad sker der i skallen på den 62-årige patriark i efterårsdøgnene op til hans død – og i kroppen på ham?

Smækre Margrete
Jo, han lægger nye skriveplaner om at skildre sin egen slægt og tid (det kom hans illoyale nevø i stedet til); han vrisser i tanker over sin ene, endnu overlevende, men kluntede søn Orækja; han længes inderligt og liderligt efter besøg af smækre og kloge Margrete, en anden mands kone – og sender sin salig kone en respektfuldt nøgtern tanke. Nå, ’kone’? Rigtig skilt blev han vel ikke fra Herdis i sin tid; paven bestemte.

Af de mange brikker lægger vi efterhånden et puslespil, mere portræt end tidsbillede: Åndrig, blodrig og bare stenrig er han dog en kæmpe på lerfødder og kan takke sig selv for det. Det er fortidens kynismer og forsømmelser, der omsider indhenter ham. Fik han selv polarfrost i følelserne som treårig, da hans far satte ham i fremmed pleje? En sagatidens Citizen Kane?

Mod symbolernes verden
Steen afstår fra at dømme, ligesom sagaerne altid gjorde, men giver så heller ikke noget samlet, forløsende svar. Den norske titel styrer tydeligere tanken mod symbolernes og psykens verden, væk fra det historiske: ’Den lille hest’ er den pony, han stoler mere uforbeholdent på end på nogen slægtning. Sleipner hedder det lavbenede ridedyr med en rigtig ildevarslende rolle i fortællingen.

Interessant mand – men immervæk ikke mindst i kraft af den historiske brydningstid, som vi her kun får glimt af. Snorres dødsdag blev begyndelsen til enden for den islandske fristat, de første landnamsmænd grundlagde firehundrede år før.

Mordernes anfører, Gissur, ville selv have magten, men efter endnu en snes års borgerkrigslignende fejder – den sidste del af ’sturlungetiden’ – blev Island norsk fra 1264. Og fra 1380 derfor dansk.