Sven Holm har engang – i bogen ’Syv passioner’ fra 1971 – beskrevet sit forsøg på at nå ind til »et sted, hvor vi er helt usikre: Det er det sted, hvor adskillelsen mellem indre og ydre ophører, hvor det politiske hele tiden er forlængelsen af det psykologiske og det mytiske«.
Det er det samme sted, som han tre år tidligere søgte frem mod ad mere humoristisk vej med ’Min elskede – en skabelonroman’. Og samme sted, som han søger med denne ny gen(nem)skrivning af romanen, nu med syv splinternye kapitler tilføjet (ét trykte vi i Bøger forrige lørdag) og med undertitlen ’En 68-roman’.
Byen 45 år efter
Det sidste skal man ikke lade sig narre af. Ganske vist er København fuld af unge hippier, og de tre Poul’er stadig ministre – udenrigsminister Poul Hartling, finansminister Poul Møller og indenrigsminister Poul Sørensen.
Men på den anden side er her både cykelhjelme og høretelefoner, internet og Smart-biler; sporvogne er blevet busser, Købmagergade gågade, Daells Varehus lukket, og S-toget kører helt til Frederikssund. Alt sammen i iøjnefaldende modsætninger til 1968.
Men det gælder desværre stadig, at »danskerne er mufne«. Den ny ’Min elskede’ er en roman om en drøm fra 1968, men han drømmer den endnu, 45 år efter.
Alle tilføjelser, rettelser og udeladelser i denne ’ny’ roman sigter mod det samme: drømmen om et sted uden »nagelfaste huse« (hver enkelt bærer frit sit hus omkring i en tube), uden »afgrænsede familier«, uden »begrænsende byer«. Et sted, hvor hverken bevidsthed eller krop er størknet i ensom afsondrethed.
Surrogat for et plot
Fortællingen om sådan et sted kalder vi en utopi, den mere dystre vision en dystopi.
Holm selv har i et genrediskuterende sidste kapitel kaldt den nye roman »en dystopisk utopi«, hvor han i 1968-udgaven skrev »en skabelonroman«.
Skiftet markerer dels, at den indlagte farceintrige om to fremmede agenter, A og B, og deres møde med en skrædder med to vagtler i bur (!?) og nogle danske hippiers halvrevolutionære op og ned-bevægelse nu er skrumpet ind til et surrogat for et plot, vel kun forståeligt for læsere over 60.
Kan andre læsere end os over 60 huske Poul Møllers runde kinder eller Hartlings særlige diktion med munden fuld af småsten? Huske efterretningsagent Nielsen eller Blikkenslagerbanden?
At skrive romanen helt op i nutiden – som jo ved Allah ikke savner udsyrede unge eller hemmelige agenter med bomber i tasken – må have strejfet forfatteren. Jeg havde gerne læst den!
Synliggørelse gennem fremmedgørelse
’Dystopisk’ øger de nu tilføjede kapitler pessimismen, vemodet over, at længslerne stadig ikke er indfriet. Mens nogle af dem nærmest er små novelletilløb, forstærker andre (som det i lørdagsavisen) Sven Holms særlige teknik for synliggørelse gennem fremmedgørelse:
I kapitlet ’Metallet’ kommer byens infrastruktur af forbundne vand- og kloakrør, ståldragere og betonarmeringer til at anskueliggøre det fællesskab, der savnes mellem menneskene. Og ’Broren’ handler (parallelt med det ’gamle’ kapitel ’Svinets drøm’) om »det dyr, der er københavneren nærmest«, også i adfærd – nemlig kloakrotten.
LÆS OGSÅ Menneskesprog og mågesprog
Gennem hele Sven Holms forfatterskab går denne næsten korporlige længsel efter at se aggressiv angst og ensomhed afløst af et tillidsfuldt fællesskab – og længslen befris for al sentimentalitet gennem den strømførende, selvreflekterende sproglige humor.
Stimulerende for intellektet, drømmene og drifterne, som morgenens første kop kaffe og aftenens sidste sjus.
fortsæt med at læse
