Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Stoooop. »Noget af det vidunderlige ved at skrive er, at tankestrømmen kan blive sat lidt ned. Jeg går hele tiden og tænker tekster, og det går usandsynlig hurtigt«.
Foto: Per Folkver

Stoooop. »Noget af det vidunderlige ved at skrive er, at tankestrømmen kan blive sat lidt ned. Jeg går hele tiden og tænker tekster, og det går usandsynlig hurtigt«.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ung anmelderrost forfatter: »Ja, der er helt sikkert et oprør mod pænhed«

Asta Olivia Nordenhof imponerer med sin digtsamling 'det nemme og det ensomme'

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den 25-årige forfatter ruller sig en smøg.

Hun strammer papiret om den røde Bali og fugter klisterkanten med tungen. Så tænder hun og inhalerer.

Men kort efter er den tynde cigaret gået ud igen, og i taglejligheden på femte sal i det indre København må Asta Olivia Nordenhof have lighteren frem.

Hun glemmer hele tiden at holde ild i tobakken, mens hun prøver at tale sig frem til, hvordan hun har det med at skrive. Hvad det er, der driver hende som forfatter.

Ofte er hun ikke tilfreds med svaret og forsøger at præcisere, hvad det egentlig er, hun vil sige i sin prosa eller i de digte, hun netop har fået udgivet i bogen ’det nemme og det ensomme’.

Den meget korte version er, at hun slet ikke kan lade være med at skrive, og sådan har det med et par markante afbrydelser været, siden hun overhovedet kunne forme sin første sætning og fylde kladdehæfterne med alenlange romaner.

»Jeg har slet ikke spekuleret i det som et karrierevalg. Ikke nogensinde«, siger hun denne fredag formiddag.

Ovre i kvistvinduet ligger et indrammet diplom, som hun har modtaget aftenen før i Odense. ’Talentprisen’ står der med store bogstaver. Prisen er på 25.000 kr. og er uddelt af H.C. Andersen Festivals.

»Det var mit huslejebudget rigtig glad for«, siger Asta Olivia Nordenhof.

Midt i desperationen Juryen bag talentprisen er langtfra alene om at have fået øje på den unge forfatters evner.

Anmelderne har været meget glade for hendes digtsamling. Her i avisen fik den fem hjerter, og Mikkel Bruun Zangenberg skrev blandt andet, at han flere gange under læsningen tænkte på en genopstanden Vita Andersen.

Og afslutningen lød sådan her: »Hvis alt ikke kæntrer, tænker jeg, at Nordenhof med tiden kan blive en stor, stor litteraturfigur herhjemme«.

LÆS ANMELDELSEN

Man kan godt se, hvorfor en anmelder kan få Vita Andersen i tankerne, for der ligger et råt, biografisk spor gennem hele digtsamlingen.

Om en farmor, der fik tæsk, men at det var værst, når det blødte, og der skulle tørres op på gulvet.

Om moren, der også fik tæsk. Om faren, der stak af hjemmefra og kom på junk og aldrig rigtig fandt melodien, selv om han fik en uddannelse.

Om forfatteren selv, der en overgang var indlagt på psykiatrisk hospital. Intet af det fremlægges særlig dramatisk. Det var bare sådan, det var.

»Det var nødvendigt for mig at skrive om det for at finde ud af, hvordan digte også kan beskæftige sig med det biografiske«.

Ønsker ikke at chokere
Når man læser nogle af dine digte, tænker man et øjeblik: Skrev hun lige det?

»Jamen, hos mig er der slet ingen drivkraft imod at skabe et chok hos læseren, og hvis den drivkraft findes i mig, så er jeg blind for det. Jeg kan slet ikke mærke, hvis det skulle være en lyst hos mig. Hvis der findes en lyst, så er det, at det er vigtigt for mig, at de her mennesker eksisterer i litteraturen. Fordi deres liv er så mange ting, og det er vigtigt for mig at beskrive mennesker i al deres spredthed«.

Asta Olivia Nordenhof understreger, at hun ikke bruger sig selv i digtene for at pleje sine egne interesser, som hun siger.

Andre ville måske sige, at hun fører sig frem eller gør sig interessant, men sådan ser hun det slet ikke. For hende er skriften en konstant undren over, hvordan hun selv agerer i verden.

At hun prøver at være modig. At hun prøver at få sammenhæng i et liv og indimellem fejler. Hårdt.

»Blandt alle mine ambitioner er også at slå på tromme for det uformående menneske. Jeg vil fortælle, at der også er et liv i mange livssituationer, som man almindeligvis afskriver som en krisesituation, der skal stoppe, men der findes både tanker og tilværelse i de situationer«, siger forfatteren.

Vokset op med vold og sex
Da hun skrev sin bog, havde hun opfattelsen af, at den slags var der ikke ret meget litteratur, der kunne rumme.

Hun ville selv skrive en litteratur, der kunne afspejle, hvor håbløs og desperat hun dengang følte sig.

»Jeg ville skrive en litteratur, som ikke handler om, at nu sidder man på den anden side af krisen og har gjort de vigtige erfaringer. Jeg prøvede at forestille mig en litteratur, der står midt i desperationen og nærmest gør erfaringerne linje for linje. Det var vigtigt at få det hele med i teksten, både socialkontorerne og fryden ved at se en blomst springe ud. Alle de niveauer, som jo eksisterer samtidig«.

I digtsamlingen hedder det sådan her et sted, hvor alt – som her – står med småt:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var vigtigt at få det hele med i teksten, både socialkontorerne og fryden ved at se en blomst springe ud. Alle de niveauer, som jo eksisterer samtidig



»når man er vokset op med vold og sex, det pis, så skal man sone hele tiden/ man skal forsage djævelen og forsøge at blive god igen/ men det gider jeg ikke. uddrive djævle/ jeg har bedre ting at tage mig til end forsøge at blive pæn/ det interesserer mig ikke længere fordi/ 1. det er så udmattende og kedeligt/ 2. det er umuligt«.

Et oprør mod pænheden
Nej, Asta Olivia Nordenhof kan ikke holde pænheden ud. Hvor andre skriver formfuldendte digtsamlinger, der tematisk samler sig i digtsuiter, dyrker hun formløsheden.

»Det var i hvert fald vigtigt for mig at skrive noget, der ikke var disciplineret, hvad der måske også skyldes, at jeg ikke kan finde ud af det andet«.

Man kunne se det som et oprør mod pænheden i lyrikken?

»Ja, der er helt sikkert et oprør mod pænhed, men ikke nødvendigvis kun rettet mod lyrik. Det er jo anstrengende, at så mange ting er så disciplinerede og nydelige, og hvor det er svært at få lov at gå rundt og ikke være så dygtig til at lægge bånd på sig selv«.

Jeg tænker på et ord som trods?

»Helt sikkert, og der er også rigtig meget vrede i den her bog. Desperation kan nogle gange være håbløs, så den ikke ved, hvor den skal rettes hen, men andre gange bliver man bare ramt af den lykke, at man kan være trodsig. At man bare kan sige nej og eksistere på sine egne betingelser«.

I dine tekster går du meget tæt på dig selv. Hvad skal det gøre ved folk?

»Jeg har ingen strategi for det. Det falder mig bare naturligt. Det har ikke noget med autofiktion at gøre, hvor man kan drille læseren med, om det nu er mig eller ikke er mig, jeg skriver om. Jeg identificerer mig helt med dette jeg, når jeg skriver. Der er ikke noget mystisk ved det. Hvorfor jeg gør det, ved jeg ikke, men måske er det bare, at når man har ondt i ryggen, så er det svært at lade, som om man ikke har ondt i ryggen«.

Skal turde at være trodsig
Asta Olivia Nordenhof understreger, at hun her ikke kun taler om konkrete livsomstændigheder.

Det handler også om ting, der optager hende eller går hende på. Det kan være den aktuelle reformpolitik eller kønsdiskriminering, og hvis hun skal sige, hvad der sætter hende i gang som forfatter, er det ikke kun læsning af andre forfattere.

»Jeg er for eksempel helt vildt inspireret af, hvordan det lykkedes for kvindebevægelsen at organisere sig i sin tid. På den måde er litteraturen ikke mere indsigtsgivende for mig end så meget andet, men det er så bare blevet mit sted«.

Ser du noget politisk i det, du skriver?

»Ja ja. Ikke fordi jeg er indbildsk, men ambitionen skal da være der. Ideelt skal vi vel bevæge os et sted hen, hvor samfundet er på den anden side af kapitalismen«, siger hun og bryder ud i et stort grin.

»Det er ikke, fordi jeg forestiller mig, at idealet er at skrive den ene samfundsomstyrtende bog efter den anden, men det er en klar drivkraft hos mig, at folk skal kunne læse det, jeg skriver, og måske turde være lidt mere trodsige«. Et heftift barn


Den 25-årige forfatter er et af de mange skrivetalenter, der har været en tur rundt om Forfatterskolens toårige uddannelse, men det er faktisk også den eneste uddannelse, hun har.

Hun gik i Nyboder Skole i København, flyttede derefter et par år til Vestsjælland med sin mor, men kom derefter tilbage til storbyen, hvor hun har boet siden.

Gennem to år begyndte hun pligtskyldigt på nye hf-fag en gang hver sjette måned, og planmæssigt droppede hun ud igen et måned senere, før hun opgav den vej som 18-årig.



Det meste af tiden tænkte hun på sig selv som forfatter. Allerede som 13-årig overvejede hun at søge ind på Forfatterskolen, men droppede det.

»Måske fandt jeg så ud af, at jeg alligevel var lidt for ung. Men jeg var meget frisk dengang. Jeg vandt en novellekonkurrence på Kalundborg Bibliotek og udtalte, at næste gang vi talte sammen, så havde jeg vundet nobelprisen. Jeg var et meget heftigt barn«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Råd fra en engel

I Asta Olivia Nordenhofs nye digtsamling kan man se, at hun stadig beskriver sig selv og virkeligheden uden filter.

Selv siger forfatteren, at hun er helt ublufærdig i sin skrift, og hun er helt på det rene med, at hun fremlægger en del af sin familiehistorie på samme måde.

Men hun ved, at hendes nu afdøde mor ville have været glad for digtsamlingen. »Det var meget beroligende for hende, at jeg kom til at beskæftige mig med det eneste, der muligvis ville lykkes for mig på et tidspunkt. Mens jeg har skrevet bogen, har hun været meget præsent for mig. Hun har våget over mig som en engel, og mens jeg skrev, har jeg spurgt hende til råds, næsten på linjeniveau. Hun har provokeret mig til at gå længere. Jeg kunne høre hendes stemme: Sig det, bare sig det. Aldrig blive forblommet«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden