Jungleloven kender vi i al sin simple logik. Du æder eller bliver ædt. Eller som Egon Mathiesen formulerede det i fortællingen om aben Oswald: Den største abe får fleste æbler. Med menneskeloven er det lidt mere kompliceret. Kampen med sorgen I hvert fald som den formuleres i Jakob Vedelsbys femte roman af samme navn. Selve paragrafferne i menneskeloven holder han gådefulde, men i begyndelsen af den spændingsmættede fortælling røber han, at menneskeloven handler om livet, der »er som en labyrint med blinde veje og låste døre«. Kogt ned til en enkelt juridisk punchline siger Vedelsbys menneskelov altså, at livet er fuldt af omveje og tilbageslag. Men det er lige så banalt, som det er kryptisk lagt frem. Som hele romanen. I et cinematisk malende sprog beretter Vedelsby om diplomaten Carl Bernstein, der slider kontrolleret og kynisk i det for udenrigsministeren, da en terrorbombe rammer København – og tager hans livsnære veninde, Kassandra, med i døden.
LÆS OGSÅ Italiensk stjerneforfatter skjuler et afskåret lem
Troen på den altopslugende karriere vakler, og meningen med livet sendes uden for døren, mens den omtågede Carl Bernstein bliver sendt til Athen for at tage hånd om ambassaden dér.
Og som en anden Marlow rejser han ind i mørkets hjerte. Terrorsporet peger også mod højaktuelle Grækenland, og mens han kæmper med sorgen, befinder Bernstein sig midt i en karrusel af diplomatiets rå skyggesider, græske terrororganisationer og en mystisk Jesus-genganger. For løst greb
