Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortæller. Jo Nesbø elsker at fortælle: »Jeg tror, det er en slags  social refleks at fortælle en historie. At give sit  bidrag, når man sidder omkring lejrbålet«.
Foto: Kjeld Hybel

Fortæller. Jo Nesbø elsker at fortælle: »Jeg tror, det er en slags social refleks at fortælle en historie. At give sit bidrag, når man sidder omkring lejrbålet«.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Norges store krimiforfatter vil forvandle Oslo til Gotham City

Jo Nesbø har hentet sin hårdføre helt hjem, så han kan rydde op i den norske narkoverden.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der sidder en mand i en slidt grå sweatshirt i et hjørne bagerst i Kaffebrenneriet. Ved siden af ham står en tom kaffekop og resterne af et morgenmåltid.

Han sidder bøjet over en bærbar Mac og synes at befinde sig langt væk fra denne lille café i Oslo. Måske er han i færd med at udtænke et giftmord eller en særlig modbydelig måde at torturere et menneske på. Det ville falde ham helt naturligt.

Det forventede svar
Jeg kender ham kun fra fotografier og er pludselig ikke sikker på, om det er ham, jeg skal tale med. Plejer han ikke at være karseklippet?

Er du Jo Nesbø?– spørger jeg.

»Ja, det er mig«, svarer han.

Sidder du og skriver på din næste roman?

»Ja«, siger han med et smil. Måske bekræfter han det kun, fordi han ved, det er det svar, jeg vil foretrække. Det svar, som passer bedst til historien om Jo Nesbø. Det kan også være, han bare er ved at skrive en mail til en forlægger i en af de utallige lande, hvor hans bøger udkommer.

»Jeg skal lige skrive et par sætninger mere, så er jeg der«, siger han og taster lidt på computeren.

Udbrændt som 37-årig
Så smækker han låget i, og jeg stiller det første spørgsmål:

Kan man sige, det hele begyndte med en knæskade?

»Ja, det kan man godt. Jeg fik en tackling ind fra venstre. Så røg korsbåndet. Men jeg fortsatte med at spille ... Nogle uger senere stod jeg på højre fod og fik en tackling ind fra højre, og så røg korsbåndet også i det knæ. Så var det game over«, siger Jo Nesbø.

Han var ellers virkelig god til at spille fodbold og drømte om at blive professionel i Tottenham Hotspur. Nu måtte han finde på noget andet. Han var 19.

Først kom han i militæret, så flyttede han til Bergen for at gå på handelsskole og blive civiløkonom. Da han havde fået sin eksamen, rejste han tilbage til Oslo og blev børsmægler.

LÆS OGSÅ Men allerede mens han spillede fodbold, var han begyndt at skrive. Digte og sangtekster til bands. Og han begyndte selv at spille guitar i et band og blev også forsanger.Om dagen var du børsmægler og om natten rockmusiker?»Jeg var en Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Jeg arbejdede virkelig meget«, siger Jo Nesbø. »Da jeg var 37, var jeg mere eller mindre ... udbrændt. Jeg tog et halvt år fri og rejste til Australien med min laptop«. Og i flyveren på vej til Australien blev Harry Hole født. En helt i hørhabit Harry Hole er helten i foreløbig ni af Jo Nesbøs bøger. En hård hund af en politimand, som har været igennem de mest ufattelige prøvelser, i både krig og kærlighed. Han er også en charmerende fyr, i det mindste når han ikke lige har stået på hovedet i en flaske Jim Beam. Han var efterhånden så medtaget, at man godt kunne frygte, han aldrig mere ville vende hjem fra sit gemmested i Hongkong. Det gjorde han så alligevel, i bogen ’Genfærd’, der lige er udkommet på dansk. Hole er et spøgelse med et ar, der strækker sig fra den venstre mundvig og næsten op til øret. Han lander i Oslo, uvant velklædt i en skræddersyet brun hørhabit, der ganske vist, som bogen skrider frem, bliver mere og mere træt og mærket af begivenhederne.

Jeg var en Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Jeg arbejdede virkelig meget.



Hvordan fandt du egentlig på navnet Harry Hole?

»Det var en kombination af navnet på min barndomshelt, fodboldspilleren Harry Hestad, og så navnet på politimanden i den lille by, min bedstemor boede i, og hvor jeg plejede at holde sommerferie med min familie. Min bedstemor sagde til os børn, at hvis vi ikke var hjemme inden klokken otte, så kom Hole og hentede os. Vi vidste ikke, hvordan han så ud, men jeg forestillede mig en stor, bister mand på to meter ...«.

Rigtigt og forkert
Du mødte aldrig politimanden Hole?

»Ikke da jeg var lille, men flere år senere, da bøgerne om Harry Hole var kommet ud, deltog jeg i en begravelse, og en kroget gammel mand kom hen til mig og sagde: »Jeg er Hole«. Min første tanke var: Jamen, klokken er da ikke otte endnu!«.

Jo Nesbø slår en latter op. En dæmpet latter.

Harry Hole er ikke et navn, der passer til en klassisk skandinavisk krimihelt: sådan en lidt forhutlet, kvabset og fraskilt strømer, der snubler sig gennem opklaringen af en forbrydelse, mens han beklager sig over samfundet. Nesbøs bøger er ikke socialrealistiske.

»Jeg vidste, da jeg havde navnet Harry Hole, at jeg skulle mere over i retning af den amerikanske hardcore krimi. Mit udgangspunkt er ikke at skrive en bog med det og det samfundstema. Jeg skriver underholdningslitteratur. Men noget af det mest underholdende, vi har, er jo politik. Se på tv-serien ’West Wing’ ... Vi lader os underholde af fiktive politiske problemer, fordi der i politikken, ligesom i krimien, ligger moralske spørgsmål. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Og det er underholdende ...«.

Ikke sandt, men realistisk
I ’Genfærd’ giver Jo Nesbø en iskold rundvisning i Oslos narkomiljø. Harry Hole vender hjem, fordi han vil forsøge at redde 18-årige Oleg fra en mordanklage. Olegs mor er Harrys store, men gennemgående umulige kærlighed, Rakel.

Du går dybt ned i narkoproblemet, men du løfter ikke pegefingeren?

»Nej, jeg tror, det er nok at beskrive tingene«, siger Jo Nesbø.

»Hvis det opleves, som om forfatteren ikke tager stilling, mistænkes han ikke for at have en agenda. I Norge er narkotikaspørgsmålet de gode hensigters arena. Men debatten er meget følelsesladet. Alle vil problemet til livs, men der er et stærkt raseri mod dem, der vil nå målet på en anden måde«, siger Jo Nesbø.

Men i din bog er det ikke alle, der vil af med narkoproblemet. Der er korrupte politikere, som allierer sig med narkoforbryderne ...

»Det Oslo, jeg beskriver, er jo ikke et virkeligt Oslo. Ligesom Gotham City er en version af New York, så er det her på en måde Gotham City-versionen af Oslo«.



Men det må ikke blive så fiktivt, at man ikke tror på det?

»Nej ... Og det er jo ikke urealistisk, at der er korruption i Oslos bystyre. For nylig var der en stortingspolitiker, der skrev om korruption i norsk politik. Det er ikke sandt, det, der står i mine bøger, men det er ikke urealistisk«.

Jeg vidste, da jeg havde navnet Harry Hole, at jeg skulle mere over i retning af den amerikanske hardcore krimi.



Der er måske også lidt flere seriemordere i dine bøger end i virkelighedens Oslo?

»Ja, men det er der jo ingen, der ved med sikkerhed«, siger Jo Nesbø og får et diabolsk skær i sine ellers rare øjne. »Den bedste seriemorder er jo én, der tager sine hemmeligheder med i graven«.

Forældres værste mareridt
Han har ikke nogen bestemt metode, når han tager fat på en ny roman. ’Genfærd’ opstod af ideen om en græsk tragedie. Nesbø prøvede at forstille sig det frygteligste, der kunne ske for et menneske.

»Når man har nået en vis alder, findes der ikke noget værre, end hvis der sker noget med ens børn. Harry har ingen børn, men Oleg er som en søn for ham. Harry kommer hjem og skal efterforske et drab, som det ser ud til, at Oleg står bag. Han er begyndt at bruge og sælge dope. Så det begynder med alle forældres værste mareridt«.

Jo Nesbø sammenligner sig med en græsk gud, der bruger karaktererne som brikker og bygger et skæbnedrama, som går imod et uafvendeligt klimaks.

I bogen kører to historier side om side. Historien om den smukke, unge narkopusher Gusto, der ligger dødeligt såret på et køkkengulv og tænker tilbage på, hvordan han er endt lige netop dér. Og Harry Holes historie, som begynder med drabet og følger opklaringen. Læseren véd, at klimaks befinder sig dér, hvor de to historier krydser hinanden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad karakteriserer et godt krimiplot?

»Det ved jeg ikke«, svarer forfatteren, der ellers går for at være en mester på feltet. »Jeg tror ikke, der findes et enkelt svar på det. Et plot skal have et hjerte, og det er ofte det vanskeligste at finde ... Og hjertet er motivet«.

Et troværdigt motiv?

»Ja. Det hele står og falder med motivet. Derfor har jeg aldrig helt været fan af Agatha Christie. Jeg lader mig aldrig rive med, fordi motivet ofte er ... tja, javel ...«.

Jo Nesbø leder efter ordet, men finder det ikke. Jeg foreslår i mit eget hoved: fortænkt.

Et plot skal have et hjerte, og det er ofte det vanskeligste at finde.



»I modsætning til for eksempel Dennis Lehane, der skrev ’Mystic River’. Hos ham er motiverne ofte trivielle, men det trivielle og meningsløse er ofte mere troværdigt end det kontrollerede og store motiv – som at vinde verdensherredømmet; det tror man ikke på«.

Og du er endda nødt til at have flere troværdige motiver undervejs, fordi læserne skal narres på vildspor?

»Det er sandt. Og det ender med det mest trivielle og meningsløse motiv. Og det mest triste«.

Når personerne får stemmer
Som krimiforfatter kan man både spille på læsernes forventninger og på deres træning i at læse kriminalromaner.

»Læserne har måske lært, at når man kigger på højre hånd, sker der noget med venstre hånd, og så kigger man dér ...«.

Jo Nesbø vifter med den ene hånd oppe i luften, mens den anden hånd laver numre i det skjulte. Som en tryllekunstner.

»Men så viser det sig alligevel at være højre hånd, der laver det vigtige ... Af og til er det oplagte så oplagt, at det ikke kan være det, men så er det det alligevel. Det har jeg brugt i flere bøger«.

Hvor meget ved du om handlingen, før du går i gang?

»Meget. Jeg skriver måske 100 sider synopsis. Med dialog og alt muligt. Dialogen er god til at ...«.

Han afbrydes af en ung kvinde, der har siddet ved nabobordet, men nu står og tripper ved siden af vores bord med en smartphone i hånden.

»Må jeg tage et billede af dig?«, spørger hun Jo Nesbø.

»Ja, værsgo«, svarer han.

»Tusind tak«, siger hun og knipser.

Dialogen er god til at ...?

»Der sker et eller andet, når karaktererne begynder at snakke. Af og til tager historien en anden drejning ... Men jeg er ikke sådan en forfatter, der tror på, at historien tager magten og går den vej. Nej, nej, nej, forfatteren bestemmer selv, hvad der skal ske. Den eneste undtagelse er, at personerne, når de begynder at snakke, har en slags ... logik, de får en karakter, en tone, det kan gøre handlingen lidt anderledes. En person, du har tænkt skal være sympatisk, kan blive usympatisk eller have en form for humor, som du ikke lige havde forestillet dig ...«.

Det overflødige er fjenden

Nesbø bryder sig ikke om bøger, der driver tilfældigt af sted fra kapitel til kapitel. »Hvis jeg læser en bog og når til kapitel 4 og får fornemmelsen af, at forfatteren har tænkt: Nå, hvad skal vi skrive om i dag? Så læser jeg noget andet«, siger Nesbø. Så du er ikke fan af en forfatter som Karl Ove Knausgård?»Jo, det er jeg. Men det er, fordi han skriver så godt«.





Det handler mere om, hvad du skriver, om hvad du udelader, end om hvad du faktisk skriver.

LÆS OGSÅ Hvad vil det sige at skrive godt?»Det er et vældig godt spørgsmål ... I modsætning til film og musik og billedkunst har du som forfatter en minimal værktøjskasse. Det eneste, du kan gøre, er at give nogle spor til associationer. Hvis du for eksempel skal beskrive New York, vil du måske gøre det gennem en sort taxichauffør, som siger et eller andet til dig på en meget direkte måde. Det ville måske skabe de nødvendige associationer. Du er nødt til at overlade det til læseren at finde resten. Det handler mere om, hvad du ikke skriver, om hvad du udelader, end om hvad du faktisk skriver«. Okay, lige her til sidst skal jeg høre, om der kommer flere bøger med Harry Hole?»Øh ... det er vanskeligt at svare på«, siger Jo Nesbø. Det tror jeg ikke på ...»Æh ... det er ... nå okay, lad mig så omformulere: Det har jeg ikke lyst til at svare på«.











Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden