Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Svensk femi-troldegyser hæver sig over det kulørte

Uhyggen ligger i forvandlingen. Men ’Stallo’ holder ikke helt, hvad den lover.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En stallo er i samisk mytologi en trold, som kan skifte ham fra dyr til næsten menneske, fra store uhyrer til små lodne væsner.

Stalloer kan være venligtsindede hjælpere; de kan trænge ind i folks hjerner og hypnotisere dem nærmest til zombier, og nogle af dem har en grim vane med at stjæle børn.

LÆS OGSÅ

Stefan Spjuts roman er en blanding af gyser, krimi, folkeeventyr og hverdagsrealisme med familiesammenhold og samspilsproblemer. At den hæver sig over det blot kulørte og spekulative – tror læseren for eksempel på trolde? – skyldes de fine glimt af præcise hverdagsting og jordbundne psykologiske iagttagelser.

Litterært road-gys
Hovedpersonen er enspænderen Susso, som er en ung snusforbrugende kvindelig hjemmehjælper i Norrland. Hun er overbevist om, at den skabning, hendes morfar fotograferede fra luften i 1978, er en trold, og har en hjemmeside om fænomenet.

Susso er en såkaldt 'kryptozoolog': en der beskæftiger sig med mytologiske eller uddøde dyr, der antages at eksistere, selv om der ikke findes pålidelige beviser for deres eksistens.

Og det er Susso, vi følger i jagten på den eller de stalloer, der efter flere udsagn at dømme har bortført forsvundne børn. Ikke ret mange tror på Susso, naturligvis, og hun er også selv i tvivl, men det lykkes hende at få sin mor og sin ekskæreste med på sporet af de mystiske væsner – eller mennesker.

En slags roadmovie gennem et vinterligt Sverige, der slet ikke er ufarlig, og på et tidspunkt bliver Susso selv jaget.

Der er små mindelser om tidens gængse kvindelige krimi-actionhelte i 'Stallo'. Men Susso – som vi ikke rigtig kommer ind under huden på – er ikke vred; hun er højst noget umoden. Der er meget, der forbliver dunkelt. Trådene redes ikke helt ud, og læseren kan vælge (fortsat) at tro på trolde.

Fra egern til ondskab

Romanen indledes meget stemningsfuldt med skildringen af en lille dreng og hans enlige pædagogmor, der i sommeren 1978 ankommer til en lånt, primitiv hytte langt ude i skoven. Drengen forsvinder sporløst, efter at et par dyr har opført sig mærkeligt, menneskeagtigt og lidt uhyggeligt ...

Uhyggen ligger især i forvandlingen; at man ikke ved, om det er et menneske eller en stallo, man har med at gøre, et sødt lille egern eller et redskab for onde og stærke kræfter i form af store lodne glubske uhyrer, der flår hunde i stykker og vælter biler. Spændingen er tilpas doseret; ikke for meget for en kylling som mig, og ikke på bekostning af omhyggelige beskrivelser, der effektivt spreder mistankerne.

LÆS OGSÅ

Jeg synes ikke, de mange spor helt holder, hvad de lover; for eksempel gør forfatteren meget ud af folks hovedbeklædning i begyndelsen, og jeg sad troligt og tog noter. Men huerne, med og uden pels og øreklapper, bruges ikke rigtig til noget. Ligesom nogle ofte genkommende Volvoer.

Men Stefan Spjut, som debuterede i 2008, er god til at skabe en stemning af vinter, sne, vag uhygge, skønhed, kulde og mørke. »Lygten på en mobilmast tindrede som en rubinrød stjerne, og langt forude var der endnu en rød prik, der blinkede i den mørke dis. En bil, der kørte med tågelygterne tændt«.

Det hele kulminerer, som det skal, og 'Stallo' ender med at være en - næsten - traditionel krimi. Det er godt nok, men var der ikke ansatser til noget mere?

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden