Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Snurrig. 65-årige César Aira tager ikke hensyn til læserens realitetssans.
Foto: Tiderne Skifter

Snurrig. 65-årige César Aira tager ikke hensyn til læserens realitetssans.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Nonne med skiftende køn afprøver læserens realitetssans

César Aira fortæller om en forgiftet iskage og litteraturens ryggesløshed.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er det en slags autofiktion, når hovedpersonen i den argentinske forfatter César Airas roman hedder César Aira?

Men hvordan hænger det sammen med titlen ’Hvordan jeg blev nonne’? Og at fortællingens César Aira er en dreng på 6 år, der det meste af tiden trods drengenavnet er en pige? ’Hvordan jeg blev nonne’ er en roman, der efterlader læseren med hovedet summende af spørgsmål.

Spørgsmål til handlingen og til litteraturen. Hvad kan vi overhovedet fortælle ’troværdigt’ med vores skrøbelige og subjektive greb om en fluktuerende virkelighed? Hvad sker der, hvis forfatteren bare slipper sin fantasi løs som en kåd hundehvalp?

Upålidelig fortæller Aira gør forsøget, og kedeligt er det ikke! I ’Hvis jeg blev nonne’ bliver resultatet en vildtvoksende labyrint af en roman. Den 65-årige Aira har udgivet mere end 70 romaner. De fleste af dem er blot på omkring 120 sider. Til gengæld er hver roman lidt af en opdagelsesrejse at dømme efter dem, der er udkommet på dansk og engelsk.

’Hvordan jeg blev nonne’ er tredje danske udgivelse efter ’Spøgelser’ og den mesterlige ’En episode i en landskabsmalers dagbog’.

Arias fortællinger er uforudsigelige, men ’Hvordan jeg var nonne’ er nærmest utilregnelig! Hver gang fortællingen etablerer et brohoved i det narrative, bliver det prompte detoneret. Alene det, at man aldrig ret længe ad gangen ved, hvilket køn jegfortælleren har, er fundamentalt desorienterende for indlevelsesevnen.

Jegfortælleren César Aira er som forfatteren en stærkt upålidelig fortæller. Man læser ikke ét ord, som ikke er nedfældet på forfatterens flyvske fantasis nåde og barmhjertighed. Sådan er romaner. Det ved man jo godt. Men her får man virkelig kørt snudeskaftet rundt i den ramme sandhed om læserens godtroenhed og fiktionens utroværdighed.

Men heldigvis også dens superkræfter! De første 17 sider af ’Hvordan jeg blev nonne’ er noget af det vildeste, jeg længe har læst.

Forgiftet is

En far og hans barn skal have sig en is. Faderen insisterer. Han elsker is og er irriteret over sin podes forbehold. Da hun skærer ansigt og får kvalme af jordbærisen, føler han sig ramt på sin selvforståelse. Han elsker jo is. Så is er pr. definition dejlig, og Far er klog. Og nu skal hun fand’me spise is og ku’ li’ det! Man genkender en standardsituation sat på spidsen.

Barnet er ved at kaste op af den lækre jordbæris. Rasende smager faderen på hendes is med bedrevidende mine, men addrrr! Det smager jo rædselsfuldt! Faderen, der føler sig snigløbet på mange niveauer, overfalder ismanden og drukner ham i hans elendige produkt. Som viser sig at være cyanidforgiftet. Man sidder med åben mund efter de to første vilde kapitler.

LÆS OGSÅ

Det bliver man ved med, selv om fortællingen fra da af bliver mere snurrig og kryptisk end decideret vanvittig. Sprog, religion, febervildelser og velopdragen behagesyge vokser som giftig efeu rundt om hovedpersonen, der skiftevis er komatøs, viljeløs, upersonlig, superlærerinde og meget andet.

Paradokserne i fortællingen hober sig mindeværdigt op med sætninger som »det virkelig uforklarliges helligdom er massemedierne«, og »det var en slags paradis, og som ethvert andet paradis, der var købt for en billig penge, lignede det et helvede«.

’Drengen’ César Aira gennemgår gammelklog en svimlende udvikling som ulystløgner, hvor hver ny fase stiller nye litterære spørgsmål til realismens bæredygtighed. Det er en roman om at fortælle uden hæmninger og uden hensyn til læserens realitetssans.

Nærmest som en absurd fornærmelse af læseren bliver ’Hvordan jeg blev nonne’ en munter og makaber udluftning af litteraturens selvhøjtidelige gemakker.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden