Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Teju Cole
Foto: Teju Cole

Fotografisk. Teju Cole (f.1975) er foruden forfatter fotograf og kunsthistoriker. Det mærker man klart i romanen 'Åben by'. Forfatteren optræder på Louisiana Literature torsdag 21., lørdag 23. og søndag 24. august.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Gennembrudsroman er en fordomsfri fortælling om globaliseringens udfordring

Teju Coles ’Åben by’ kredser om kulturel bevægelighed og altings forbundethed.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens verdenssamfundet arbejder på højtryk for at bekæmpe Vestafrikas ebolaepidemi, tænker man uvilkårligt på dengang, ’bøssepesten’ brød ud, og verden var i en lignende undtagelsestilstand af uvidenhed og skræk. Forskerne finder også denne gang på ’noget’, beroliger man sig selv i et hjørne af sindet. Og indtil videre er det fattige vestafrikanere, der ryger, ikke danskere med blåt sygesikringsbevis, tænker man måske i en endnu fjernere krog. For dermed at gøre plads til andre og mere nærværende spekulationer.

Den nigerianskamerikanske forfatter Teju Coles gennembrudsroman ’Åben by’ er skrevet i 2011, i det jegpersonen – af nigeriansktysk afstamning – kalder »de dramatiske epidemiers tidsalder«, og handler lige præcis om, hvordan det enkelte menneskes ambition om en verdensomspændende empati konstant karambolerer med personlige fobier, travlhed og lumpne forsvarsmekanismer.

Hovedpersonen, den evigt vandrende Julius, der som ung psykiater må formodes at repræsentere en vis lægefaglig overlegenhed, bekymrer sig eksempelvis mindre om sars, kræft, aids og fugleinfluenza end om væggelus. De væggelus, hans gamle professorven plages af, og hvis »pinlige« angreb på flere og flere newyorkerhjem – helt uden skelen til social klasse – er noget, man taler forlegent om:

»Disse små, flade væsner, der havde jagtet menneskeblod siden før Plinius' tid, var i gang med en slags lavteknologisk krigsførelse, en konflikt i udkanten af det moderne liv, kun synlig i tale«. Julius læser om væggelusenes kannibalisme, deres overlevelseskraft og blodtørst i timerne før daggry, mens utrygheden tager til, »den type utryghed jeg hånede hos andre«. Til sidst ligger han selv på knæ med en lommelygte i hånden for at gennemgå sin madras minutiøst, inden han forsøgsvis lægger sig til at sove.

Altings forbundethed

Ud over at pege på lattervækkende proportionsforvrængninger i vores bekymringshierarki (væggelus stikker, men dræber ikke), handler historien selvfølgelig også om social og kulturel bevægelighed og altings forbundethed, i en verden, hvor både mennesker, informationer, kræ og myter rejser. Og om den angst for det fremmede, der kan være med i kufferten og sætte sig som en ubehagelig tæge.

Faktisk er Teju Coles roman en af de mest åbne, fordomsfri og overraskende fortællinger om globaliseringens udfordring, jeg længe har læst. Grebet er ikke nyt: den ensomme vandringsmand, der suger byens sjæl til sig, såret af kærligheden og mærket af sin herkomst indleder han troløse møder med andre enegængere på sin vej gennem New York. Andre kritikere har allerede sammenlignet ham med storbydigteren Baudelaire og rubriceret værket som flanørroman.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tænkte nu også på Siri Hustvedt undervejs og på hendes begavede, på grænsen til det anstrengende, måde at indlejre billedanalyser, kulturhistorisk viden eller uddrag af sygejournaler i en omfattende og videnstung associationsøvelse. Hos Cole må man således leve med en del leksikal viden om, hvad mulden under New York gemmer af slavekirkegårde og andre skeletter, anekdoter om hans psykiatriske patienter, og hvordan en fremragende Mahler-koncert fremkalder en følelse af kollektiv, tilbageholdt ekstase på publikumsrækkerne, blot få minutter efter den rutinemæssige konstatering af jegpersonens ’anderledeshed’: »Som sædvanlig til den slags koncerter var næsten alle i publikum hvide«. En observation, der opfølges af en ærgren sig over, at denne observation overhovedet finder sted.

Nu vi er ved racespørgsmålet, så reflekterer Julius over den rituelle, daglige og for andre næsten usynlige anerkendelse, der finder sted, når to mænd med en eller anden mængde ’mørkt’ blod i årerne møder hinanden i offentligheden med et blik, et nik eller et »Hvordan går det, broder?«. Ritualet begrunder sig historisk, socialt og generer kun Julius, hvis den hilsende ’bror’ er for anmassende. Lige indtil den dag, en flok ’brødre’ banker Julius flad – og flov på sin egen naivitets vegne.

Erindringens utilregnelighed

Og sådan pendler Julius, der undervejs i romanen tager en afstikker til det europæiske kontinent, fra position til position i det, man oprigtig talt må kalde En åben Diskussion om Verdens vigtigste Problemstillinger: klimakatastrofen, Palæstina-spørgsmålet, race, religion, arrene efter Anden Verdenskrig og såmænd også den europæiske integrationsdebat.

Det lyder kedeligt, på grænsen til det politisk korrekte, men læseoplevelsen er stik modsat. For hos Cole handler det – måske i endnu mindre grad end hos Hustvedt – ikke om at fremmane en helhedsanalyse, men om at udsætte de prekære spørgsmål for menneskelighed, hvilket vil sige tvivl, fejhed og ikke mindst erindringens utilregnelighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Fortiden, hvis den findes, er et stort set tomt rum, store vidder af ingenting hvor betydningsfulde personer og begivenheder flyder rundt«, hedder det. Igen spøger Hustvedt og hendes eminente studier ef erindringens løgnagtige forskydninger og til tider belejlige fortrængninger. Ligesom det heller ikke er uvæsentligt, at vores ’helt’ læser Roland Barthes’ kulturanalyser af fotografiet og virkelighedens drilagtige repræsentationsformer.

For det helt overraskende, og det, der virkelig løfter romanen, er Julius’ erkendelse af det enkelte menneskes uvederhæftige drive mod at gøre sig selv til helt i egen historie. En historie fyldt med blinde pletter og antydninger om en tysk og tillukket mor og en vanskelig kærlighed, der måske har noget at gøre med, hvad der skete efter for mange øl på et værelse engang i Nigeria for mange år siden. Måske.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden