Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

berejst. Teju Cole har rejst rundt i verden - blandt andet også i Danmark, hvor han i 2014 gæstede Louisiana Litterature.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

berejst. Teju Cole har rejst rundt i verden - blandt andet også i Danmark, hvor han i 2014 gæstede Louisiana Litterature.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Teju Cole skriver med overskud om den undren, han gennemlever på sine rejser

Den nigeriansk-amerikanske forfatter Teju Cole besidder en blæret viden om kunst, litteratur og historie. Alligevel skriver han helt uden blær.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man læser Teju Coles gennembrudsroman ’Åben by’ (da. 2014), tænker man ikke over, hvilken hudfarve hovedpersonen, den unge newyorker Julius, har. Det vil sige, forfatteren tvinger os til at tænke over det, når Julius tvinges til det. I essaysamlingen ’Known and Strange Things’, som netop er udkommet, glemmer man sjældent farven: sort.

Med sig gennem bogen, hvis 54 essays handler om at læse, se og rejse og altså alt muligt andet end hud og hår, har Teju Cole nemlig gode gamle James Baldwin. Den sorte amerikanske forfatter optræder i bogens første essay, ’Black Body’, og dukker op – nærmest som et kært gammelt husspøgelse – flere gange undervejs. En samtalepartner, der taler med en anden tids erfaringer og tabuer lige ind i Coles egen tid.

ANMELDELSE FRA ARKIVET

I dette første essay er Teju Cole rejst til Leukerbad i Schweiz og ligger nu i badekarret på et hotel og tænker sig tilbage, til dengang Baldwin besøgte stedet i 1951. Højst sandsynligt havde »ingen sort mand før sat sin fod i denne lille schweiziske by«, skrev Baldwin. Baldwin var en sensation. Det er Teju Cole ikke, her 60 år senere, selv om blikkene er der, »uanset hvor jeg tager hen«. Afrika undtaget.

Trods alt – et helt samfunds kollektive måben bliver med tiden til flygtige blikke. Verden forandrer sig, og vi vil så gerne, at forandringen er til det bedre. Den holdning udfordrer Cole gennem hele essaysamlingen – med vid samt et menneskeligt og, i ordets bedste forstand, kultiveret overskud.

Den hvide amerikaners selvfede behov

Han møder verden kritisk, men aldrig upåvirkelig af det, han reelt ser. Om det er forfatteren Naipaul, hvem han har et anstrengt forhold til, præsident Obama, som han er meget skeptisk over for, eller om det er amatørfotografiets massesucces eller Google Maps, som både er et af overvågningssamfundets instrumenter og et nyttigt redskab, når den smarte newyorkerdreng får hjemve.

Og zoomer helt ind på byen, vejen og huset, hvor hans forældre bor, hjemme i Nigeria.

Teju Cole iagttager, reflekterer, afprøver og reflekterer en gang til. Selv om nogle af teksterne, der er samlet gennem otte års bidrag til aviser og magasiner, er klart mere polemiske end filosofisk afprøvende. En af det stærkeste og bedste er ’The White Savior Industrial Complex’, som handler om den hvide amerikaners selvfede behov ’for at gøre en forskel’ med Afrika som legeplads. Den burde være obligatorisk læsning. Også uden for USA.

Som læseren tørt bliver mindet om, er det for en mand, der er opvokset i Nigeria, ikke i sig selv sensationelt, at en præsident er sort

Men tilbage til Baldwin. Som rejste rundt i Schweiz og resten af Europa med en vred og vemodig oplevelse af, at den store verdenskunst – Bach, Rembrandt, domkirken i Chartres – ikke var hans.

Cole anerkender sorgen, men nægter dels at føle sig ekskluderet (»Bach, so profoundly human, is my heritage«), dels at tilslutte sig Baldwins følelse af underlegenhed på den afrikanske kunsts vegne. Også her har verden forandret sig. Det forenklede syn på afrikansk kunst og kultur er blevet udvidet, der findes masser af anerkendte ’stjerner’ inden for alle genrer, som Cole argumenterer.

LÆS ANMELDELSE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel er der stadig blikkene. Er en krop virkelig sort, før den er noget som helst andet, professor på Harvard, f.eks.?

Mange essays og formidable litteratur- og billedanalyser senere, bl.a. om kunsten at fotografere sort hud eller fascinationen af dødsscener på video – er vi igen tilbage i Schweiz. Cole, der fotograferer lige så meget, som han skriver, vader rundt og lader sig dupere og stresse af jagten på det ’originale’ billede af Alperne.

En alpe-selfie eller et værk

En dag befinder han sig på Gemmipasset, 2.770 meter over havets overflade, det er tåget og klamt, og han genkalder sig Baldwins ensomhed: »Ikke blot er jeg den eneste sorte mand i passet lige nu, jeg er det eneste menneske overhovedet«. Coles vidunderlige, humoristiske selvrefleksion fortsætter: »Jeg har det forkerte fodtøj på, og min jakke er ikke vandtæt«.

Man står, hvor man står. Udstyret som man nu engang er, opsat på at få enten en alpe-selfie eller et værk, der bliver udstillet på et newyorker-galleri.

Alper er alper. Cole citerer fra Pieter Bruegels biograf, der om den nederlandske malers rejse til Alperne i 1500-tallet skrev, at Bruegel »slugte alle bjergene«, og da han kom hjem igen, »spyttede han dem ud på lærreder«. Historien spejler Coles egen fundamentale appetit på verden, en evne til at sluge og lade sig opsluge.

LÆS ARTIKEL

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En tredje gang, Baldwin blander sig i Coles tanker, er på tærsklen mellem drøm og virkelighed, den morgen, hvor amerikanerne skal vælge mellem McCain og Obama, efteråret 2008. Og her har Baldwin-spøgelset måske ligefrem ansvar for, at den Obama-kritiske Cole ender med at deltage, om end behersket, i folkefesten.

Som læseren tørt bliver mindet om, er det for en mand, der er opvokset i Nigeria, ikke i sig selv sensationelt, at en præsident er sort. Endsige kvalificerende.

Teju Cole er med rette blevet kaldt en af vor tids fineste flanører og skarpeste essayister. Man kan også kalde ham en sand verdensborger, der bruger hele kloden som sin scene.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden